The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10076Visninger
AA

7. Kapitel 6

En mærkelig lyd lyder, da jeg træder ind på skolen. Det er den lyd der kommer, når det er registreret at man er inde ad skolens dør. Jeg ved ikke hvorfor de skal registrere det, men de gør det altså hver dag. Måske for at se om alle kommer i skole, og om de kommer til tiden? Det er sikkert det.
Jeg træder ind i spisesalen og slutter mig til gruppen af andre elever fra min årgang. De sidder alle ved de borde vi normalt spiser ved og venter på, at det bliver deres tur til at komme ind til egnethedsprøven.
Der er ti lokaler til rådighed for egnethedsprøven. Det er den prøve der skal fortælle den enkelte elev, hvilken faktion de passer bedst ind i.
Vi bliver kaldt ti ind ad gangen. I tilfældig rækkefølge, dog mindst en person fra hver faktion er iblandt de ti. Der bliver råbt ti navne op, men jeg er ikke iblandt dem. Nogle skal vente i fem minutter andre i en time, før de kommer ind. Jeg håber at det går hurtigt for mig, for efter et minuts ventetid har jeg allerede svedige håndflader.
Jeg vrider hænderne under det bord jeg har taget plads veds kant og forsøger ikke at tænke alt for meget over, hvad for en faktion jeg helst vil have, at jeg passer bedst ind i.
”Fra de Rejsende: Celeste Dawn og Isabelle Ehle. Fra Intelligentsia: William Akril og Jackson Zova. Fra Puritanerne: George Forster.  Fra Skytsenglene: Xavier Scharvin og Zara Latham. Fra Pacifisterne: Jai Munson. Fra Sanddru: Theodor Grix og Nathalie Grix”
Jeg rejser mig op, det føles som i slowmotion, og tørrer diskret mine svedige håndflader af i mine bukser. Så går jeg sammen med de andre ni hen til døren der fører hen til et sted, jeg aldrig før har været. Disse lokaler bliver nemlig kun brugt til egnethedsprøver.
Vi træder ind på en gang med ti døre, der alle må føre ind til en eller anden form for lokale der har noget at gøre med egnethedsprøven. Jeg bliver ført hen til den dør, der ligger længst mod venstre.
Det at stå for egnethedsprøven er frivilligt arbejde. Derfor er der ofte mange puritanere iblandt dem, der hjælper til. Der er dog også altid nogle fra de andre faktioner.
Jeg træder ind ad døren. Jeg kommer ind i et lille lokale hvor alle væggene er spejle. Ved den modsatte væg sider en kvinde, omkring i 50’års alderen. Hun er iført de klassiske rejsendes farver. Et par armygrønne bukser og en matchende t-shirt. Hendes gråsprængte hår er sat op i en knold, der sidder løst i nakken.
Hun sidder på en stol og beder mig lydløst om at tage plads i den over for hende.
Jeg går langsomt, og nok en smule nervøst hen til stolen og sætter mig ned. Hun må opfange mine nervøst flakkende øjne, for hun sender mig et beroligende blik. Så rykker hun sin stol lidt så hun sidder helt foran mig. Jeg får et lille glas fyldt op ad en klar væske i hånden.
”Drik dette her. Bare rolig, der sker dig ikke noget” Siger hun, efterfulgt af et lille smil.
Jeg sætter glasset imod mine læber og synker så den en smule bitre væske.

 

