Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4590Visninger
AA

12. 10

Klokken var 7 da Marlene trykkede på kaldeanlægget til lejligheden, som Nicolaj og hans familie boede i. Der lød en langtrukken summen. Hun fjernede hånden og pressede læberne sammen. Tog sig et enkelt blik over skulderen, kiggende ned ad Rosenørns Allé. En kvindestemme svarede hende.

"Hvem er det?"

Marlene vendte blikket fremad mod kaldeanlægget foran døren til opgangen, som hun atter mærkede den kildrende sitren ned langs med nakken. "Øhm... Mar... Marlene. Det er Marlene." 

"Åh, Marlene, Nicolajs kæreste, ikke?"

"Jo."

"Jamen kom da bare ind."

En summen. Marlene rakte frem imod dørgrebet. Knugede sine fingre om træpladen, som hun strammede musklerne i armen. Skubbede fremad. Døren var låst op. Hun forsøgte så vidt muligt på at ignorere den brændende fornemmelse af en usynlig person, der kiggede på hende bagfra, som hun satte sig i bevægelse ind i opgangen. Lyset tændtes automatisk i samme øjeblik. Glasdøren lukkede i med et brag bag hende. 

Som hun bevægede sig op ad trappen mod lejligheden på tredje sal, havde hun stadig sværere og sværere ved at tilbageholde tårerne. Den kriblende følelse i nakken voksede. Hun satte farten op. Der var nogen bag hende. Nogen der kiggede på hende. Nogen hun ikke kunne se, men mærke. Hun var overbevist. Hivende efter vejret satte hun over i løb. Hun bemærkede et eller andet ud af øjenkrogen. En bevægelse. En skygge. Lugten af mad blandede sig med den stikkende blanding af røg og fugt. Hun kunne svagt høre stemmer og bevægelse på den anden side ad de døre, hun passerede forbi. Den konstante trafik ude på Rosenørns Allé. Hendes sko, der gav højlydt ekko op ad opgangen. 

Hun nåede tredje sal, hvor hun trykkede på ringeklokken. Igen registrerede hun det. Bevægelse, en slags skygge, ud ad den ene øjenkrog. Følelsen af at der var en anden person til stede, voksede. Det var som om nogen, hun ikke kunne se, skridt for skridt kom nærmere. Den kriblende følelse voksede i intensiteten. Hjertet hamrede voldsomt, ukontrollabelt, afsted. Hun pressede læberne hårdt sammen som hun mærkede tårerne brænde imod hendes hornhinder. 

Lyden af skridt omme fra den anden side. Et klik. Dørgrebet der gav sig. Døren åbnede. Marlene fik øje på en jævnaldrende dreng med blå øjne og mørkeblond hår sat i en flot frisure, der overrasket kiggede tilbage på hende. Han nåede ikke engang at åbne munden, før hun kastede sig ind i ham. Slyngede armene om hans krop, begravede hovedet i hans bryst og lod fingrende knuge sig om stoffet på hans trøje. Hun ville ikke give slip. Varmen fra hans krop og vægten af hans arme, som omsluttede hende, var det eneste der kunne give hende bare minimal tryghed lige nu. Hun mærkede hvordan mellemgulvet hikkede, og tog sig selv i at lade en række kvalte klynkelyde forlade hendes læber. Det kildrede vådt ned ad kinderne på hende. Hun ville ikke slippe ham. Aldrig nogensinde. Hun ville blive i hans arme, med tilliden om at hun var beskyttet. At kærligheden ville virke som et skjold mod alt det, hun ikke forstod. Et skjold imod hvad det end var, der forfulgte hende. Hun mærkede hvordan hans arme trykkede hende lidt mere ind til hans krop. Hun kunne ikke lade være med at græde. Alle de indelukkede følelser, fik frit afløb. For første gang i lang tid, virkede gråden rent faktisk befriende.

*

"Er det i orden for dine forældre, jeg ryger herinde?" Marlene sad på kanten af Nicolajs seng. Med hænder, der sitrerede og en mund der var strammet mere til end sædvanligt. Man kunne tydeligt se de røde afmærkninger ned langs med hendes kinder som tegnet på, at hun havde grædt for ganske nyligt. 

