Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24673Visninger
AA

4. Remus og den gamle mand

Jeg vågnede i en hospitalsseng, og troede et øjeblik at jeg bare havde drømt det hele. Indtil at jeg altså så Remus stå for enden af sengen. Han så bekymret ud, og ved siden af ham stod en ældre mand med langt hvidt hår og skæg.

”Godaften, min kære. Hvordan har du det?”

Spurgte den ældre mand omsorgsfuldt. Jeg satte mig forsigtigt op, og opdagede at jeg slet ikke havde ondt. Min skulder havde ellers gjort rigtigt ondt, da den første dreng havde grebet mig i armen.

”Fint, tak sir.”

Svarede jeg høfligt, sådan som søstrene havde lært mig det. Jeg så mig kort undrende omkring. Den her hospitalsfløj var enorm. Det var helt vildt højt til loftet, og så mindede det om noget fra et slot.

”Hvad er dit navn?”

Spurgte den ældre mand, og satte sig ved fodenden. Jeg trak fødderne til mig, så jeg ikke irriterede ham.

”Det er helt i orden. Fyld du bare lidt.”

Sagde han beroligende, så jeg lagde mine ben på plads.

”Elise. Jeg hedder Elise Liddle.”

Svarede jeg tøvende. Gad vide hvor søstrene var henne, vidste de ikke at jeg var her?

”Maria?”

Spurgte jeg Remus, som straks så ned i gulvet. Hun var altså død, det var ikke noget, som jeg havde drømt. Jeg begyndte at græde.

”Var hun din lillesøster?”

Spurgte Remus, og satte sig på en stol ved siden af sengen. Jeg rystede på hovedet.

”Ikke… ikke rigtigt. Jeg passede bare på hende, men hun var som en lillesøster for mig.”

Svarede jeg, og tørrede mine øjne selvom jeg stadigt græd. Den ældre mand rakte mig et tørreklæde, som jeg kunne tørre mine øjne i.

”Du er fra Søstrene Greenes børnehjem, ikke sandt?”

Spurgte manden. Jeg nikkede let.

”Hvor længe har du været der?”

Spurgte han nysgerrigt. Jeg græd stadigt, men svarede.

”Jeg kom derhen, da jeg var elleve eller tolv. Det gamle børnehjem havde ikke plads til mig.”

Svarede jeg. De to mænd så kort undrende på hinanden, inden at Remus let lænede sig frem og spurgte:

”Er der nogensinde sket ting omkring dig, som små ulykker eller uheld. Måske en gryde der er væltet, uden at du har rørt den. Måske har du været vred eller ked af det imens?”

Jeg så længe på ham, og svarede:

”Hvordan vidste du det?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...