Had & Hævn

Annie forlader sin kæreste til fordel for pigen, Mina, hendes livs nye, helt store kærlighed, men hendes kæreste er voldsomt jaloux anlagt, og han vi have hævn. Han vil ramme Annie igennem Mina, men da hans planer ændre hagler hans had ned over Annie istedet. Annie flygter nu fra alting og slår sig ned i en ubetydelig flække, der kun skiller sig ud på grund af et uhyggelige spøgelseshus.
Dette er mit bidrag til Halloween-konkurencen.
Valgmuglighed 2, billed nr. 2. (Det med træerne)

5Likes
14Kommentarer
583Visninger
AA

8. Enden

Blå blinklys snurrer rundt i en uendelighed, mens sirenerne hyler ud over hele spøgelseshuset. Alting står som i en tåge, jeg ved ikke hvad der sker. Politiet har spredt den skare af mennesker, der før stod i en stor cirkel omkring mig. En redningsmand kommer hen imod mig, han har en gul refleksjakke på, hvor der står 'LÆGE' med store, sorte bogstaver. De har allerede fjernet Maryann, og han er også blevet flyttet.

Jeg ser, hvordan manden med refleksjakkens mund bevæger sig, men der kommer ikke nogen lyd ud. Han ser på mig med et bekymret blik, som jeg ikke ser. Mine øjne er rettet mod det sted på jorden, hvor Maryann lå for lidt siden.

En hånd ligger sig på min skulder. Forskrækket snurrer jeg rundt. Igen bevæger mandens mund sig.

"Frøken? Er De okay?" siger han, denne gang hører jeg det.

Jeg ser på ham med tårer i øjnene. Sådan bliver jeg stående i et stykke tid og betragter ham. Et par gange undervejs forsøger jeg at åbne munden for at sige noget, men hver gang må jeg give op.

"Han tog Mina fra mig," hvisker jeg stille. "Han tog Mina fra mig, fordi jeg forlod ham. Han dræbte hende. Han dræbte, min Mina."

'Og så flyttede jeg,' tilføjer jeg i mit hoved, 'men han fandt mig.'

"Er den døde piges navn Mina?" spøger manden.

"Han overfaldt mig. Han slog mig og...Han slog. Se!" jeg hiver mit ærme op, så han kan se de blå mærker på min arm. De blå mærker som næsten er blevet gule, de mærker der passede til hans fingre.

"Og han slog Maryann ned, stak hende med kniven. Også... Jeg dræbte ham. Han er død, ikke? Han kommer ikke tilbage, vel?"

"Nej, frøken, er det den kniv?" han peger ned på jorden. Med øjnene følger jeg hans finger. Den peger på kniven, jeg har smidt på jorden.

"Ja."

"Kan De sige mig hans navn?"

"Nej!" svarret kommer hurtigt og uden tøven. Jeg vil ikke sige hans navn, så har han vundet, selvom han er død.

"Kan De skrive det til mig?"

Jeg nikker, det kan jeg godt. Manden i den gule refleksjakke med de store, sorte bogstaver, der danner ordet 'LÆGE' føre mig hen til en af udrykningskøretøjerne. Han banker på ruden, og en dør bliver åbnet. Han bøjer sig lidt frem, han og den der åbnede døren mumler noget sammen, jeg ikke når at høre. Da han retter sig op igen, har han en blok i den ene hånd og en blyant i den anden. Han rækker dem til mig.

En underlig fred sænker sig over mig. En velkommen fred. En længe ventet fred. Som om det at skrive hans navn, og samtidig vide at han er død afsluttede noget. Det føles, ligesom den følelse man får, når man afslutter en historie. Som om det at skrive hans navn færdiggjorde et kapitel af mit liv. En frygt og en sorg som har ligget og luret i den mørkeste afkrog af mit sind de sidste fem år og nu er forsvundet. Som om frygten og sorgen har haft bundet mig, hvis det har været tilfældet, føler jeg mig nu fri.

Fulkommen, fredfyldt og fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...