Nicolaj, som havde sat sig ved siden af hende, med den ene hånd på hendes skulder, lod blikket fare ned til pakken med cigaretter, hun krampagtigt holdte fast i mellem sine dirrende hænder. Herefter kørte han blikket hen til skrivebordet, der stod bag fodenden af hans seng, med vinduet ovenover, som vendte ud mod Rosenørns Allé. Gadelygten, der hang over vejen, lyste med et orange skær. Kiggede atter på Marlene, og smilte forsigtigt. "Hvis du har brug for at ryge, så må du gerne for min skyld." 

"Men... Hvad med dine forældre? Bliver de ikke... sure?" Hun rømmede stemmen. Det var svært for hende at danne mening i sine egne sætninger. Den kildrende kriblen på hendes hud, var forsvundet. Måske havde det bare været indbildning. Uanset hvad, så hjalp det at være sammen med Nicolaj. 

"Det er ikke dit problem. Den eneste, der vil få skider for det, er mig." Han rejste sig fra sengen. Bevægede sig hen til skrivebordet. Lænede sig indover bordpladen og greb fat i håndtaget under vinduet. Han skubbede opad og til siden, sådan at ruden som en dør svang udad. Lyden af trafik samt udrykning et sted i det fjerne, brød den idylliske tavshed i værelset. Nicolaj vendte sig om mod Marlene, og smilte. "Du kan bare sætte dig ved vinduet. Så bliver røgen ledt udenfor... Så kommer der ikke til at stinke af tobak. Vupti. Problem solved." Han bevægede sig tilbage imod hende.

Marlene undertrykkede et lille smil, som hun med cigaretpakken i hånden rejste sig op. "Tak, Nicolaj. Du er den bedste."

"Det manglede bare, skat." Han kyssede hende på læben. En elektrisk sitren der bølgede gennem blodet. I et kort øjeblik glemte hun frygten. Men kun et øjeblik. Hun satte sig i bevægelse imod skrivebordet, som hun i samme bevægelse fiskede en ny cigaret op af den røde Viking-pakke, for derefter at putte den ind mellem sine læber. Satte sig op på skrivebordet og trak sig hen til vinduet. Lod ryggen hvile imod den hvide glasfiberskilling, der befandt sig imellem de to ruder, hvorefter hun tændte smøgen og tog et par indhaleringer. En beroligende varme bølgede kort efter igennem hende, og lagde en dæmper på angsten. 

Nicolaj satte sig på sengen. Lod sit blik fare en enkelt gang hen til døren. Derefter over til Marlene, der mekanisk førte cigaretten ind og ud af munden i samme stereotypiske, hidsige bevægelser. Som på rutine. Hun havde knap nok fået pustet røgen ud, før hun tog endnu et hiv. En knude voksede på hans hjerte da han så hvilken tilstand hun rent faktisk var i. Det vilde flakkende blik. De voldsomme bevægelser. Hun virkede endnu mere oprevet end hun plejede. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde set hende i den tilstand.

"Fortæl mig, hvad der er sket, Marlene. Du virker temmelig freaked out." 

Marlene drog to hiv lige efter hinanden. Smagte på tobakken, og lod nikotinen gøre sin afslappende virkning. Herefter kiggede hun på ham. Røgen vred sig op fra cigaretten mellem hendes fingre i en fin, tynd streg, der langsomt drev forbi hendes ansigt og mod vinduet. Kulden strejfede huden på hendes ansigt. Hun frøs ikke. Hun var for bange til at fryse. 

"Kan jeg få lov til at sove her i nat? Jeg har nemlig ikke lyst til at tage hjem. Ikke i aften."

Den hvidlige tåge bag vasketøjskurven. De underlige hviskende stemmer. Pigen, der med en dæmpet stemme hviskede de mystiske ord på engelsk. Babyen der græd. En bølge af rædsel væltede atter igennem hendes krop, og fik hende på ny til at tage endnu et par heftige sug af cigaretten. For at få mareridtsbillederne, der som en film blev projiceret frem på indersiden af hendes nethinde, til at forsvinde. Den pressende sviden dukkede atter op i hendes øjne. Bevar roen, Marlene. Bevar roen. Du er sammen med Nicolaj. I sikkerhed. Der er ikke noget genfærd her. Du er i sikkerhed... 

"Det... Det tror jeg godt du kan. Men seriøst, skat, du er jo helt ude af den. Fortæl mig nu hvad der er sket... Er det din mor, der er gået amok? Det er din mor, er det ikke?"

