Hvem er jeg? - Elise Riddle

"Pro... Professor McGonagall." Stammede jeg forvirret, mens at hun hev mig af sted i armen. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo lige fået besked på at jeg kunne tage tilbage til børnehjemmet, og så ville Dumbledore finde en måde at få mig indskrevet på Hogwarts til næste år. Selvom jeg var langt ældre end første års elverne. "Hun er her, Dumbledore." Sagde McGonagall, og skubbede mig ind foran sig. Jeg så meget forvirret på Harry, som så lige så forvirret ud som mig. Også Cedric stod der, sammen med en anden pige og en dreng. Dumbledore mumlede let: "Den femte deltager til Magisk Trekamp." ____ Mit bidrag til Kampen mellem fandomene, i fandomet Harry Potter :)

70Likes
21Kommentarer
24687Visninger
AA

1. Børnehjemmet

”Elise. Jeg fryser.”

Hviskede Maria trist, og knugede sig tættere ind til mig. Jeg holdt hende så tæt som jeg kunne, og forsøgte at holde mit hullede sjal omkring os begge, så vi kunne holde varmen. Men det var koldt i kosteskabet, og vi måtte ikke komme ud før i aften efter aftensmaden.

Det havde ikke været med vilje. Jeg havde ikke engang rørt gryden! Men da Maria og jeg stod og skrællede kartofler i køkkenet, fik hun skæld ud af en af søstrene. Dem som driver børnehjemmet. Og Maria havde ikke gjort noget forkert. Hun havde bare skåret sig på kartoffelskrælleren, og havde blødt på nogle kartofler. Jeg blev simpelthen så vred, og pludseligt så væltede den store kogegryde ned fra komfuret. Der var vand og kartofler udover hele køkkenet, og søster. Jeg havde stået så langt væk, at jeg overhovedet ikke ville have kunnet røre den. Men alligevel fik jeg skylden.

Også blev Maria låst inde i kosteskabet sammen med mig, fordi at hun var kommet til at grine. Det var slemt nok, at vi frøs og at vi ingen aftensmad fik. Men der kom en i aften, en som skulle kigge på alle børnene. Og nu gik Maria glip af en mulighed for at blive adopteret. Jeg var ret ligeglad. Jeg var lige fyldt sytten for en uge siden, så om et år kunne jeg slippe væk fra børnehjemmet. Få mig et job og et sted at bo. Måske ville jeg endda kunne få lov til at tage Maria med. Hun var kun otte år gammel, men hun var som en lillesøster for mig.

”Søster. Er det virkeligt alle de børn, som i har?”

Spurgte nogen. Det lød som en mand, en meget nervøs mand. Søster svarede med en høflig tone.

”Ja, det er dem alle.”

Løgner. Hun stod lige ude foran kosteskabet, hvor vi var låst inde. Og hun vidste godt at vi var her.

”Har… har i ikke nogle store piger? Nogle, som kan tjene?”

Spurgte manden igen. Søster udstødte en utilfreds lyd. Den sidste store pige som blev sendt ud for at tjene, hængte sig selv efter tre uger. Jeg vil slet ikke tænke på hvad der havde foregået der hvor hun var blevet sendt hen.

”Nej, hr. Pettigrew. Vi har ingen store piger.”

Løj søster. Så havde hun da lidt interesse i børnehjemmets ry.

”Så vil jeg ikke adoptere.”

Vrængede han, og lød som om at han hurtigt gik sin vej. Søster ventede lidt, men låste så kosteskabet op.

”Gå i seng med jer. Med det samme.”

Vrissede hun. Jeg holdt den nu sovende Maria i armene, og skyndte mig op på vores lille fællesværelse, hvor jeg lagde hende i seng. Så trak jeg de slidte, beskidte gardiner for og pustede det lille stearinlys ud, som var vores eneste lys.

Jeg lagde mig til at sove, og drømte endnu en gang om talende slanger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...