Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4592Visninger
AA

3. 1

At tegne var Marlene Jensens yndlingsbeskæftigelse. Særligt når hendes forældres skænderier blev for meget, hjalp det for hende at cykle ud til hendes yndlingssted i skoven, og bare sidde på bænken og fordybe sig i naturens smukke farver. At få følelserne ud på papiret. Mange ville mene, at det var blevet en lettere besættelse... Særligt når man kom ind på hendes værelse og så hvordan væggen var plasteret med tegninger af visne roser, farverige skove og karikaturer af mennesker - de fleste af dem piger med triste eller ulykkelige ansigter - kunne man nogen gange foranlediges til at tro, at Marlene tilbragte en stor del af tiden i en fantasiverden. Men det var ikke tilfældet. Det var det modsatte; At få følelserne ud på papir hjalp hende ligepræcis imod at lukke sig inde i en fantasiverden, at blive mere eller mindre sindssyg. Hjalp hende at kæmpe videre. Hun havde lært, at det at græde, ikke nødvendigvis gør tingene bedre. Ikke når det er ens omstændigheder, der bringer tårerne frem. Omstændigheder, der ikke ændrer sig til det bedre.

I starten, hjælper det. I starten bliver mange af de grusomme følelser skyllet bort af de saltholdige dråber, som tårerkanalerne producerer. Men efterhånden, jo værrere ens smerte bliver, er gråden sjældent nok. Der skal andre midler til. Og det plejer som regel at være der, når gråden ikke længere er nok, at folk begynder at ryge ud i en ond cirkel. Hvor de begynder at indtage euforiserende stoffer eller drikke sig fuld flere gange om måneden, blot for at glemme deres problemer. Hvilket blot leder til endnu flere problemer. For euforiserene stoffer har den uheldige bivirkning, at skabe en afhængighed. Især hvis det at indtage dem befrier en for ens sjælelige smerte. Og når først den afhængighed er opstået, bliver tingene kun værrere. 

Hvis ikke det havde været for Marlenes storesøster, Catrine, så var hun ikke et sekund i tvivl om, at hun var endt i den samme onde cirkel. Måske havde hun ikke ligefrem været den type, der var i fare for at blive narkoman. Men alkoholiker var nu ikke urealistisk. Ej heller det, at skære i sig selv. Godt nok regnede hun ikke med, at hun nogensinde ville ende derude, hvor hun så døden som den eneste udvej. Hun blev ikke mobbet. Hun havde en fantastisk søster, som både var hendes søster og bedste veninde i én person, en sød kæreste - Nicolaj - som hun havde været sammen med i næsten seks måneder og en masse gode venner omkring sig, der støttede hende. Hjalp hende. Fik hende til at føle sig elsket. Og det var heller ikke fordi, det var sorg eller depression, der boblede i hende. Det var vrede. 

Vrede og frustration. Hendes mor var en kælling. En kælling imod hende og imod hendes far. Hun vidste godt, at hendes mor ikke selv kunne gøre for den depression, hun havde fået. Men når et andet menneskes smerte ender med at gå udover andre, som ikke har fortjent det, er det svært at holde af personen. Flere gange var hendes mor blevet ekstremt verbal. Selv nu, som 16-årig, skræmte det Marlene at se, hvordan depressionen kunne få hendes mor til at skifte på et øjeblik. Hvordan hun kunne gå fra at være en smilende, sympatisk kvinde, der rent faktisk virkede til at elske sine børn, til at blive til et monster... Et monster fuld af had og raseri, som snerrede af alt og alle, brugte ord som gik dybt ind. Som sårede. Fordi de var så personlige. Fordi de blev brugt af en person, man ikke blot elskede, men som også selv burde elske en.

Horeunge. Umulig. Du burde slet ikke være blevet født. Jeg hader dig.

Men det var ikke engang Marlene, det gik værst udover. Det var hendes far. Hun kunne ikke forstå, hvordan han overhovedet kunne holde til den behandling, mor gav ham. Marlene havde tit, når ikke de så det - de boede på en gård lidt udenfor Hovedstadsområdet, hvor der var to etager og tre forskellige værelser - overværet deres skænderier fra kanten af trappen. Selvom det skræmte Marlene at se sin mors sindssygelige raseri, var det svært for hende at lade være. 

