The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10266Visninger
AA

6. Kapitel 5

For næstsidste gang i mit liv træder jeg ind ad døren til den skole jeg har gået på siden jeg var helt lille. Jeg går alene, og selvom der rundt omkring mig er fyldt med mennesker, føler jeg mig på en eller anden måde isoleret. Jeg er alene, i mine tanker.
Mit blik falder på væggene, det sted mine øjne altid søger, jeg betragter de malerier der faktisk er en hel del af på skolen. De fleste af dem viser mig landskaber med smukke søer, marker, grønne enge, skove og solnedgange.
Men de billeder der rigtigt skiller sig ud, det er de små malerier, der forestiller virkelighedens hændelser. Vi har kun et af dem her på skolen. Det hænger på lærernes gang, et sted hvor eleverne næsten aldrig kommer, da det jo er lærernes gang. Jeg har dog været der oppe et par gange før. Første gang var en gang hvor jeg skulle op på rektors kontor. Da jeg stod og ventede uden for døren så jeg for første gang dette lille maleri.
Det er et utroligt realistisk maleri af en mand og hans kone der står grædende over deres lille, døende søn.
Første gang jeg så det forstod jeg det overhovedet ikke. Men så, efter at have set det flere gange og gået og spekuleret en del. Der kom jeg endelig frem til, inde i mit hoved, at det er det mest realistiske og smukke billede på skolen, ja for ikke at sige alle offentlige bygninger.
For det viser virkeligheden som den er. Smuk, men fuld af smerte.

Jeg mærker en let prikken på ryggen, som straks river mig ud af mine tanker og får mig til at dreje mit hoved. Bag mig står Asher.
Et smil kruser hans læber, hvilket også får et op på mine. Han nikker sit hoved imod en ikke nær så befærdet gang, og jeg følger efter ham.
”Er det din seddel? ” Spørger jeg. Det er en mærkelig måde at formulerer det på, men hvis det nu ikke er ham, selvom jeg er ret sikker på at det er sådan det står til, så ville det være utroligt pineligt, for ikke at sige lige frem skrækkeligt, hvis han hørte den sætning.
Han nikker og jeg kan ikke lade være med at smile stort til ham.
”Tak… og i lige måde” Siger jeg en smule genert.
Helt uden at jeg har lagt mærke til det, er vi kommet til en lille gang, hvor der ingen andre end os er. Jeg kigger undrende op på ham, da han er højere end mig.
”Hvor fra kender du det her sted, den her gang? ”
Han smiler beroligende til mig og svarer ”Som du nok har bemærket har jeg været her på skolen i et lillestykke tid, men jeg har ikke meget at lave. Så i stedet for at kede mig selv halvt ihjel, har jeg undersøgt skolen her. Der er faktisk en del ret interessante steder. Især skolens kunst holder jeg meget af. I min faktion er der ikke megen kunst. Der er mange med tatoveringer, men kunst andre steder end på kroppen er der ikke megen af. ”
Jeg kigger endnu en gang overrasket på ham.
”Du kan også lidt kunst! ” Smiler jeg og fortsætter så: ”Har du set maleriet på lærernes gang, det af kvinden og manden der sørger over det døende barn? ”
Han nikker som svar og jeg skal lige til at plapre mere om billederne, men så går det op for mig at han nok selv har set dem allerede, og det er jo en smule kedeligt at få fortalt om noget man allerede kender uroligt godt.
Der er en, en smule akavet stilhed. Jeg står bare og betragter hans ansigt, uden rigtig at vide hvorfor. Tiden flyver forbi vores hoveder som om der ingen er. Jeg kigger ind i hans øjne, og han ind i mine. Stilheden er ikke længere akavet. Den er bare. Hans øjne er mørke, som en blanding af dyb mørkeblå og mørkebrun. Han læner sig ned imod mig og vores læber mødes samtidigt med at tusinde af sommerfugle slippes løs i min mave.

Vi skilles fem minutter senere. Efter at have lovet hinanden at vi ses igen dagen efter. Han må tilbage til sit arbejde og jeg til min skole. Det må jo også passes. Jeg kigger længelsfuldt efter ham, da han går ned ad gangen. Men så vender jeg mig om og går den anden, da timerne startede for længe siden.

Jeg svæver på min helt egen, private lyserøde sky, da jeg sidder alene bagerst i bussen. For en gang skyld har jeg det bredde bagsæde helt for mig selv og har masser af plads til både min taske og mig selv. Men jeg ved at lige meget om der er dårlig eller megen plads, vil jeg have det fantastisk. For lige nu føler jeg mig lykkelig, hævet over al bekymring.
Bussen bumler op og ned ad vejen, forbi huse og skoven. Vejen er skifter imellem at være en lige, asfalteret vej uden huller, til at blive en grusvej fyldt med huller, sten og skrammel, der bare giver utroligt god anledning til at bumle endnu mere. Så det gør den. Altså bussen.
Mit blik falder på bussens bagrude. Jeg vender mig om og sætter mig på knæ, så jeg sidder med fødderne stikkende ud over sædets kant og armene på dets ryglæn. Ruden er støvet, nok mest ude fra af, og oppe i hjørnerne er der en smule spindelvæv. Den er også ridset hist og her, men alligevel afspejler den en forvrænget udgave at mig. Jeg ser glad og lykkelig ud, eller nærmere lalleglad. Mit hår hænger løst ned over mine skuldre, og mine lidt store øjne stirre ind i ruden. Jeg kigger mig selv ind i øjnene og forsøger at forstå mig selv. Og på en eller anden måde lykkes det for mig. Jeg kan se at jeg har fundet lykken, det jeg har søgt efter så længe. Kærligheden.
Jeg sidder sådan indtil bussen stopper med et ryk og det går op for mig, at jeg skal af nu. Så springer jeg ned fra sædet, griber min taske og min jakke, og skynder mig ud af bussen. Fra busstoppestedet er der omkring 50 meter hen til mit hus. Den lille strækning aflægger jeg på kort tid og så skynder jeg mig inden for og op på mit værelse. Jeg skal have lavet noget til min æske, og jeg er allerede helt sikker på hvad det skal være.

Jeg tager et stykke papir og en blyant. Så tegner jeg en streg lige på midten, langs hele papiret. Det skal være en linje over mit liv. Jeg skriver alle di vigtigste ting ind. Og så er jeg kommet til nu. Med dne mørkeblå blyant tegner jeg en streg på papiret og skriver med sirlig skrå skrift.

 

__Mødet med Asher____________Forelskelse______________________________________

 

Der er rigeligt med plads, til at jeg senere kan sætte flere vigtige livsbegivenheder ind.
Det er måske absurd at sætte hele sig liv ned på en linje. Men for mig er det noget specielt. Jeg har altid godt kunne lide at have tingene i orden, men på den anden side glemmer jeg let og er til tider et rodehoved. Men jeg har ikke lyst til at glemme disse begivenheder. Så hvis jeg en dag bliver gammel, hvilket jeg forhåbentligt gør, vil jeg gerne kunne huske disse ting. De skal ikke bare gå i glemme bogen. De skal ikke foreviges, blot bevares.
Jeg folder omhyggeligt papiret sammen, det bliver helt lige. Så henter jeg kassen ned fra hylden og lægger papiret ned i.
Et smil finder endnu en gang vej til mine læber og alt føles så rart. Alt føles fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...