Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24737Visninger
AA

49. Harrys synsvinkel

Jeg hev og sled, men jeg kom ingen vegne. Foran mig, stod den genopståede Voldemort og smilede, mens at han beundrede sin nye krop. Skabt med mit blod.

”Glimrende.”

Hviskede han tilfreds, efterhånden som hans tilhængere dukkede op. Han ignorerede dem indtil videre, og så kort ned på Cedric. Han var blevet ramt af en total kropslås, og kunne ikke gøre noget som helst. Voldemort gik videre, som om at han var ligegyldig. Han så ned på den livløse Elise. Jeg hev endnu engang for at komme fri. Det skulle Pettigrew betale for.

Hun var bare pludseligt dukket op, og hun var blevet ramt af dræberforbandelsen, som ellers havde været beregnet til Cedric. Hun var sunket livløst sammen. Hun havde ikke engang haft en chance for at forsvare sig. Hendes tryllestav lå på græsset ved siden af hende, og kun fordi at den var faldet ud af hendes lomme. Hendes øjne stirrede tomt op i himlen. Det sved. Elise havde ikke fortjent det. Jeg kunne slet ikke forstille mig den smerte, som Cedric måtte føle i sin lammede tilstand. Han og Elise var jo kærester, og de havde virket så glade sammen. Elise havde i hvert fald smilet som aldrig før.

Voldemort ville til at gå videre, da hans blik ramte tryllestaven. Han bukkede sig undrende ned, og rakte ud.

”Du rører hende ikke!”

Råbte jeg vredt, og vred mig for at komme fri. Men det hjalp stadigt ikke, og Voldemort samlede staven op. Han så længe på den, som om at det var noget velkendt. Så bukkede han sig ned igen, og rakte igen ud.

”Hold dig væk fra hende.”

Skreg jeg rasende. Han skulle ikke røre hende. Han skulle bare ikke røre hende. Men han strøg langsomt nogle vildfarende totter hår væk fra hendes ansigt, og så undrende på hende. Jeg blev fuldkommen ignoreret, og dødsgardisterne stod afventende og ventede på deres herres ord. Voldemort stak tryllestaven ned i hendes lomme, og opdagede med det samme hendes medaljon. Han flåede den til sig, så voldsomt, at kæden knækkede. Elises hoved gled livløst til siden, og hendes tomme øjne stirrede nærmest anklagende på Voldemort, som for væk fra hende.

Han åbnede medaljonen med en fiks fingerbevægelse, noget som Elise ikke havde været i stand til. Han så kort ind i den, klappede den sammen med to fingre og udstødte en brøl af raseri. Det lød næsten som et såret dyr.

Han sank på knæ, og brølede smertefuldt igen. Hans dødsgardister rørte uroligt på sig, men blev stående. De skulle ikke risikere, at tiltrække sig hans vrede. Han hviskede stille et navn for sig selv;

”Florwena.”

Og så rejste han sig igen med en dyster bevægelse. Han bukkede sig kort ned med en let bevægelser, og gav Elise sin medaljon i hånden igen. Han lukkede blidt hendes hånd om den, og slap hende så hurtigt igen. Han så væk, og så i retning af en bestemt dødsgardist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...