Han ville ikke tro på hende. Men hun var heller ikke i stand til at lyve. Overfor Kamilla og de andre af hendes venner på gymnasiet. Men ikke overfor Nicolaj. Ikke overfor hendes kæreste. Hun kunne ikke. Bare tanken gav hende kvalme og en voldsom knugen i brystet. Men hun kunne jo heller ikke fortælle ham sandheden. Det var for langt ude. Han ville aldrig tro på det. Hvis bare hun aldrig havde kigget på det forbandede billede til at starte med...

En dyb indånding. Hun kiggede på ham gennem røgen fra cigaretten. "Nicolaj... jeg... Jeg, øhm, jeg tænkte på noget. Det, øhm, det du sagde... i går aftes...!" Det dunkede i brystet og sugede i maven. Hun måtte indhalere i cigaretten et par gange mere. 

"Ja...?" Nicolaj kiggede på hende med en blanding af bekymring og nysggerrighed. 

Marlene mærkede hvordan en skælven svagt begyndte at forplante sig i hendes hænder. Ikke nu. Hun måtte kontrollere sig selv. Bare lidt mere.

"Jeg tænkte bare på... Det du fortalte mig omkring hende der Samantha. Øhm... Hvordan var det nu? Altså, hvis man, øhm, kiggede på hende i mere end fem minutter?" Hun løftede cigaretten. Tog endnu et sug. 

Et skævt smil var at ane om Nicolajs læber. "Hvorfor? Er det her er et... trickspørgsmål?"

Marlene skyndte sig at ryste på hovedet. Forhelvede Marlene, tag dig sammen. 

"Nej. Nej, overhovedet ikke. Jeg blev bare nysgerrig omkring det.... Øhm... Men vil du ikke please fortælle mig, hvad der skete hvis man kiggede på hende i for lang tid?"

Han kneb øjnene sammen. Forsøgte at aflæse hende, da han delte sine læber og svarede hende. "Du tror vel helt seriøst ikke på, at hendes billede er hjemsøgt, gør du vel?"

"Nicolaj for helvede, svar mig nu bare!" Det var ikke meningen at hun ville snerre af ham. Men hun kunne ikke kontrollere sig selv. Det kom bare. Fløj ud ad munden på hende. Hvorfor kunne han ikke bare svare? Hun havde ikke tid til at vente. Ikke lige nu. Ikke i denne givne situation.

"Woaw, woaw, prøv lige at chill." Han smilte forsigtigt. Prøvede at bløde stemningen op, men da han så hvordan hun skælvende førte cigaretten op til munden gentagende gange,  var han klar over, at det her var seriøst. Hun var bange. Og det gjorde intet bedre at han lavede sjov. Han sukkede, og nikkede for sig selv. "Alright, så siger jeg det. Altså, man siger at hvis man stirrer på hende i for lang tid, så vil hendes hvileløse sjæl forbande en... I form af en hjemsøgelse. Der er endda nogen som mener, at hun vil direkte besætte en." 

"Be... besætte en?" Ordet gav hende en følelse, hun ikke kunne sætte ord på. En følelse, der paralyserede alle musklerne i hendes krop. Sugede al energien ud af hende. Som om en sky af mørke opslugte hende indefra. Hun begyndte atter at ryste. Kraftigere. Fik kvælningsfornemmelser. Hun stoppede cigaretten ind i munden, og sugede et par gange til. Bevar kontrollen. Bevar kontrollen... 

Da Nicolaj så Marlenes reaktion, rejste hårene sig ned ad nakken på ham. Det gjorde ham bange. Bange... og forvirret. "Marlene... Come on... Helt ærlig, det er jo bare en...!" 

Hun sænkede smøgen, rystede på hovedet og begyndte dirrende at tale. "Du... Du sagde noget med, at rygtet startede fordi der var en eller anden... fyr ovre i USA, som blev sindssyg... Fordi... Fordi han... han kiggede for længe på hende. Er det rigtigt, eller var det bare noget du fandt på? Og hvis det er rigtigt, ved du så hvad der helt præcist skete med ham?" Hun førte smøgen ind i munden, men kom så i tanker om noget mere inden hun på ny sænkede den og kiggede ham i øjnene. "Og fortæl mig sandheden! Ikke noget med at snige udenom emnet... Eller fortælle en løgnehistorie... Vær ærlig." 