Jeg befinder mig i en enorm sal. Der er glas på væggene og loftet, glas, glas, glas, så langt øjet rækker. Salen er unaturlig stor. Rundt omkring mig sidder der fem mennesker og bag dem fem hunde. Bag hundene er der fem løver.
De ti dyr løber imod mig og jeg kigger mig omkring efter et våben. Da jeg ikke kan finde noget, løber jeg og løber. Til sidst stopper jeg. Jeg kan ikke længere se mændene, men der står en dreng foran mig. Imellem os er et lille hegn. Løverne er ide hos ham. Det står mig klart i min hjerne at jeg kan redde ham ved at ofre mig selv. Drengen kigger bedende på mig.
”Hjælp mig, du ved at du kan hjælpe mig! ”
Jeg står lidt og overvejer hvad jeg skal gøre. Jeg åbner lågen ind til buret og hans ansigt viser lettelse, men da en af løverne træder hen imod mig og jeg ser dyrets tænder kigger jeg mig panisk omkring.
Pludseligt står der ved min side et bord. Jeg tager det nærmeste våben, en pistol, og skyder løven foran mig. Så smækker jeg lågen i, den lille dreng med de store røde krøller må klare sig selv, hvis jeg hjælper ham dør jeg. Jeg vil ikke dø!
Jeg løber væk fra buret, men pludseligt står drengen fra før der igen foran mig. Han kigger bedende op på mig. 
”Vil du ikke nok hjælpe mig? Min far slår mig ihjel hvis han finder mig. Dæk over mig! ”
Så er han væk. Igen.
Jeg fortsætter i den anden retning og når så til rundkredsen. Manden fra før betragter mig.
”Har du set en lille dreng omkring 9 år. Han har store røde krøller og de sødeste brune øjne? Han er løbet væk fra mig”
Et billede af drengen fra før viser sig straks i mit hoved.
Skal jeg lyve eller fortælle sandheden?
Jeg vælger at dække over drengen, da det ikke kan volde mig nogen skade.
”Nej, jeg har aldrig hverken hørt eller en dreng der passer til din beskrivelse” Svarer jeg, så overbevisende som jeg nu en gang kan. Jeg vender om for at gå igen, men pludseligt tårner manden op foran mig.
”Vi lader dig ikke gå! ” Jeg ser et smuthul under hans arm, men det kan gå galt.
Jeg tøver et sekund, men så giver jeg ham en mavepuster og løber hurtigt som en mus forbi ham og videre, længere ned i lokalet.

Scenen skifter og jeg står ved en afgrund. Foran mig står en kvinde klædt i blåt.
”Vil du vide hvad der er der nede? Det er det ukendte. ” Siger hun og peger smilende ned i hullet. En rebstige kommer frem af den blotte luft og fører ned i hullet.
Jeg tøver ikke, for min nysgerrighed tager overhånd. Jeg nærmest løber hen til rebstigen og kravler adræt ned ad den. Jeg kravler og kralver og når efter lang tid bunden. Her er en smuk eng med søer, træer og i det hele taget er der bare fyldt med idyl. Helt anderledes fra mørket som hullet før viste. Damen går igen hen imod mig. Jeg tror at hun vil stoppe, men hun bliver ved med at gå, som om hun vil trampe mig ned. Jeg lægger mig lynhurtigt ned på jorden og ruller væk, så jeg uden at hun ser det forsvinder fra hendes march.

 

Jeg slår øjnene op og ved straks, at jeg er ude af scenariet. Foran mig står damen i det grønne tøj. Hun smiler til mig og fortæller mig at hendes navn er Hannah.
Så fortæller hun mig noget meget overraskende.
”Den eneste grund til at vores faktion, de Rejsende, har tilladelse til at rejse uden for hegnet er, at alle i denne faktion er Divergenter. En Divergent er en person der har anlæg for flere faktioner, ligesom dig. Derfor ser vi ikke livet lige så ensformet og snævert som andre måske gør. Det er også derfor at du har en fra din egen faktion til at føre din egnethedsprøve. En skytengel eller for den sags skyld en pacifist ville aldrig vide hvad de skulle gøre med dine resultater. Du har anlæg for Intelligentsia, Skytenglene og de Rejsende. De tre andre faktioner passer du ikke ind i. Du reddede dig selv frem for drengen, så en Puritaner er du ikke. Du tyede til våben da du havde muligheden, så du er heller ikke Pacifist. Og Sanddru passer heller ikke på dig, for du løj til drengens fader. ”
Hun taler hurtigt men tydeligt, og da hun har afsluttet sin lille tale peger hun på lokalets udgang og læner sig så tilbage i stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...