Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4629Visninger
AA

13. 11

Marlenes far kom først hjem fra arbejde klokken halv otte. Hans bryst blev tungere, jo tættere på gården han kom. Lyden af det knasende grus under hjulene, mindede ham om at han snart skulle stå overfor sin psykisk ustabile kone, der var utilregnelig som ind i helvede. Han havde brug for noget til at dulme nerverne på. Glemme problemerne og frygten. Det kløede allerede i fingrende og prikkede i munden efter at have fornemmelsen af en kold flaske i hånden og den cremede følelse af øl, der blev skyllet ned gennem halsen. Han skulle have noget at drikke. Snart. Meget snart.

Lyskeglerne kørte indover det glitrende grus som dækkede gårdspladsen. Han styrede den grå Peugot hen mod ladeporten, der befandt sig mellem naturstien og skuret. Lysstoflampen blev aktiveret så snart den indbyggede sensor registrerede bilens bevægelser. Hans øjenlåg var tunge. En dunken pulserede imod indersiden af kraniet. Han skulle have sin øl. Og så skulle han i seng. Tina var alligevel oppe at svæve på en lyserød sky, og havde højest sandsynlig gang i et eller andet nyt vanvidsprojekt, som hun forhåbentligt var så optaget af, at hun ikke bemærkede at han kom hjem. Hun plejede sjældent at være opmærksom på ret meget når hun var i det humør. Ikke engang sig selv. Det var kun, hvis man gik imod hende, at hun pludselig blev opmærksom på, at der var andre. Andre, som hun skulle knække. Lige på stedet. Enten psykisk eller fysisk eller på anden vis. 

Han gad ikke længere at græde over det. Når hun alligevel ikke gad at tage sin medicin og gå til psykolog, var der ikke noget at gøre. Og som det var lige nu, var hun ikke rigtig til fare for nogen. Jo, måske sig selv. Men det var ikke nok til at få hende indlagt. Det var først når hun røg ind i depressionen, og hun begyndte at cutte og få selvmordstanker og blive voldelig imod sig selv og sin familie, at de kunne få hende indlagt. Når der ikke var nogen tvivl om, at hun var til fare for både sig selv og andre. Ikke før. 

Ikke at hun ikke var voldelig når hun var manisk. Det var hun. Bare ikke på samme måde. Når hun var manisk - eller I Det Gode Hjørne, som både han såvel som Marlene foretrak at kalde det -, elskede hun alle som var enige med hende og gav hende lov til at gøre præcis som det passede hende. Eller alle, hendes syge hjerne ikke opfattede som fjender. Selv ham. Det hændte at hun kunne blive det kærligste menneske på jorden imod både ham såvel som Marlene, når hun var i det gode hjørne. Det var bare sjældent det skete. Mest fordi, at han ikke anede, hvordan man aflæste andre og han derfor ikke havde en klap forstand på, hvordan han skulle være overfor hende. Han var hudløst ærlig. Så hvis der var noget han ikke var enig i, så sagde han det. Og det var Tina yderst sjældent tilfreds med, når hun var I Det Gode Hjørne. Hvis man var uenig med hende, var man en skurk. En skurk, som havde fortjent at blive straffet. 

Han parkerede bilen foran ladeporten. Trak sin kufferttaske ud, åbnede døren og placerede begge fødder på det knasende grus. Han så katten bevæge sig passivt forbi i lyset fra huset, og forsvinde rundt om hjørnet ved den ende, der vendte imod skoven omkring grusvejen. Det var endnu en ting, der altid havde undret ham. Når Tina blev manisk, blev katten bange. Som om den kunne fornemme, at hun ikke var sig selv. At der var noget, der ikke var som det skulle være. Man så den sjældent indendørs i de perioder. Klog kat. Hvis bare han kunne følge dens eksempel. Men Tina kunne ikke klare sig selv. Og han elskede hende for højt til at gå fra hende. Bare tanken gjorde et eller andet sted for ondt. Hun ville måske dræbe sig selv, hvis det skete. Det havde hun selv fortalt ham. Og han vidste, at hvis personer som Tina truede med at dræbe sig selv, så mente de det. Den ganske tanke sendte en kold rislen ned langs med rygsøjlen. Han kunne kun alt for tydeligt huske dengang han havde fundet hende dinglende fra et reb. Blå i hovedet og på randen til bevidstløshed. Det var kun fordi hun var så dårlig til at lave løkker, at hun havde overlevet. En traumatiserende oplevelse, der stadig sendte rædslen rundt i hans krop, fik det til at gøre fysisk ondt i mavesækken. 

Han åbnede døren og trådte ind i entréen hvor varmen slog ham som en mur. Han standsede op ved den sødlige kemikalieagtige lugt, der i samme øjeblik, nåede hans næsebor. Det lugtede som... Maling? Han rystede med et trist suk på hovedet, som han lukkede døren efter sig. Hun var sikkert i gang med at male stuen om. Igen. Hun malede den for tre dage siden. Han gad ikke engang spørge ind til, hvad grunden var. Det var sikkert den samme som sidst han havde spurgt hende.

"Jeg kan ikke lide farven." 

"Skat, det er en hvidkalksvæg. Den SKAL være hvid."

