Had & Hævn

Annie forlader sin kæreste til fordel for pigen, Mina, hendes livs nye, helt store kærlighed, men hendes kæreste er voldsomt jaloux anlagt, og han vi have hævn. Han vil ramme Annie igennem Mina, men da hans planer ændre hagler hans had ned over Annie istedet. Annie flygter nu fra alting og slår sig ned i en ubetydelig flække, der kun skiller sig ud på grund af et uhyggelige spøgelseshus.
Dette er mit bidrag til Halloween-konkurencen.
Valgmuglighed 2, billed nr. 2. (Det med træerne)

5Likes
14Kommentarer
591Visninger
AA

4. Alfred

Udmattet hiver jeg mig selv hen til et nært stående træ. Det volder mig både besvær og en del smerter, men til sidst kommer jeg op at stå. Da jeg prøvende tager et først skridt, er jeg lige ved at falde, lige så lang jeg er. Men efter nogen minutter er jeg så sikker, at jeg haltende begynder at bevæge mig hen mod byen.

Jeg ved ikke hvor  længe, jeg har ligget i vejkanten. Jeg kunne have ligget der en dag eller en halvtime, men det er stadig mørkt, så jeg går ud fra at det i hvert fald er nat. Oven over mig lyser en næsten fuld måne ned på mig, og stjernerne blinker til mig. Skoven omkring mig er opfyldt af en fredsfyldt stilhed, jeg ikke er i stand til at nyde.

Hvor er han? Er han forsvundet? Eller ligger han på lur efter mig et eller andet sted? Jeg ved det ikke, og uvisheden får mig til at føle mig udsat. Jeg bliver ved med at se mig over skulderen, og jeg farer sammen ved den mindste lyd.

Et skrig flyver forbi mine læber, da min lomme begynder at vibrerer. Skrækslagen stikker jeg min hånd der ned og fisker min mobiltelefon op. Det er Carline der ringer. Med rystende hænder trykker jeg på den grønne knap.

"Annie? Hvor er du henne? Alfred har lige ringet. Han siger; at han står ude ved din bil, men at du ikke er der. Er du okay?" buldrer hendes bekymrede stemme ud af højtalerne.

"Nej, Carline. Jeg er ikke okay. Min bil er punkteret, jeg er på vej tilbage mod byen," min stemme er overraskende rolig. Gudskelov for det!

"Kan du ikke bede Alfred om at hente mig?"

"Jo, jo selvfølgelig Annie. Jeg ringer med det samme. Bliv lige hvor du er!" og så ligger Carline på.

Selv da Carline har lagt på, knuger jeg mobilen i hånden. Tiden snegler sig af sted. Alt for nervøs til at kunne stå stille vader jeg frem og tilbage over vejen. Der går ikke mere end et par minutter, nogle meget, meget lange minutter, før jeg kan hører bildæk mod asfalten. Mit blik drejer i retning mod lyden, og få sekunder senere kan man se lys mod træerne. Jeg stopper op midt på vejen, da jeg bliver blændet af billygternes skarbe lys.

Bremserne hviner, da Alfred stopper bilen. Jeg kan hører ham åbne bildøren. Langsomt vænner mine øjne sig til lyset. Et chokeret udbrud kommer fra Alfred, og pludselig står han ved siden af mig.

"Jamen, sødeste Annie!" han rækker en hånd ud mod mig, men jeg viger tilbage. Ikke tale om at han skal rører ved mig.

"Jeg vil gerne hjem. Nu," hvisker jeg og begynder at gå over mod bilen.

Alfred skynder sig at åbne døren for mig. Jeg krymper mig, da jeg glider ind på sædet. Alfred ser bekymret på mig. Et øjeblik efter sidder Alfred på forsædet. Han roder efter noget i handskerummet. Et øjeblik efter retter han sig op og rækker mig et lommetørklæde.

"Til næsen," siger han bare, da han rækker mig det.

Mine fingre farer op til min næse, da jeg kigger på dem, er de dækket af blod.

"Tak," jeg tager lommetørklædet fra ham. Imens jeg forsigtigt presser det mod min blødende næse, sætter han bilen i gear, og vi suser tilbage mod byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...