Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4596Visninger
AA

14. 12

Marlene havde grundet aftenenes begivenheder, aldrig forestillet sig nogensinde at skulle grine igen. Men nu, som hun sad sammen med Nicolaj i hans seng, og grinte over de jokes, som der blev fortalt af Mick Øgendahl på fladskærmen, var alt andet ligegyldigt. Samantha. Ånden på badeværelset. Det hele var gemt. Glemt. Alt hvad der eksisterede i dette givne øjeblik, var Nicolaj. Varmen fra hans krop. Den kildrende sitren der altid strømmede gennem hendes krop hver gang Nicolajs læber berørte hendes. Det var Nicolaj, det meste af hendes fokus var rettet imod. Hun var vild med Mick Øgendahl, og havde set hans shows op til flere gange, og kunne de mange jokes udenad. Alene det, at Nicolaj vidste præcis hvad der skulle til for at få hende til at glemme alt og bringe den gamle Marlene frem igen - at han bare behøvede at sætte en DVD med stand up på - gjorde blot hendes kærlighed til ham større. Hun vidste vitterligt ikke, hvordan hun skulle kunne leve uden ham.

Det der når folk sagde, at de havde fundet den rette, havde Marlene altid set som fjollet. Folk kommer og går. Men da hun havde mødt Nicolaj til festen i Hvidovre for et år siden, havde alt ændret sig. Nu følte hun virkelig, at han var den rigtige. At han fuldendte hende. Gjorde hende hel. Komplet. Som om alle deres gener bare passede sammen på den helt rigtige måde.

"Jeg elsker dig." Hun puttede sig ind til ham, slyngede armene om hans hals. Lod sine øjne fæstne sig til hans. 

"Elsker mig?" Han kiggede drilsk på hende. Hun rullede med øjnene, som latteren i en bølge pressede sig opad fra hendes mellemgulv.

"Okay, jeg fucking elsker dig. Bedre?"

"Bedre." 

Hun rystede smilende på hovedet og rykkede sig fremad, så deres læber på ny berørte hinanden. Herefter puttede ham tæt ind til sig. Hans lår, som hendes bagparti hvilede imod, var bløde. Varme. Hun rykkede lidt på sig, som hun pustede noget af håret, der var gledet nedover øjnene, væk fra ansigtet.

Nicolaj fik et sammenbidt udtryk. "Marlene... Din røv er altså temmelig spids. Det ved du godt, ikke?" 

"Jeg har fået det at vide et par gange før." 

Hun slog med hovedet så det brune hår fjernede sig fra hendes ansigt, hvorpå hun lod sit blik fokusere imod hans øjne. De skinnede i lyset fra loftslampen. Reflekterede skærmbilledet af Mick Øgendahl. Selvom hun godt vidste, at det ikke var hvad som han kiggede på. Blikket var låst imod hendes. 

"Dine øjne, Nicolaj."

Hans pande rynkedes. En lille trækning i hans mundvige, der indikerede et undrende smil. "Mine øjne? Hvad, øh, hvad med dem?"

"De er så... blå. De er faktisk mega blå." Hendes stemme blev fjern. Ensformig. Hun begyndte at stirre dødt ud i luften, som hun langsomt lod sin hånd hvile imod hans ene kind. Mærkede varmen fra huden brænde imod håndfladen. 

"De er bare... så sygt blå man."

Nicolaj fik en underlig klump i halsen. Det var næsten som om et slør var gledet ind foran Marlenes øjne. Hun sad blot der. Med sin hånd hvilende imod hans kind, stirrende ligefrem som var han gennemsigtig. "Marlene?" Hun reagerede ikke. Han løftede hånden. Viftede foran hendes øjne. Stadig ingen reaktion. "Marlene...? Marle...!"

Hun udstødte et råb og strakte i et ryk ansigtet fremad. Nicolaj skreg op, væltede til siden af forskrækkelse. Marlene kunne ikke lade være med at grine efterfølgende. "Hold kæft, du sku' ha' set dig selv i ansigtet, mand. Det så bare mega grineren ud!"

Nicolaj tog sig til brystet. Hev efter vejret, som en lille latter langsomt forlod hans læber. "Year, Marlene... Det... Det er meget fint. Er du gal, jeg fik et chok. Seriøst, skat, jeg troede lige...!"

"Hvad? At jeg var... besat af Samanthas ånd eller sådan noget?" Marlene smilte, trods en pludselig kulde snoede sig op ad hendes krop i dette givne øjeblik, ordet havde forladt hendes læber. "Jeg troede ellers du sagde, at det hele bare var en myte? Kiggede du ikke selv på billedet?" 

Svar ja, forhelvede... Fortæl mig det, jeg gerne vil høre. Sig det passer... Sig det! 

Nicolaj smilte, som han vippede med hovedet og atter trak sig op i siddende stilling. "Jo. Jo, selvfølgelig. Du... Ja, jeg ved ikke lige hvad jeg troede. Selvfølgelig kiggede jeg på billedet. Jeg... Du ved, nogen gange kan man bare få nogen sjove idéer." Han kiggede på hende igen. Marlene bemærkede glimtet i hans øjne, der fik hendes tarmsystem til at snøre sig sammen. I dette splitsekund gik den ubehagelige kendsgerning op for hende. Langsomt svandt smilet på hendes læber ind. 

