Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
25064Visninger
AA

21. Den første udfordring

Jeg ventede anspændt på at det skulle blive min tur. Harry stod lige så nervøst ved siden af mig, men han var i det mindste ikke den sidste, som jeg var det. Han var den næstsidste, og vi havde stået der i fællesskab og havde lyttet til kommentarerne fra de andre. De havde alle fået deres æg, det som ville bringe os videre til næste runde. Nogen var kommet til skade, men jeg var så nervøs, at jeg ikke havde fået med hvem det var. Kommentatoren sagde sjældent navne, og drillede os, som ikke kunne se hvad der foregik, med kommentarer som: ”Flot manøvre… synd at den ikke virkede!”

”Bare sig besværgelsen, så skal det nok gå.”

Sagde Harry trøstende, men var mindst lige så nervøs som jeg. Jeg nikkede let. Harry havde fået den mest farlige af dragerne, jeg havde været mere heldig og havde fået den art, som var velkendt for at være den roligste. Det betød dog langt fra, at den var tam. Så blev Harry kaldt ud, og jeg måtte stå alene tilbage og vente. Jeg tænkte besværgelsen for mig selv, og forestillede mig min kost, som straks ville komme flyvende. Jeg ville bruge det samme trick, som Harry, men hvis det betød at jeg kunne overleve runden, så var jeg tilfreds. ”Accio Nimbus 2000, Accio kost.” tænkte jeg, og blokerede fuldkommen for lyden fra Harrys udfordring. Jeg kunne ikke fortælle om det gik godt eller dårligt.

Jeg kom i tanke om det korte stykke i dragebogen, som jeg havde læst op til flere gange. Det, om noget, som blev kaldt dragens øje. Hvor, at hvis man kunne se dragen frygtløst i øjnene, uden den mindste tøven, så ville den lade en være i fred. Men kun så længe at man holdt øjenkontakten, ellers var man færdig, da det krævede at man ikke måtte virke truende. Hvilket betød at min tryllestav måtte blive i lommen.

”Elise Liddle!”

Blev mit navn råbt op. Jeg trak vejret dybt, mærkede efter på min lomme og overvejede kort. Kost eller et tåbeligt forsøg på dragens øje? Jeg valgte det sidste, og trådte ud med tryllestaven i lommen. Den mørkeblå vanddrage løftede straks hovedet i min retning, og hvæsede advarende. Jeg fangede dens blik, og tvang mig selv til at give slip på alle følelser. Jeg slap min frygt, og lod min hånd falde fra lommen med min tryllestav.

”Hvad i alverden?! Ingen tryllestav, denne deltager er jo… Så hold dog mund, din idiot.”

Begyndte kommentatoren, men blev afbrudt, da professor McGonagall bandede og rev tryllestaven fra ham, så der blev ro. Dragen blev straks mere rolig, og mere fokuseret på mig. Jeg kunne ikke afgøre om det var godt eller skidt, og forsøgte at tage et skridt i dragens retning. Den sagde ikke noget til det, og kiggede bare undersøgende på mig. Jeg prøvede at tage et skridt mere, og så begyndte den at blive anspændt. Men jeg havde jo gjort alt det, som bogen sagde. Jeg kom i tanke om Maria, som ikke kunne sove uden at høre en vuggevise. Så jeg stod stille, åbnede munden og sang.

Jeg sang om blomsternes duft, træernes sang og vindens dans. Selvom jeg ikke var helt sikker på hvad de enkelte ord betød. Det var en latinsk sang, som en af søstrene på det første børnehjem havde lært mig. Men det virkede, dragen faldt helt til ro og tillod at jeg gik hen til den. Den lagde endda hovedet ned på jorden, og udstødte en tilfreds lyd. Jeg forsatte med at synge sangen, og kunne nærme mig æggene uden problemer. Jeg holdt øjenkontakten med den, og mærkede efter det gyldne æg, som var det var min udfordring at få fat i. Men jeg kunne kun mærke de runde, normale æg, som var vandragens egne. Så jeg kiggede kort ned for at finde det, og lukkede fingrene om det.

Dragen reagerede straks, og jeg fik et hårdt dask, så jeg blev kastet tværs over banen. Jeg søgte dækning bag en sten, da den første ildstråle blev skudt efter mig. Men jeg havde vundet, for jeg holdt stadigt ægget imellem mine hænder. Så der blev grebet ind, dragen blev beroliget og jeg blev lagt på en båre, så jeg kunne komme ind på hospitalsfløjen. Men ægget var mit, jeg havde fået fat i det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...