Når mor havde sine gode dage, råbte hun af ham. Kaldte ham diverse ting, som - trods Marlenes far efterhånden var blevet bedre og bedre til at undertrykke det - helt tydeligt ramte ham dybt. "Jeg skulle aldrig have giftet mig med en idiot som dig. Du er en fucking dårlig far. Du klynker hele tiden. Du kan aldrig gøre noget rigtigt. Du er blevet fyret fra dit job fordi du er sådan en inkompetent nar. Børnene hader dig, din svagpikkede stodder, og jeg hader dig. Den eneste grund til jeg stadig er gift med dig er, at jeg VED du ikke kan finde ud af at klare dig selv. Din handicappede, værdiløse lille lort."

Selvom det måske oftest blot var fornærmelser, ovenikøbet barnlige fornærmelser, som andre måske ikke ville lægge den store vægt på, ramte det Marlenes far. Fordi det var rigtigt. Uanset hvor hårdt han prøvede at tage sig sammen, uanset hvor meget han elskede Marlene og Catrine - for det var Marlene ikke et øjeblik i tvivl om, at han gjorde -, så havde han nogle psykiske vanskeligheder, der var en hindring for ham. Han havde aldrig rigtig fået nogen diagnose - hverken ham selv eller hans familie mente der var det fjerneste galt med ham -, selvom Marlene i det seneste stykke tid havde spekuleret på, om ikke han led af en eller anden form for psykisk lidelse. Han havde mange problemer på sociale områder - Han var ikke god til at forstå ironi eller sarkasme, og selvom det var tydeligt, at han virkelig prøvede, så havde han svært ved at forholde sig til andre menneskers følelser og tanker. Han var i stand til at elske. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle vise det. Og det havde tit frustreret ham i en sådan grad, at han røg ud i episoder med ekstremt dårligt humør, hvor hans selvværd virkelig havde brug for at blive pudset. Men Marlene og Catrine elskede ham alligevel. Fordi han, trods de sociale problemer, var en fantastisk far der virkelig prøvede at gøre alt for familien. 

Derfor vidste Marlene, at de ord hendes mor - når hun vel og mærket havde sine gode dage - ramte ham hårdt. Men det var kun toppen af isbjerget. Når hun havde det allerdårligst, var hun ondskaben selv. Hun angreb ham både verbalt og fysisk. Hun kunne få så ekstreme raserianfald, at hun kunne finde på at kaste glasskåle og knive efter ham. Hun havde flere gange været tæt på at sende ham på hospitalet. Døre var oftest blevet revet af hængslerne når mor rykkede i dem for herefter at smække dem i. For at finde far og slå ham. Og far, bange som han var, turde aldrig at gøre modstand. Til dels af frygten for selv at blive slået ihjel, og til dels af frygten for at han - af ren og skær panik - ville ende med at miste kontrollen over sig selv og komme til at gennemtæske hende, så hun døde af det. Den efterfølgende sorg og skam ville han aldrig kunne leve videre med. 

Marlene huskede engang, da mor var blevet indlagt efter hun havde forsøgt at hænge sig selv i soveværelset, at far havde taget hende og Catrine med ud til deres bedsteforældre, der boede i Hillerød, for at tilbringe tiden dér i nogen dage. Undervejs havde han hurtigt kigget på dem begge, inden han havde delt sine læber og var begyndt at fortælle dem, hvordan tingene forholdte sig.

"Jeg ved godt, I måske hader mig... Og jeg forstår godt, hvis I gør. Jeg har ikke været en god far. Bare sig det. Jeg kan tåle at høre det. Jeg er ikke sikker på, at der nogensinde er noget, der vil kunne såre mig længere. Nogensinde."

