The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10049Visninger
AA

5. Kapitel 4

En lille lap papir falder ud af mit skab og ned på det blanke, hvide gulv da jeg åbner det for sidste gang denne dag. Jeg kigger undrende på den lille lap. Det sker ikke ofte at folk, eller nærmere drenge, anbringer små lapper papir i mit skab. Med andre ord; jeg er ikke lige frem populær iblandt drengene. Men det passer mig egentligt fint, for jeg har heller aldrig selv været interesseret i dem. I hvert fald ikke meget.

Jeg bøjer mig ned og samler det op. Papiret er en smule krøllet og foldet over to gange. På forsiden står der ikke noget. Jeg stikker den lille lap papir i lommen og beslutter mig for at læse den på den 7 kilometer lange gåtur Isabelle og jeg har foran os. Bussen er død i dag, og da ingen af vores forældre har bil, er den eneste måde vi kan komme hjem på i dag ved at bruge vores ben.

Jeg får mast mig ud af skolen sammen med Isabelle. Det lyder muligvis mærkeligt at vi skal ’mase’ os ud. Grunden er, at skolens ikke så kloge rektor sidste år besluttede, at alle på sidste årgang skulle have fri på samme tid. Og det siger ikke så lidt, for hver dag imellem klokken 15.00 og 16.00 er det en bedrift at komme fra klasselokalet og ud af skolen på under fem minutter.

Vi begynder på den lange gå tur i et ret hurtigt tempo. Jeg går lidt væk fra Isabelle og hiver så det lille stykke papir op ad baglommen.

Jeg folder det op og et lille citat står inden i

 

„If I could give you one thing in life, I would give you the ability to see yourself through my eyes, only then you would realize how special you are to me.“

 A

 

Jeg stopper med at gå og stirre bare ned på ordene der danser foran mine øjne. Hvem er det fra? Hvem kunne finde på at skrive sådan til mig?

Jeg hører skridt og folder hurtigt papiret sammen, med Isabelle har set det.

Hun sender mig et udspekuleret blik. ”Hvad er det, hva? ”

Hun kigger på mig med et af de der ’Jegvedatduskjulernoget,hardufåetenkæreste?” blik som kun veninder kan sende afsted.

Jeg smiler en anelse genert og ved at jeg ikke kan skjule papiret for hende, så jeg folder det ud og vender det om så hun kan læse hvad der står.

”Åhhh, ej hvor sødt. Hvem tror du det er fra? ” Hun smiler ekstremt piget, hvilket får mig til at rulle med øjnene. Men pludseligt slår det mig, Ashers navn starter med A.

Jeg kigger ned på mine fødder og bliver en anelse rød i kinderne ved tanken om at det måske er ham. Så jeg skynder mig at gå videre, så Isabelle ikke skal opdage det

”Vi må se at komme vidder, ellers kommer vi jo aldrig hjem” Siger jeg med en stemme, der er en smule hektisk.

Det virker dog ikke som om at hun opdager det, for vi fortsætter med at gå uden mere kærlighedssnak.

 

Da jeg endelig når hjem efter den lange gå tur, skynder jeg mig op på mit værelse. Jeg har brug for at være lidt alene og tænke over alle de ting der fylder mit hoved lige nu.

Jeg tager den lille papir lap op ad lomme og lægger den i en lille boks jeg har til specielle genstande. Altså ting der betyder noget særligt for mig.

Boksen er mørkeblå med små lilla, turkis og orange mønstre på.

Inden i ligger der de få ting der virkeligt betyder noget for mig.

En håndtegnet tegning af en dal med en lille sø i midten og skov rundt omkring. Den en utroligt smuk og det var min fødselsdagsgave den gang jeg fyldte 13.

Et billede af hele min familie, hvor alle er raske, glade og lykkelige.

Den lille lap papir med citatet.

Et gammelt skår, fra et eller andet porcelæns stel. Den eneste grund til at jeg har gemt den er, at det ukendte altid har interesseret mig. Og på en eller anden måde udtrykker dette skår det ukendte for mig. Det mærkelige mønster på den ene side og den glatte men alligevel ru overflade på den anden side. Det faktum at jeg ikke kender skårets baggrund. Hvordan havnede det i jorden? Hvor kommer det fra?

Det lyder mærkeligt, at et lille ubetydeligt skår betyder så meget for mig. Men sådan er det nu engang.

En lille notesblok med alle mine skitser. Jeg tegner meget. Næsten alt jeg finder interessant eller spændende kommer ned på papiret. Ikke for at sætte tingene i boks, men for at jeg kan huske dem, da jeg ikke lige har verdens mest fantastiske hukommelse.

 

Jeg putter låget på boksen og sætter den derefter tilbage på hylden. Der står den fint.

En lille knirken lyder da jeg sætte mig ned på kanten af min seng. Den har altid knirket sådan. Da jeg var lille kunne jeg aldrig falde i søvn, for hver gang jeg vendte og drejede mig knirkede den som en gal. Nu har jeg vænnet mig til det, ja jeg ved faktisk ikke om jeg kan falde i søvn uden sengens knirken.

Jeg læner mig ind imod væggen bag sengen og lukker øjnene. Mit hoved er fyldt af så utroligt mange tanker og spekulationer lige for tiden.

Hvilken faktion skal jeg vælge? Jeg ved det ikke. På den ene side er valget nemt og klart. Jeg bliver i min faktion, jeg kan se min familie så ofte jeg vil, muligvis rejse uden for hegnet og følge min drøm.

Men er det lykken? Jeg ved det ikke og det går mig på.

Egnethedsprøven finder snart sted, måske vil den vise mig hvad jeg skal gøre. Jeg håber at den vil hjælpe mig, men på den anden side ikke påvirke mit valg.

For hvorfor skal en lille prøve have indflydelse på hvordan jeg vil leve mit liv?

Jeg sukker frustreret og retter mig så op. Tiden vil forhåbentligt vise mig hvad jeg skal gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...