The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10038Visninger
AA

10. Kapitel 9

En hul men alligevel hård lyd kan høres over hele salen. De ni andre aspiranter og jeg står og hamrer løs på boksebolde med al den kraft vi har i os. Eller det forsøger jeg i hvert fald selv på. Jeg er bare ikke særligt god til det – det eneste jeg kan mærke er en stigende smerte i mine knoer. Boksebolden flytter sig kun meget lidt. Jeg er ret sikker på at jeg slår forkert på den, men ingen af de tre skytsengle der går rundt omkring i salen og retter på os, har rettet det på mig endnu. Min holdning og måde at stå på er blevet rettet et par gange. Men aldrig måden jeg rammer bolden med knytnæverne.
Måske er det ikke meningen at boksebolden skal bevæge sig så meget? Det forsvinder dog ud af mit hoved, da bolden ved siden af min svinger rundt mange gange og ret højt. Ved at dreje hovedet finder jeg ud af at det er Ezra Way. Han er god nok også højere end mig og sikkert også en del stærkere, men hans boksebold svinger uden besvær frem og tilbage. Det er nok ikke kun hans styrke det gør det.
Jeg retter et hårdt slag imod min boksebold, og den svinger en lille smule. En serie at slag flyder fra mine knyttede næver og hen på boksebolden. Jeg tæver løs på den i fem minutters tid og stopper så. Jeg er en smule forpustet og kigger forventningsfuldt på bolden. Flytter den sig? Det har ikke ændret sig meget fra før, ser jeg med et suk. Den bevæger sig meget let.
Jeg mærker hænder på min talje og skal til at dreje mig rundt, men jeg bliver holdt fast. Jeg kan hører Ashers dybe stemme ind i mit øre. ”Du slår altså forkert på bolden, Celeste” Den måde han udtaler mit navn får en lille kuldegysning til at glide ned af min ryg. Asher går op på siden af mig og viser mig hvordan man gør. Det går op for mig at jeg har holdt min hånd helt forkert, da jeg ser ham placerer et par perfekte slag på bolden. Da han har gjort det, svinger bolden ubesværet frem og tilbage.
Jeg kan ikke lade være med at grine lidt over min egen dumhed. Så smiler jeg til ham. Han gengælder ikke smilet, men kigger i stedet opfordrende på mig. Jeg skal forsøge igen.
Bare ved det første slag kan jeg mærke at jeg gør det rigtigt – det gør ikke lige så ondt om før, og efter et par slag flyver boksebolden frem og tilbage. Ikke lige så meget som da Asher gjorde det. Men mange gange bedre end da jeg selv forsøgte mig på det.

 

Et par timer senere sidder jeg sammen med Faith, Atlas og Jade i spisesalen. Eller det er egentligt ikke en spisesal, det er bare det rum hvor man får øst mad op til sig selv. Der er ikke særligt mange der bliver den inde og spiser. De tager maden, hvis de altså ikke selv laver mad, og går andre steder hen og spiser den, da spisesalen er utroligt kedeligt indrettet. Jeg forstår egentligt godt at de Rejsende ikke gider at bruge deres penge på spisesalen, for den bliver jo som sagt næsten aldrig brugt.
Det var også vores plan at tage lidt mad og så gå ud til søen og spise den. Men så kom Atlas frem til at han var sulten, er sulten, og han overtalete så alle os andre stakler til at blive her og spise. Så nu sidder vi altså her, som de eneste ud over et par gamle mænd der sidder og drikker øl ovre i den anden halvdel af rummet og spiser. Selv gnasker jeg på et stykke brød. Det er vist nybagt, for det er stadigt varmt og smørret på dets overflade er smeltet og gledet ned i brødet. Alle de andre sidder og nipper til en eller anden slags oksekødssuppe, der faktisk ikke ser særligt lækker ud. Selv holder jeg dog ikke særligt meget af suppe, så i dag har jeg valgt bare at spise brød, også selvom det faktisk er bestemt til at blive dyppet i suppen. Damen der gav mad, blev faktisk ret irriteret på mig, da jeg sagde til hende at jeg ikke skulle have suppe, kun brød. Jeg havde svaret med et træk på skulderen og et ”I don’t care” Ikke fordi at det gjorde hende mere sur, hun sagde ikke mere, men et par onde blikke sendte hun mig da. Hun kunne sikkert ikke forstå at jeg ikke bryder mig særligt meget om supper. De minder bare alt for meget om vand, syntes jeg. Jeg kan dog godt lide artiskok supper og nudelsuppe. Men ikke oksekødssuppe, kartoffel-suppe og de fleste andre supper i den stil. Det er bare ikke lige mig.
De andre får endelig spist deres supper færdig, og vi rejser os alle sammen op og går ud af rummet. Det er dejligt at komme fra det grimme lille rum og ud i den store, smukke forhal. Hele loftet er udsmykket med forskellige møbler, malerier, og andre former for kunst. Det er en blanding af nyt og gammelt, men på en eller anden måde passer det perfekt sammen. Alt i alt matcher tingene hinanden perfekt. Det er klassisk, moderne, hyggeligt, formelt og smukt på samme tid. Det lyder muligvis mærkeligt at hyggeligt og formelt kan eksisterer i et rum på samme tid, men i dette rum gør det. Jeg kigger rundt med et stort smil om læberne. Jeg holder meget af arkitektur, og i dette rum er arkitekturen udført smukt. Men det mest fascinerende er nok bygningens facade. Bygningen skifter sin nuance af grøn efter vejret. Det er ikke glas den er bygget af, men et materiale jeg ikke kender. Den suger lyset til sig, så den grønne farve tilpasser sig efter himlens farve. Bygningens vinduer går i et med dette, så fra afstand ligner det at der ingen bygning er. Den falder i et med de grønne enge, træer og den store sø, der ligger rundt om bygningen.
Jeg går ud af bygningens store fordør og kommer lige ud til solnedgang. Solnedgangen er smuk, men den kan på ingen måde sammenlignes med solopgang. Jeg står helt stille og falder i staver ved synet, men så er solen væk, erstattet af månen, og himlen har antaget sin sorte, eller måske nærmere dybblå farve.

