Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24695Visninger
AA

45. Kedsomhed

Der var gået en uge, og jeg var ikke længere en fra dyndfolket. Jeg var i stedet blevet til noget, som lignede en havfrue-udgave af mig selv. Den fortryllelse, som jeg havde kastet, viste sig svær at bryde. Indtil videre var det her, som tæt som jeg var kommet på at blive et menneske igen. Og det var kun fordi at Snape havde forsøgt sig med en eliksir i den enorme vandtank, som jeg svømmede i. Jeg kunne stadigt ikke trække vejret over vand.

Der blev banket let på mit glas, så jeg smed min børste fra mig, og vinkede let til Ginny. Jeg fik tit gæster, men som regel var det mere fordi at de andre elever ville se på mig. Selv nogen fra Slytherin havde været her, dog ikke Malfoy, som fortalte enhver han kunne, hvilken værdiløs forældreløs jeg var.

”Hej Ginny.”

Hilste jeg kedsomt, og svømmede over til hende. Dumbledore havde fået kastet en besværgelse over tanken med vand, så de lyde, som vandet ellers ville have druknet, kunne høres. Der havde været meget svært at forstå mig før det, og omvendt.

”Hej Elise. Jeg har en ren natkjole med til dig.”

Sagde hun muntert, og klatrede op på stien, så hun kunne komme op til kanten af tanken. Jeg svømmede op, og tog imod. Ulempen ved at være en havfrue var at jeg havde bar overkrop, som ikke blev skjult, medmindre at jeg havde tøj på. Og det blev hurtigt beskidt i mit vand. Så hver dag kom enten Hermione eller Ginny med en ren natkjole til mig, og tog den gamle med, så den kunne blive vasket. Så jeg skiftede hurtigt, og hun fik den våde og beskidte kjole i hænderne.

”Du må kede dig helt vildt.”

Kommenterede hun, og satte sig på kanten, så vi kunne snakke sammen. Jeg nikkede.

”Selv Hermiones foredrag om hvad jeg ville gå glip af i min undervisning, er det lige før at jeg gerne vil høre på.”

Svarede jeg, og fik Ginny til at grine. Hermiones lange foredrag drev mig ellers til vanvid af ren og skær kedsomhed. Men når jeg ikke havde andet at lave, end at svømme rundt i min tank på hospitalsfløjen, så blev det hurtigt kedeligt.

”Idet mindste har du fået dine rigtige øjne igen. De gule var lidt uhyggelige.”

Indrømmede Ginny. Jeg nikkede.

”Er der noget, som du mangler? Ellers er jeg nødt til at gå igen. Jeg skal til undervisning.”

Sagde Ginny, og lød som om at det ærgrede hende.

”Hvis du kan give mig mine ben igen, så ville det være dejligt. Ellers kan du bare smutte til undervisning.”

Sagde jeg drillende, og så vinkede hun ellers til afsked, og skyndte sig til undervisning. Så kunne jeg sætte mig til at børste hår igen, for syttende gang.

Som om at det ikke var slemt nok, at jeg stadigt ikke var en menneske. Jeg var kommet for sent op, endnu senere end Harry. Jeg havde kun lige og lige fået ti point, fordi at jeg havde medaljonen med op. Jeg lå helt i bunden. Men i det mindste havde jeg min medaljon hængende om halsen, og der ville den blive hængende. Jeg ville aldrig ligge den fra mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...