Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24697Visninger
AA

54. Fuldstændig ligemeget

Jeg kom ud fra Dumbledores kontor, fuldkommen i chok. Jeg havde inderst inde altid håbet på, at jeg ville være i stand til at finde ud af hvem mine forældre var. Nu ønskede jeg, at jeg aldrig nogensinde havde vidst det.

”Kom, Liddle. Du skal tilbage til dit værelse og hvile dig.”

Bad McGonagall mig, men var blevet lettere reserveret. Havde Harry og Cedric fortalt hende hvem min far var?

”Cedric.”

Kaldte jeg, men han vendte ryggen til mig og gik sin vej. Det var tydeligt. Han ville ikke længere have noget med mig at gøre. Jeg så desperat på Harry.

”Harry.”

Bad jeg, bange for at den følelse af ligegyldighed skulle overvinde mig. Han så ned i gulvet.

”Jeg… jeg kan ikke, Elise. Han myrdede mine forældre.”

Sagde Harry knust. Jeg nikkede let, og accepterede det. Der var ingen, som ville have noget med mig at gøre længere. Fordi at jeg var hans datter.

”Kom, du skal i seng Liddle.”

Bad Professor McGonagall. Jeg nikkede og fulgte efter hende op til Gryffindors opholdsstue. Jeg takkede pænt, og fandt selv vej op til det værelse, som jeg delte med Hermione og Ginny.

De stod og ventede på mig.

”Er det sandt?”

Spurgte Hermione med det samme. Ikke noget med at spørge om jeg var okay først. Og for at være ærlig, så gjorde det ondt. Det viste jo bare, hvor lidt jeg havde betydet for dem hele tiden. At jeg havde været så dum, at tro på det hele. Jeg var et godtroende fjols.

”Svar mig ærligt, Liddle! Er det rigtigt?!”

Råbte Ginny vredt. Nu var jeg igen Liddle for hende, og ikke Elise.

”Er din far hvem-som-ikke-må-nævnes?”

Spurgte Hermione mere behersket. Jeg nikkede let.

”Så vil jeg ikke have noget med dig at gøre. Din far… lord… ham-som-ikke-må-nævnes, han…”

Svarede Ginny, men kunne ikke afslutte sin sætning. Hun opgav, og gik direkte hen og lagde sig ned under dynen på sin seng.

”Måske er det bedst, hvis du holder dig for dig selv.”

Svarede Hermione køligt, og gik selv i seng.

”Jeg har ikke bedt om ham, som min far.”

Hviskede jeg, og kravlede i seng. Denne gang var der ikke noget med at snakke sammen, fortælle om dagens hændelser. Ikke engang et godnat. Bare stilhed, indtil jeg faldt i søvn.

Den næste dag, vidste alle det. Uanset hvor jeg gik hen, så så folk altid væk. Elever, lærere. Selv Hulkende Hulda ville ikke længere tale til mig. Det gjorde ondt, og jeg accepterede uundgåeligt den tomhed som følte med. Alt var bare blevet lige meget, fuldstændigt ligegyldigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...