 

~

 

Næste morgen vågner jeg ved en hel del knagen fra sengen ved siden af min. Jeg sætter mig op i sengen og kigger over på Faiths seng. Hun ligger og vender og drejer sig, og jeg er tydeligvis ikke den eneste der har et problem med at sove i den larm. To andre piger ved navn Kathleen og Maia, som jeg ikke har snakket så meget med, sidder også op i deres senge. Jeg beslutter mig for at stå op nu hvor jeg alligevel er vågnet. Jeg er nemlig en af de personer der ikke kan falde i søvn igen, når jeg først er vågnet. Jeg stiger hurtigt ud af sengen og tager et par bukser, en t-shirt og nogle sorte støvler. Så går jeg igennem rummet og ud på badeværelset hvor jeg vasker mit ansigt, tager tøj på og sætter håret i en franskfletning.

Til denne dags træning bliver der lagt hårdt ud. Lige efter morgenmaden og en times hård træning bliver vi alle sammen gennet ind i en lille sal. Hele vejen langs væggen står der skydeskiver, dukker man skal forsøge at ramme. Og lige inden for døren ligger der forskellige pistoler, men ingen patroner. De er sikkert ladt allerede. Det finder jeg så, til min ærgrelse, ud af at de ikke er. Der står nemlig et skilt med teksten ’Ikke ladt’ og så en pil ned på pistolerne. Det er nok fordi at folk ikke bare skal kunne gå her ind, tage en pistol og begynde massemord. Det ville jo være lidt dumt. Meget dumt.
Det tager godt en time for skytsenglene at gå igennem med os, hvordan man lader en pistol, hvordan man skyder og en hel masse ting man skal huske. Jeg kan dog kun huske halvdelen af det. Efter en hel del mere ævlen, bliver det endelig tid til at vi skal forsøge os på at skyde. De fleste af de andre ser overlykkelige og begejstrede ud ved tanken om at få lov til at pløkke dukkerne ned. Men der er dog et par stykker, inklusiv mig vil jeg tro, der ser en smule beklemte ud. Selv er jeg i hvert fald ikke helt tryg ved situationen, hvad nu hvis det går galt? Jeg har hørt rigeligt med skræk historier i skolen om små børn, der faldt over deres forældres våben, og begyndte at lege med dem. Men på den anden side er vi jo ikke små børn. Vi er næsten voksne, så det skal nok gå.
Der går endnu en time hvor vi forsøger at ramme skiverne. Jeg rammer min skydeskive fem ud af syv gange, men skudende sætter sig fast ude i kanten af skydeskiven og ikke i den midte jeg gerne vil have dem til at ramme. Jeg beslutter mig for at gøre som instruktørerne sagde og ikke bare skyde løs. Jeg tømmer sindet for tanker, planter fødderne solidt i jorden. Jeg koncentrerer mig kun om skydeskiven. Og så trykker jeg på aftrækkeren. Kuglen flyver fra pistolen og hen på skydeskiven hvor den rammer den næst inderste ring. Jeg kan ikke lade være med at smile stort. Jeg kan faktisk godt finde ud af at skyde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...