Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24667Visninger
AA

18. Tik i flere timer

Cedric trådte op på sin kost, og jeg efterabede.

”Nu bare tag den helt roligt til at starte med.”

Bad han mig, og satte langsomt af fra jorden. Jeg satte også selv af, men kom for hurtigt op, så jeg nær var væltet af kosten. Men jeg holdt balancen, og svævede kort varigt et par meter oppe i luften.

”Godt, godt. Men slap lidt mere af i kroppen, og når vi skal til at flyve, så læn dig længere fremover.”

Dirigerede han, og steg højere til vejrs. Jeg fik øje på de piger på tilskuerbænken, som nærmest fulgte ham rundt hele tiden. De stirrede både vredt og misundeligt på mig, og jeg brød mig ikke om det. Det gjorde mig utilpas, og havde nært fået mig til at falde af kosten igen. Men igen holdt jeg balancen, men jeg kunne høre dem le af mig. Det var ikke særligt sjovt.

”Tag dig ikke af dem.”

Sagde han pludseligt, og befandt sig tættere på mig end før.

”Det gør jeg heller ikke.”

Hviskede han med et skævt smil, og afslørede at han faktisk var ret ligeglad med dem.

”Følg mig.”

Sagde han, og steg yderligere til vejrs, så vi ikke kunne høre de utilfredse pigers suk over at han havde været så tæt på mig. Jeg fulgte ham, ret godt, hvis jeg selv skulle sige det, men han syntes nok at det så forfærdeligt ud. Han var jo søger for Hufflepuff.

”Det klarer du flot, men nu skal vi se… om du kan fange mig!”

Sagde han drilsk, og for af sted igennem luften som en pil. Jeg lænede mig forover, som han havde sagt og skød efter ham. Farten gjorde mig usikker, men efter et stykke tid havde jeg vænnet mig til den. Vi fløj hurtigere og hurtigere, og det føltes så herligt. Han begyndte at flyve i siksak for at ryste mig af, men jeg gjorde dem efter og begyndte at indhente ham. Så begyndte han at flyve udenom tilskuertårnene, og hele vejen rundt om den, for at ryste mig af. Men jeg vænnede mig lynhurtigt til det, og kom hele tiden tættere og tættere på ham. Han begyndte faktisk at se lidt bekymret ud, fordi at jeg kom så tæt på.

”Jeg har dig næsten, Cedric!”

Råbte jeg drillende efter ham. Han rystede på hovedet, som for at sige: som om. Og så satte han farten op igen, og forlod Quidditch-banen. Jeg fulgte ham uden tøven, og for efter ham. Vi havde en form for vild jagt imellem Hogwartstårne, og jeg tror nok at vi blev kigget på af op til flere lærere og elever. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Det var simpelthen så fedt at flyve. Dumbledore havde ret, der var ikke noget bedre end en flyvetur til at tømme tankerne. Faktisk tømte det mine tanker så meget, så Cedric og jeg fløj tik i flere timer uden at ane det. Det blev så sent, at Cedric gik glip af aftensmaden. Jeg var heldig at Hermione havde det varmt til mig på værelset, for da jeg kom tilbage var jeg iskold. Men jeg kunne ikke lade være med at smile på trods af det, for Cedric havde spurgt om vi skulle flyve om kap igen næste lørdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...