Nicolaj følte sig overrumplet. Vidste ikke hvad han skulle svare. Han sad blot der, på kanten af sengen. Betragtede sin panikslagne kæreste, i tvivl om hvorvidt han skulle tage dette seriøst eller ej. Skulle han grine? Skulle han lade være? Han valgte at bedømme situationen ud fra den måde, hun reagerede på, og tilbageholdt grinet, der pressede sig op af hans hals, ved at rømme et par gange. "Hør, skat...!"

"Lad være med det der og bare fucking FORTÆL mig det! Jeg bliver sindssyg af det her!" Hendes stemme dirrede. Hun havde fået blanke øjne. 

Nicolaj sukkede. "Jeg... Jeg er ikke helt sikker. Det er lang tid siden, jeg hørte om det. Men... Altså, jeg vil lige sige, at fyren jeg snakkede om, havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling inden uheldet... Så jeg tror altså bare han var psykisk syg."

"Var? Hvad mener du med "var?" Hvad skete der med ham? Du må vide det. Jeg kan se det på dig." Hendes stemme var blevet svag. Pibende. 

"Okay, vil du høre historien? For den er ikke særlig speciel. Men okay. Det var fordi, at for et halvt år siden, var der en High-School elev, som tabte et væddemål til en af sine venner, og som konsekvens skulle han kigge på Samanthas billede i fem minutter. Lige pludselig fik han det dårligt, begyndte at tro at han blev forfulgt af onde ånder og alt sådan noget... Og præcis to uger senere, begik han selvmord ved at springe ud foran et tog. Og hans venner blev ekstremt bange og troede at det var Samanthas ånd, der havde forbandet ham, og sådan startede rygterne. ." 

Marlene hørte ikke resten. Det eneste, hendes tanker kredsede om, var ordet selvmord. At fyren der havde kigget på Samantha, havde begået selvmord... På fuldstændig samme måde, som Samantha havde gjort det. Ved at springe ud foran et tog. Han havde fået det dårligt. Var blevet forfulgt af onde ånder... Han var blevet ramt af Samanthas forbandelse. Værelset blev mørkere. Det sortnede for hendes blik. Hendes krop blev pludselig tung. Det var som om hun ikke kunne få luft. 

Nicolaj bemærkede forandringen. Så hvordan Marlene blev pludselig tung i kroppen. "Marlene? Hvad sker der?"

Marlene svarede ham ikke. Hun tabte smøgen, så den landede på bordet ved siden af hende. Kunne ikke kontrollere sin vejrtrækning, der kom i stød. Hendes fingre krøb sig opover munden, som hun begyndte at hyperventilere. Tårene vædede sig frem i hendes øjne, brændte imod hendes hornhinder. Selvmord... Selvmord... Det kunne ikke passe. Nej... Alt andet end det... 

Nicolajs øjne voksede, som han førte hænderne ned på sofaen, klar til at rejse sig op og komme hende til undsætning. "Hvad fanden er der galt? Du ryster helt. Marlene."

"Nej... Nej... Nej...!" Det var alt, hvad hun var i stand til at sige. Nej. Hun bøjede hovedet. Gemte ansigtet væk mellem de spredte fingre. "Fuck... Fuck... Fuck..."

Nicolaj rejste sig og bevægede sig bekymret hen til hende. Berørte hendes arm. Forsøgte at ruske i hende. "Hey. Skat. Kig på mig. Hey!" Hendes krop skælvede i rykvise bevægelser. Halvkvalte klynken der indikerede en hulken, var at høre fra hendes læber. Langsomt, blidt, viklede han sine arme om hende og trak hendes voldsomt skælvende krop ind til sin egen. Trøstende. Beroligende. "Shhhh... Marlene, rolig. Det er bare en historie."

"Jeg kiggede på hende... Jeg kiggede på hende i over fem minutter... Det... Det er ikke... nogen fucking historie. Det... det passer... det passer alt sammen... Jeg  er forbandet, Nicolaj... Jeg er fucking forbandet...!" Hendes stemme knækkede over, og hun kunne ikke fortsætte. Nicolaj rynkede panden, trak sig lidt ud fra hende. Greb forsigtigt hendes fingre og fjernede dem fra hendes ansigt. Hun løftede blikket. Betragtede ham med de blodskudte, tårerøde øjne. 