Catrine, der var 15 på dette tidspunkt - det var fire år siden - og som havde siddet på forsædet ved siden af ham, havde drejet hovedet imod ham. "Far...!" Marlene huskede klart og tydeligt tårerne, der var dukket frem i hendes storesøsters øjne og begyndte at gøre hornhinderne blanke. 

En tavshed sænkede sig over bilen. Catrines læber var begyndt at dirre. Hun fugtede dem nogen gange. Åbnede munden. Forsøgte at sige noget, men kunne ikke. Så kom det, langt om længe.

"Du er ikke en dårlig far. Okay?" Hendes øjne blev mere og mere og våde og hendes stemme blev gradvist mere dirrende, som hun efter en række hurtige indåndinger, fortsatte. "Mor er en fucking kælling. Hun har ikke fortjent at blive elsket af en som dig. Hun har slet ikke fortjent at blive elsket. Jeg... Jeg ville gerne sige, at... At jeg er glad for, at du sørgede for at få hende indlagt. Men jeg har ikke lyst til at lyve. Overfor mor måske, men ikke overfor dig. Kraftedeme... ikke... for dig. Og ved du hvad? Jeg ville fandme ønske, hun havde hængt sig selv. Så du kunne finde en kvinde, du rent faktisk har fortjent, og ikke en kælling som mor. Jeg siger det bare, så du ved det." 

Herefter var der blevet stille i bilen. Catrine havde drejet hovedet væk og kigget ud ad sideruden, med øjne blanke af tårer. Marlene havde mærket den tilstrammende sten der knugede om hendes hjerte, men havde undladt at græde. Hun hadede at græde foran andre. Det var kun når hun var alene sammen med Catrine, at hun turde lade gråden få frit spil. For Catrine var den eneste person, hun nogensinde havde stolet på. 

Far havde, langt om længe da de havde kørt yderligere fem minutter i komplet tavshed, svaret Catrine. Og han græd. Han lagde ikke engang skjul på tårerne, der krakelerede hans ansigt og fik kinderne til at blusse og svulme op. "Mor... Elsker jer. Catrine. Jeg ved det er svært at tro på, men det GØR hun! Hun... Har bare... brug for hjælp. Forstår du det? Hun har bare brug for hjælp! Det er ikke hendes skyld hun er blevet sådan. Det er hendes sygdom." Han nikkede da han havde sagt det, som hvis han forsøgte sig på at overbevise sig selv om, at den var god nok.

Catrine var tavs i et par øjeblikke. Så var hun eksploderet. "Nej, far, det er fucking ikke hendes latterlige sygdom! Hun bruger det bare som en latterlig undskyldning! Hun er en led kælling og en dårlig mor og jeg hader hende! Stod det til mig, havde hun kraftedeme fået lov til at hænge sig selv og rådne op i sin grav! Du fortjener bedre! Det er ikke mor, der har brug for hjælp, far! Men DIG! Du har brug for hjælp til at kæmpe imod hende! Du er ikke en dårlig far! Det er du virkelig ikke... Du er sgu den bedste far man kunne ønske sig."

Marlene havde forventet at far ville blive vred over at Catrine råbte af ham. Men det skete ikke. Istedet havde han bare stirret ligefrem for sig, og med en monoton stemme svaret hende. "Catrine... Jeg ved godt du prøver at hjælpe, men bare lad være... Jeg er glad for din kompliment, men jeg ved jo godt du ikke mener det. Jeg er en dårlig far. Jeg er en dårlig far, fordi jeg har givet jer en mor som hende... Og fordi, jeg ikke kan forlade hende. Jeg er... en dårlig far... fordi jeg elsker hende."

Resten af turen til Hillerød havde ingen af dem sagt et eneste ord. Og da de var ankommet hos bedsteforældrende og far var kørt, havde Catrine låst sig inde på gæsteværelset hvor hun grædende var kollapset på sengen og ikke vist sig udenfor døren det øvrige af dagen.

