Had & Hævn

Annie forlader sin kæreste til fordel for pigen, Mina, hendes livs nye, helt store kærlighed, men hendes kæreste er voldsomt jaloux anlagt, og han vi have hævn. Han vil ramme Annie igennem Mina, men da hans planer ændre hagler hans had ned over Annie istedet. Annie flygter nu fra alting og slår sig ned i en ubetydelig flække, der kun skiller sig ud på grund af et uhyggelige spøgelseshus.
Dette er mit bidrag til Halloween-konkurencen.
Valgmuglighed 2, billed nr. 2. (Det med træerne)

5Likes
14Kommentarer
607Visninger
AA

7. Had

Optoget er ankommet, og huset summer af mennesker. Rundt omkring i huset, på gamle søm, på trappen, i vinduskarmene, og uden for på græsplænen står olielamper. Deres flakende flammer kaster dansende skygger overalt. De får huset til at virke levende omkring en. Jeg zik-zakker gennem de mange mennesker. Ude foran huset lyder et højt skrig. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Ude på græsplænen er Maryann sunket i knæ med hænderne strakt op over hovedet. Hendes skingre stemme skærer gennem menneskenes mumlen.

"Vogt jer! De er her!"

Ude på græsplænen falder alle andre der udgøre spøgelseshusets midlertidige befolkning på knæ med armene over hovedet, i en perfektcirkel lægger jeg mærke til med Maryan som midtpunkt.

"De er her!" gentager de efter Maryann.

"Ånderne er her!" skingrer Maryann.

"Ånderne, ånderne, ånderne," messer de andre.

Igen begynder jeg at vandre ned af gangen. Folk står som limet til vinduerne. Hvilket giver mig fri plads til at bevæge mig ned af gangen. De voksne virker anspændte, og et sted er et lille barn begyndt at hyle. Så er vi altså lidt uhyggelige. Pludselig lyder der et skrig udenfor, et skræmt skrig, et skrig der kalder på hjælp. Jeg genkender Maryanns stemme, selvom den er forvredet af frygt. Jeg styrter hen til vinduet, og stivner. Blodet i mine åre fryser til is. Ude på græsplænen står han med en hånd om halsen på Maryann. Han læner sig tættere hen til hende, han visker noget i hendes øre. Et skrig skærer sig igennem natten. Et fortvivlet skrig. Først da jeg lægger hænderne over min mund, og skriget forstummer, går det op for mig, at jeg skreg. Langsomt vender han hovedet op mod mig.

"Annie, Annie. Lille Annie!" råber han. "Kom her ned, lille Annie!"

Jeg styrter ned af trappen. Jeg vælter næsten i min egen kjole. Da jeg kommer ud på græsplænen, har alle folk samlet sig i en cirkel omkring Maryanns cirkel. Jeg skubber mig vej gennem menneskemængden. Endelig bryder jeg igennem den.

"Annie," han smiler hadsk til mig.

"Slip hende. Vil du ikke nok?" hvisker jeg.

I en hurtig bevægelse stikker han en kniv ind i maven på hende. Hvorfor havde jeg ikke set kniven før? Hvor kom den fra? Maryann gurgler, da han slipper kniven og lader hende falde ned på jorden. Skrigende styrter jeg hen og falder på knæ vedsiden af hende. Mine hænder ryster, da jeg griber fat om hendes ansigt. Fortvivlet føler jeg efter hendes puls. Der er næsten ingen. 

"En eller anden ring efter en ambulance! Kom nu!" jeg ryster i hende. "Maryann!"

Skræmt ser jeg, hvordan blodet siver ud af såret og forsvinder ned i jorden. Mine hænder griber fat om knivens skæfte og hiver den ud. Stadig med et greb om skæftet på kniven prøver jeg at stoppe blodet, der siver ud af hullet i hendes mave.

"Annie, lille Annie," hvisker han i mit øre, mens han lader en hånd kærtegne mit hår.

"Jeg dræbte hende, Annie, ligesom jeg dræbte hende den anden. Ved du hvorfor, Annie?" Han giver mig ikke tid til at svare. "Fordi du kunne lide dem. Fordi du forlod mig. Fordi du ville have dem og ikke mig, Annie."

I en hurtig impuls strammer jeg grebet om kniven, og snurrer rundt. Det kommer fuldstændig bag på ham, ellers ville kniven ikke synke så let ind i hans mave. For den går da ind for let, ikke? Hans hænder griber ud efter kniven, men jeg har allerede trukket den ud igen. Med vantro øjne vælter han om på græsset. Jeg læner mig ind over ham, og hvisker i hans øre.

"Jeg hader dig!" hvisker jeg. "Jeg hader dig!"

Jeg rejser mig op, så jeg står mellem Maryanns døde krop, og ham der vrider sig i smerter.

"JEG HADER DIG!" skriger jeg med tårene sprøjtende ud over kinderne, inden jeg hulkende falder på knæ. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...