"Du er ikke forbandet, Marlene. Det er kun en myte. Ja, Samantha Jennings begik selvmord. Ja, der er noget ved det billede, der er pisse creepy. Ja, der var en High-School elev som var psykisk syg, der hoppede ud foran et tog to uger efter han havde set på hendes billede. Og det er det. Der er ikke mere i det. Samantha var sikkert syg. Det samme var ham der begik selvmord."

Hvis bare han vidste det. Hvis bare hun kunne give ham ret. Kunne overbevise sig selv om, at det alt sammen var hendes fantasi. Alt sammen var hendes hjerne, der spillede hende et puds. Men det, hun oplevede... Der på badeværelset... Det var så virkeligt. Alt for virkeligt. Kulden voksede i hende. Fik hendes hjerte til at føles som om det var lavet af koldt metal. 

"Og ved du hvad?" Et smil krusede sig om Nicolajs læber, som han blidt strøg sine fingre imod hendes ophovnede ene kind. "Jeg kan bevise, at det kun er en myte. Jeg har selv gjort det, Marlene. Jeg har kigget på hende i fem minutter. Og der skete ingenting. Ikke andet end at jeg blev bange, men det var bare min fantasi. Men det er lang tid siden. Jeg lever endnu. Ligner jeg en der er forbandet?" 

Hun pressede læberne sammen og kiggede ned i gulvet. Måske var det alligevel hendes fantasi, der var løbet af med hende. Måske havde han ret. Hvis han virkelig havde kigget på Samantha i fem minutter, men han ikke var blevet påvirket af det, så var det måske bare en skrøne. Fake. Hun mærkede hvordan deres fingre flettede sig sammen, hvilket sendte den elektriske følelse gennem kroppen på hende. Hvis bare hun ikke vidste, at Nicolaj havde for vane at lyve så godt, at man ikke kunne gennemskue det. Men det ville ikke give mening. Hvorfor ville han lyve om sådan noget her? Måske for at få hende til at blive i bedre humør. For at trøste hende. Men det lignede ham ikke. Han tog det alt for roligt. Måske passede det. Måske var der alligevel intet at frygte. Måske fandtes Samanthas spøgelse kun i hendes eget hoved. 

Hun klemte sine fingre sammen om hans. Prøvede at glemme lyden af de hviskende stemmer ude på badeværelset. Prøvede at glemme den grædende pige, eller øjebliksbilledet af pigen som var hoppet ud foran toget. Forsøgte at glemme den skrigende baby, vasketøjskurven der var blevet trukket eller skubbet henover badeværelsesgulvet af en usynlig person samt de usynlige øjne, der konstant betragtede hende. Fulgte hvert et skridt hun tog, fik det til at krible i nakken på hende. Tanken om, at det bare var hendes fantasi, var beroligende. Betryggende. Hjernen var aldrig til at regne med, og kunne spille en de mest besynderlige puds, som kunne virke nok så virkelige uden at være det. 

"Marlene." 

Hun løftede langsomt hovedet. Blinkede hinden af saltvand, der havde lagt sig over hendes øjne, væk, så hun bedre kunne se. Et forsigtigt smil tegnede sig på Nicolajs læber, som han blidt kørte tommelfingeren aende henover hendes håndryg. 

"Jeg elsker dig." Han lænede sig frem. De lukkede deres læber sammen. Marlene glemte alt. Frygten, Samantha, det hele. Hun overgav sig blot til kyssets berusende magt, der som en magnet holdt hende fast til Nicolajs læber. Et klistret smæld fulgte. Han fjernede sine læber fra hendes. Smilte prøvende. "Du kan godt få lov til at sove her i nat. Men så skal du heller ikke tænke mere på forbandelser og hjemsøgte billeder, okay?" 

Marlene nikkede. Hun mærkede en trækning i læberne, og tog sig selv i at smile. Hun havde næsten glemt alt om den rygende cigaret, der hvilede på skrivebordet ved siden af hende. "Okay. Tak." 

Nicolaj kyssede hende på kinden. "Bliv siddende her. Jeg skal lige noget." Herefter trak han sig væk, vendte ryggen til hende og bevægede sig hen mod døren. Marlene førte fokus hen til cigaretten. Døren lukkede i. Nicolaj råbte sin mors navn. Hun tog fat i smøgen, lod en sidste gang blikket køre hen til døren og drog et sidste sug, så spidsen blev rødglødende. Herefter drejede hun sig rundt, kastede den sidste cigaretstump gennem den åbne rude og ud i natten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...