Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24689Visninger
AA

47. Den tredje udfordring

Fire måneder siden den anden udfordring, var bare fløjet forbi. Tingene kunne ikke gå bedre mellem Cedric og jeg. Jeg havde indhentet alt det tabte, som jeg ikke havde fået med, så jeg var på samme niveau med ham. Hermione havde specielt været en enorm hjælp. Men også Harry, I Forsvar Mod Mørkets Kræfter, Neville i Botanik og Cedric havde hjulpet mig med at blive okay til at flyve på kost. Jeg ville nok ikke blive en spiller på Quidditch-holdet, men i det mindste kunne jeg da flyve på den uden at falde af.

Også havde de utallige prøver, eksamener og så øvelser på besværgelserne, som kunne hjælpe mig i den tredje udfordring, havde fuldstændigt slugt min tid. Tiden fløj forbi.

Og her stod jeg så, klar til at deltage i den tredje udfordring. Mine point var noget møg, på grund af mine fejl i den forrige udfordring. Så jeg var den allersidste, som måtte få lov til at gå ind i labyrinten. Harry og Cedric var allerede gået ind, og nu var Krum på vej. Det var uhyggeligt at se labyrinten lukke sig sammen bag ham. Jeg vidste godt, at lærerne ville stå klar udenfor labyrinten, og at vi bare behøvede at sende et rødt lys op. Men det var stadigt skræmmende, og jeg håbede bare at jeg ikke gik i panik.

”Held og lykke.”

Hviskede jeg til Fleur, da det blev hendes tur. Hun nikkede let som svar, og blev opslugt af labyrinten. Det gjorde mig lidt mere nervøs, at jeg var den sidste, som stod tilbage. Men så blev det min tur, og jeg kunne træde ind i labyrinten. Så snart at den lukkede bag mig, forsvandt alle lydene udefra. Der var kun det svage lys, og en svag rumlen, som om at der var noget, som bevægede sig tæt på. Så jeg skyndte mig at begynde at gå, og begyndte hurtigt at småløbe. Både fordi at jeg var bange, men også fordi at jeg var den sidste, som var kommet ind. Jeg skulle helst indhente de andre, og hvis jeg var heldig, finde pokalen først, så jeg kunne vinde de 1000 galleoner. Så ville jeg endeligt have pengene til at købe noget af mit eget.

”Ars…”

Kunne jeg høre begyndelsen på en besværgelse, og kastede mig lynhurtigt til jorden. Et hvidt lys bragede forbi, og ramte hækken. Den pegede sig straks hidsigt, og begyndte at komme efter mig. Jeg for op på benene igen, og begyndte at løbe. Jeg slog skarpt til højre, væk fra der hvor besværgelsen kom fra. Og så løb jeg ellers bare, for at slippe væk fra den rasende hæk. Jeg fik pludseligt øje på Fleur foran mig, hun løb også, med en anden del af hækken, som jagtede hende.

”Løb hurtigere!”

Råbte jeg, og fik indhentet hende. Hun forsøgte at sætte farten op, men hun havde vist løbet længere end jeg. Hun trak vejret tungt allerede. Så greb en rod pludseligt ud, og hun faldt.

”Fleur!”

Råbte jeg, og vendte om for at hjælpe hende. Jeg greb hendes hånd, men hun slap.

”Løb! Du kan nå det endnu.”

Sagde hun, og havde opgivet at vinde. Nu håbede hun bare at det i det mindste var en pige, som vandt. Så jeg gav hendes hånd et let klem, og skyndte mig at løbe væk, mens at hækken slæbte hende væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...