"Nicolaj... Helt seriøst... Kig mig i øjnene, og vær helt ærlig." Hendes stemme snerpede sig sammen, og hun måtte rømme sig et par gange. Knytnæven i hendes maveregion begyndte at lave kolbøtter. 

Nicolaj gjorde, som hun sagde. Lod sine klare blå øjne fokusere sig på hendes. Han løftede en hånd. Kløede sig i baghovedet.

Marlene fugtiggjorde læberne, som det begyndte at banke imod indersiden af brystet. "Kiggede du virkelig på billedet af Samantha i mere end fem minutter..."

"... Ja!"

"... Eller løj du for mig?"

En kort tavshed fulgtes.

"Okay, jeg indrømmer det," svarede Nicolaj endelig, i noget der lød som et halvfærdigt suk. "Jeg har ikke set på billedet af Samantha. Jeg løj. Det var noget jeg sagde for at berolige dig." 

Marlene kiggede på ham. Hun fik svært ved at stille skarpt, så øjnene begyndte at flakke. Det prikkede imod hendes hornhinder, da det tågede slør dækkede hendes synsfelt. Hun vendte sig væk fra Nicolaj og pressede læberne sammen. Det kom egentlig ikke bag på hende, at han havde stukket hende en løgn. Hun havde haft mistanken, og et eller andet sted kunne hun sådan set godt forstå, hvorfor han havde løjet. Fordi han sikkert ikke kunne klare at se hende sådan. Men han var hendes kæreste. Personen, hun mest af alle, burde kunne regne med. At han fortalte løgnehistorier, det kunne hun leve med. Men det her... Det var for fejt... For... Hun kunne ikke beskrive det. Det var for lavt. For dumt.

Lyden af stof der gned mod stof nåede hendes øre. Hun blev ved med at se væk, som saltvandet fra tårerkanalerne prikkede stadigt mere mærkbart imod hendes hornhinder. Hun vidste, at det var Nicolaj der lænede sig imod hende. Han kunne rende hende. Hun ville ikke tale med ham lige nu. Rent faktisk havde hun mest af alt, bare lyst til at være alene. 

"Skat, jeg er ked af det. Det... Jeg... Jeg prøvede jo bare at hjælpe." Han løftede hånden, men tøvede da fingrene næsten rørte hendes skulder. Var det en god idé? Hun lignede ikke ligefrem én, der var i humør til at blive rørt. Alligevel lod han forsigtigt hånden hvile imod toppen af skulderen. Hun viftede den end ikke væk. Blev blot siddende, blinkende med de lange øjenvipper, og stirrende ligefrem for sig. Langsomt lod han hånden glide henover hendes skulder. Aede hende. Han mærkede hjertet banke hurtigere. Det gjorde ondt at se hende sådan. Og det var hans skyld. 

"Skat, helt seriøst, undskyld, jeg...!"

"... løj." Marlene vendte ansigtet imod ham, som hun pressede læberne sammen. Modstod trangen til at stikke ham en lussing. "Nicolaj, for... Helt ærlig, det hjælper jo ikke en skid at du lyver for mig!" 

"Undskyld, det var ikke med vilje, jeg prøvede...!"

"Du prøvede at hjælpe. Men hvis du vil hjælpe, så skal du sgu da starte med at fortælle mig sandheden. Det kan sgu da ikke være for meget at be' om. Syntes du vel?" 

Han trak på skulderen, og kiggede væk. "Nej. Nej, sikkert ikke."

Marlene rystede på hovedet, vendte blikket hen imod vinduet over skrivebordet. Prøvede at blinke tårerne væk. Det nyttede intet. Den prikkende stikken imod hendes hornhinder, var begyndt at blive forvandlet til en brændende fornemmelse. Hun sukkede irriteret, som hun atter vendte blikket imod ham. Fortsatte med en stemme, der ophidset dirrede hæst. "Nicolaj, jeg elsker dig, det gør jeg virkelig, men forhelvede... Nogen gange er du bare den største kraftidiot, der findes. Du må sgu da kunne regne ud, at...!" Hendes stemme knækkede. Hun kunne ikke fortsætte. Istedet rystede hun på hovedet og rettede blikket imod et udefinerbart punkt et sted foran hende. Kæmpende imod den pressende knude af gråd, der vred sig i hendes bryst og snørede hendes strube til. 

"Det må du altså undskylde, Marlene." 

Hun rystede på hovedet, og rejste sig op for istedet at sætte kursen hen mod stolen der stod ved skabet, hvor hendes sorte jakke hang. "Det er ligemeget. Jeg går ud og ryger." 

Nicolaj løftede blikket og betragtede hende som hun greb fat i jakken. "Du, øh... Du kommer vel tilbage igen, ikke?" 

Hun stak hånden i frakkelommen og kiggede på ham. "Jojo... Jeg skal bare lige... Jeg skal have noget luft. Så kan du sidde her og tænke over, hvor dum du har været. Du kan kraftedeme ikke være det bekendt. Det kan du bare ikke." Med en foragtelig hovedrysten drejede hun sig omkring, og bevægede sig hen mod døren. Nicolaj lod sit blik fare ned til det hvide gulvtæppe. Ventede indtil han hørte lyden af døren, der gik i. Så lukkede han øjnene, for herefter at hamre sine knoer ind i panden og forbande sig selv over den bommert, han lige havde lavet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...