Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24740Visninger
AA

43. Den ting, som er blevet taget fra mig

Det var utroligt let at komme rundt, når jeg lige havde fået helt styr på min hale. Men nu for jeg da lydløst af sted under søens overflade, og ledte efter det, som var blevet taget fra mig.

Jeg fik endda skræmt livet af Fleur, som slet ikke kunne genkende mig. Hun forsøgte at kaste en besværgelse efter mig, men den drev bare uskadeligt forbi mig. Så hun vendte rundt, og flygtede ind i en nærliggende tangskov. Jeg forstod hende godt. Jeg lignede jo noget, der var løgn.

Men jeg skyndte mig videre, og håbede at jeg ikke havde skræmt hende alt for meget. Det var faktisk begyndt at blive lidt kedeligt, bare at drive rundt. Bare jeg dog snart fandt det, som var blevet taget fra mig. Ikke at jeg anede hvad det var. Hvad var dog blevet taget fra mig? Hermione kunne ikke hjælpe mig. Hun skulle hen til Dumbledore sammen med Ron, og så havde jeg ikke set hende siden.

En besværgelse bragede pludseligt forbi mig, heldigvis ved siden af. Jeg vendte mig omkring, og udstødte en hidsig lyd.

”Hold op, din klovn!”

Råbte jeg efter Cedric. Han stirrede forvirret på mig, og mimede mit navn i sin lille luftboble. Jeg nikkede surt, og fik straks et undskyldende blik.

”Fundet noget?”

Spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet, så jeg gjorde det samme. Jeg tilbød ham min hånd, så vi kunne komme hurtigere af sted. Han tog tøvende fat, og skar ansigt, da hans hud kom i kontakt med min grålige.

”Kylling.”

Drillede jeg ham, og trak ham så med, så hurtigt jeg kunne, uden at ødelægge hans besværgelse. Vi nåede ind til hvad, der lignede dyndfolkets by. Her satte jeg farten ned, da jeg opdagede de skikkelser, som holdt sig på afstand. Dyndfolket, de rigtige. De sad eller hang i vandet, med deres spyd i hånden. De kunne vist godt regne ud, at jeg var en deltager, når jeg slæbte Cedric af sted bag mig.

Vi nåede frem til det, som var blevet taget fra os. I dette tilfælde, Cho, som var blevet taget fra Cedric. Han gav mig et undskyldende blik, løsnede lænken og så gav jeg ham ellers et skub op mod overfalden, mens at jeg ledte efter min ting. For det var ikke de andre, som var der. Ron, var Harrys ting. Hermione, var Krums ting, og ham kunne jeg se nærme sig i baggrunden. Den lille pige lignede Fleur, så det måtte være hendes lillesøster. Og der var ikke flere. Der var ingenting til mig, for den person, som jeg havde holdt så meget af. Maria, hun var jo død og borte. Jeg vidste at Søstrene Greene havde fået hende begravet ved den nærmeste kirkegård til klosteret. Det havde Dumbledore fortalt mig ved den seneste undervisningstime.

Jeg sank bedrøvet ned på bunden ved tanken om lille Maria, netop også Harry nærmede sig. Jeg tænkte at jeg hellere måtte flytte mig, så han og Krum kunne komme til. Da mærkede jeg den lænke, som befandt sig på bunden, midt i sandet. Den lå fladt, og strakte sig i sandet. Så jeg fulgte den længere ind i byen, hvor den strakte sig. Langt væk fra de andre. Lænken var længere end de andre. Var min ting levende, og havde flyttet sig?

Jeg fandt enden, og stak min grå hånd ned i sandet. Med op, kom en lille medaljon. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. Men noget ved det elegante design rørte ved min hukommelse. Jeg kunne pludseligt huske mig selv som barn, boende på nonnernes børnehjem. En af nonnerne havde givet mig den i min seksårs fødselsdags gave. Min mor havde haft den om halsen, da hun fødte mig. Men jeg huskede også, at en af de dumme drenge på børnehjemmet havde taget den fra mig, da jeg blev flyttet til søstrene Greenes børnehjem. Det var den ting, som var blevet taget fra mig.

Så jeg tog den med stolthed om halsen. Jeg havde klaret udfordringen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...