Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
25241Visninger
AA

32. Gå

”Tak, Elise. Det ser vidunderligt ud.”

Takkede Hermione, men rettede nu alligevel let på håret.

”Kan du hjælpe mig med lynlåsen? Jeg vil ikke risikere at ødelægge min kjole.”

Bad Ginny, så jeg vendte mig omkring og lynede den hurtigt for hende. Bare de dog snart ville gå. Jeg blev mere og mere ked af det, bare af at se på dem. Jeg hjalp også Hermione i sin kjole, og så var de to klar til at gå. Jeg forsøgte at smile på deres vegne, men det ville ikke rigtigt lykkes.

”Har du fundet på noget?”

Spurgte Hermione, som bare lignende… ja, hun lignede ikke sig selv længere. Hun var helt utroligt smuk i den kjole. Jeg nikkede let og løj.

”Ja, gå I bare i forvejen. Jeg skal lige ordne noget inden, og så skal jeg nok komme.”

Løj jeg yderligere. De nikkede, og skyndte sig ellers spændt af sted. Jeg vidste at ballet først sluttede til midnat, så jeg kunne sagtens nå at falde i søvn inden da. Så jeg skiftede om til nattøj, og kravlede i seng. Jeg begravede mig selv dybt under dynen, næsten som om at det ville få mig til at glemme ballet, som nok snart ville begynde.

”Undskyld, jeg glemte bare…”

Var Hermione godt i gang, da hun kom stormende ind på værelset. Hun stoppede op, da hun opdagede mig.

”Jamen… jamen, skal du slet ikke med til ballet?”

Spurgte hun forvirret, og havde godt regnet min løgn ud. Det var jo åbenlyst, når jeg allerede var gået i seng. Det gjorde mig endnu mere ked af det.

”Gå.”

Bad jeg trist, og følte mig klar til at græde hvert øjeblik det skulle være.

”Men…”

Begyndte Hermione.

”Gå.”

Bad jeg lidt højere, men hun blev stående.

”Gå!”

Råbte jeg surt af hende, så hun endeligt så væk og gik sin vej. Og så lå jeg ellers der i sengen, helt alene. Jeg hadede mig selv for at have råbt af hende. Det kunne jeg ikke være bekendt, men jeg var bare blevet så vred. Vred på Cedric, og på at han havde løjet overfor mig. Jeg hørte jo ikke hjemme her.

Jeg hørte døren gå op igen, og satte mig op for, pænt, at undskylde overfor Hermione, men også for at bede hende om lade mig være for i dag. Men det var ikke Hermione, som trådte ind. Det var professor McGonagall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...