Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24887Visninger
AA

37. Det skal nok blive bedre i morgen

Jeg sad bare og græd, fuldstændigt knust i jeg ved ikke hvor længe. Det hele var ødelagt. Cedric kunne ikke lide mig mere, og snart ville hele skolen vide at jeg var en forældreløs, som intet var værd.

”Det var altså virkeligt… Åh du godeste, Elise!”

Udbrød Hermione bekymret, og for hen til mig. Jeg forsøgte at skubbe hende væk, men hun undgik mig og holdt mig ind til sig.

”Rolig, rolig Elise. Hvad skete der?”

Spurgte Hermione, og forsøgte at berolige mig. Ginny hev tæppet ned fra min seng, og i fællesskab med Hermione fik de det svøbt omkring mig. Jeg græd bare videre.

”Cedric… Cedric…”

Gispede jeg stammende, men græd så videre. Ginny så godt hidsig ud.

”Uh, jeg sprænger ham i luften. Det gør jeg altså!”

Sagde hun surt.

”Cedric ved det, og han sagde det til Malfoy. Og i morgen ved hele skolen det.”

Fik jeg endeligt forklaret, efter at de havde forsøgt at trøste mig i et stykke tid.

”Ved hvad?”

Spurgte Ginny.

”At jeg er forældreløs! Det hele er ødelagt.”

Svarede jeg surt, men græd så igen. Hermione strøg mig forsigtigt over ryggen, og holdt mig beskyttende ind til sig.

”Det er ikke så slemt.”

Forsøgte hun at overbevise mig, men jeg gentog blot hvad Cedric havde sagt til mig. Ginny for op i et raserianfald.

”Ginny!”

Råbte Hermione advarende, så Ginny stoppede op lige foran døren.

”Jeg siger det altså til Fred og George. De er vant til at få ballade, og så bliver Cedric måske sprunget i luften. Hvis vi er heldige.”

Sagde hun, og for så af sted, uden at Hermione kunne bremse hende. Hermione vendte igen sin opmærksomhed imod mig, og prøvede at trøste mig. Det virkede helt umuligt, så hun fik mig lokket til at sætte mig op på sengen, så hun kunne pille alle hårelastikkerne og hårspænderne ud. Hun hjalp mig ud af kjolen, og tilbage i seng.

”Det skal nok blive bedre i morgen. Bare vent at se.”

Forsøgte hun at trøste mig, og trak dynen godt på plads, så den næsten dækkede mig helt. Jeg forsøgte på at sove, så Ginny og Hermione ikke skulle høre på min gråd hele natten. Men jeg faldt ikke rigtigt i søvn, så jeg hørte det da Ginny kom tilbage.

”Fred og George har lovet at gøre noget rigtigt vammelt ved Cedric, specielt efter at jeg fortalte dem hvad han havde sagt til hende.”

Sagde Ginny. Det frydede mig en smule, og det var nok til at jeg kunne falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...