Far var begyndt at drikke. Marlene vidste ikke, hvorvidt Catrine vidste det - hun var flyttet hjemmefra for et par måneder siden -, men et eller andet sted var det måske også bedst. Catrine havde fået et nyt liv og den eneste fra familien hun havde kontakt til, var Marlene. De var også tit sammen i diverse weekender, og Marlene kunne ikke lade være med at få tårer i øjnene af glæde over at se sin søsters nye tilværelse. Hun var på vej ind i politiskolen, og var begyndt at se en fyr. Lige siden hun var flyttet hjemmefra og var kommet væk fra den usynlige sky af smerte og mørke, der hele tiden hvilede over familiens gård, var hun blevet lykkeligere. Fri. Måske burde hun ikke sige det. Selvom hun nok ville ende med at gøre det alligevel, når hendes fars alkoholproblem ville blive værrere. På en måde, forstod hun ham godt. Med en kone som Marlenes mor, var det svært at klare tilværelsen uden at få et psykisk anfald, medmindre man havde noget til at dulme nerverne på. Også selvom det var dumt. Nu hvor deres far lige var staret på et nyt arbejde som IT-medhjælper inde ved nogle administrationskontorer på Frederiksberg Allé, var det fuldstændig hul i hovedet at han - netop nu, hvor han var på vej mod en forfremmelse - begyndte at drikke hver tredje aften. Oftest så fuld, at al sund fornuft forduftede fra hans sind. Han vandrede ofte hvileløst rundt i skovkanten i baghaven med en ølflaske i hånden. Skændtes med fiktive personer, kun han kunne se. Marlene var bange for, at han måske allerede var på vej til at blive sindssyg, og at det at han tog alkohol, blot fremskred processen. 

Hun ville nok snart tage en snak med ham. I et sidste desperat forsøg på at få ham til at indse, at han havde brug for en psykolog. Så han kunne overkomme det psykiske pres, deres mor udsatte ham for. Det var aldrig til at vide, hvad situationen kunne ende med. Men Marlene frygtede, at det aldrig ville ende godt. 

Hun sænkede blyanten ned på blokken, hun lod hvile imod låret. Hun sad på bænken der stod i kanten af grusstien, under et grantræ. Overfor hende befandt skovlysningen sig. Det var tydeligt, at efteråret virkelig var skredet frem. Det kunne ses på de mange løvtræer med de forskellige røde, brune og gule blade, der fyldte synsfeltet længere fremme. Solens stråler strakte sig ned fra åbningen i løvtaget, som et gardin af lys der lavede smukke levende bevægelser i luften. Insekterne dansede elegant rundt. En lugt af harpisk og fugt nåede Marlenes næsebor. Hun kunne ikke lade være med at snuse ind. Novemeber-kulden fik det til at isne op gennem næsegangen, så en brændende sviden blev efterladt på næseslimhinderne. Det var en følelse, hun elskede. Efterår. Selv trods efterår varslede vinter - og dermed mørke tider - var det nok den årstid, hun var allermest vild med. Farverne. Hyggen. De mange indendørsaktiviteter med vennerne. Der var bare noget særligt over efteråret, som ikke kunne beskrives.

Hun lagde skitseblokken med blyanten ved siden af sig, som hun stak hånden i lommen på de blå jeans. En knitren lød, da hendes fingre ramte den firkantede plasticdækkede papindpakning. Hun trak cigaretæsken op, og åbnede låget. Hun havde tre tilbage. Hun måtte se at spare på dem. Det var ikke just fordi hun havde helt vildt mange penge tilbage på kontoen. 

Hun trak en aflang cigaret op, puttede æsken tilbage i lommen og puttede cigaretten ind mellem læberne. Fumlede rundt på de diverse lommer, der dækkede hendes sorte jakke med pelskraven, indtil hun fandt lighteren. Hun knipsede imod det lille hjul, så en gul gaslue med et svagt PLFUMPF blev sendt op. Hun tændte smøgen og sugede et par gange så spidsen glødede rødt, som hun atter puttede lighteren tilbage. Hermed trak hun med pege- og langefinger cigaretten ud, lagde hovedet bagover og lukkede øjnene som en grålig røgsky blev sendt ud fra munden for herefter at lave sirlige, dansende former i lyset fra den nedadgående efterårssol. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...