"Ja, jeg er sgu da bedøvende ligeglad. Hvis jeg ikke kan lide farven, så kan jeg ikke lide farven. Så jeg maler den om. Og ti nu stille, du forstyrrer min koncentration."

Og så havde hun malet den lyserød. En hæslig farve. Og hvis Tina ikke var I det gode hjørne, og bare var en smule som den gamle Tina, han engang havde giftet sig med - der var enkelte gange, hvor hun blev normal, men det varede sjældent i mere end en uge, før hun skiftede om og blev enten manisk eller depressiv, eller begge dele på én gang, hvilket var hvad som hyppigst skete -, så vidste han, at hun selv ville have syntes, at farven lyserød var en forfærdelig farve. Men det gode hjørne Tina syntes alle farver var fantastiske og smukke. Hun var nemlig, for at sige det ligeud, skingrende sindssyg. 

"Godaften, skat. Undskyld jeg er så sent hjemme. Der var bare noget nyt software, som der var nogle problemer med, så det blev jeg sat til at fikse."

Han fik intet svar. Det var han vant til. Han trak sig af sin frakke, tog sin taske og fortsatte gennem entréen. Drejede til højre ved indgangen til køkkenet. Tændte lyset. Herefter fortsatte han videre hen til køkkenbordet, hvor han stillede tasken mellem komfuret og håndvasken. Tændte for hanen og sprøjtede dermed koldt vand i hovedet. For at kvikke sig selv lidt mere op og få sin hjerne i omdrejninger. Det snurrede i hans hoved. Som om en tåge havde snoet sig om hans tanker. Han vendte fokus imod det brummende køleskab, der stod for enden af køkkenbordet. Satte sig i bevægelse imod det. Han skulle have en øl. Nu. Bare én. Til at samle koncentrationen på.

Han åbnede lågen. Kulden fik hårene til at rejse sig. Han rakte frem mod den første flaske på den øverste hylde, som hans øjne nåede. Stillede den på bordet og lukkede køleskabslågen efter sig. Han trak herefter skuffen ved siden af køkkenskabet, der stod op ad endevæggen, ud. Fandt dåseåbneren øverst. I det mindste havde Tina haft for travlt med at male til at rokere rundt i køkkenet. Det hadede han, når hun gjorde. Hun lagde altid tingene de mest mærkelige steder, så det tog ham en evighed at finde det han skulle bruge. 

Han førte dåseåbneren nedover kapslen på Tuborg-flasken, og skubbede op så en PSSHT-lyd af undsluppen gas nåede hans ører. Det var en befriende lyd, der sendte en forventningsfuld boblen igennem hans krop. Han vippede kapslen af, så den med en metallisk klirren, ramte bordpladen. Førte flaskehalsen ind i munden, lagde hovedet tilbage og lod dermed den cremede bittersøde væske glide skummende ned ad halsen. Klistre sig prikkende imod ganen. Det var som hvis en sky lettede fra hans hoved. Som om at verden ikke længere var så mørk, så dyster og uoverskuelig. I dette korte øjeblik, som han mærkede den rislende fornemmelse af cremet kold væske, der gled ned gennem spiserøret, følte han sig fri. Mere fri end han nogensinde troede han skulle føle sig. Mere fri end fuglen. 

Han vendte sig om. I dette sekund var det som om en usynlig næve hamrede ind i hans krop og slog luften ud ad ham. Han fjernede i én hurtig bevægelse og spyttede, så en stråle af øl sprøjtede ud fra hans mund og plaskede nedover gulvet. Han bakkede tilbage. Chokeret over det gruopvækkende syn, der mødte ham.

Dér, i døråbningen indtil køkkenet, stod hun. Tina. Med bar overkrop og bare ben, kun iklædt BH og trusser. Hendes øjne var blanke. Fjerne. Som om hun havde lukket sig inde og forsvundet ind i en anden verden, og det blot var en tom skal han stod og betragtede. Men det var ikke det, der gav ham lysten til at skrige. Det var den blodindsmurte kniv, hun krampagtigt knugede sin højre hånd om. Kniven, hvis æg hun i en stereoton bevægelse kørte frem og tilbage imod huden på venstre underarm. Han så de blodige striber, der dækkede hendes maveskind. Hendes lår. Skinneben. De blodige striber, der fik et net af blod til at indhylle ben og arme. Hendes trusser var smurt ind i det mørkerøde klistrede snask. Hendes bare fødder var farvet i rødt. Et spor af blodstriber og mørkerøde klatter var blevet efterladt i hendes kølvand. 

"Ondskab...!" Hendes stemme var svag. Hviskende. Hun hev efter vejret. Tårer gled ned ad hendes kinder. Den svage lyd af et knivsblad der hvislende skar sig ind i kød, fik det til at vende sig i Brians mave. 

"Ondskab...!" 

Hun gentog det samme. Hendes vejrtrækning var dyb. Hivende. 

"Baby... Skrig... Ondskab...!" Hun rystede langsomt på hovedet. "Ikke... Mere... Ondskab...!" Kniven glimtede sølvmetallisk i skæret fra lyset. Rød væske dryppede ned fra æggen og ramte det blanke linoleumsgulv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...