The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10301Visninger
AA

14. Kapitel 13

Følelsen af triumf stryger ind over mig. Vi har næsten gennemført missionen nu! Det er ikke til at fatte. Jeg skal til at smile, men så strømmer følelsen af glæde ud af mig, det er nærmest som at punkterer en ballon. Atlas er her jo ikke mere, han vi aldrig føle denne triumf og glæde. Han kommer aldrig til at være en del af en faktion. Først nu går sandheden om hans død for alvor op for mig, og jeg sætter mig ned på jorden med et bump. De to andre lader ikke til at bemærke mig, så jeg sidder bare i et par minutter og sunder mig. Jeg beder en kort bøn for ham, og så rejser jeg mig op igen. Der må ske noget, Atlas ville aldrig ønske at vi skulle sidde og sørge over ham, og så bare dø selv, i stedet for at gennemfører den mission han har givet sit liv for.
”Vi skal til bage nu. Vi er sådan cirka her” Jeg tager kortet op ad min taske imens jeg taler og peger så på klippernes placering, de ligger omtrent en tredje del inde i skoven, omkring midten. ”Jeg tror at det er nemmest for os at orienterer os, hvis vi kommer ud fra skoven. Så hvis vi går imod vest, kommer vi lige ud af skoven, og så skal vi bare imod sydvest. Ved at følge den retning kommer vi hurtigst tilbage til hegnet. Hvis vi går nu kan gå turen vel ikke tage mere end en dags tid, plus minus nogle timer” Min stemme er ambitiøs, man kan hører at jeg har taget mig sammen nu. Det må og skal gennemføres!
Asher tager ordet efter mig ”Jeg tror at vi burde hvile os lidt, bare en halv times tid. Spise lidt, tjekke vores ting og beholdninger igennem, tjekke sår. Så kan vi gå tilbage. Vores vej ind til klipperne var en omvej. Hvis vi gå den rute, som du lige præsenterede os for, så vinder vi mange timer. Hvis vi går til, kan vi være ude af skoven på en 3-4 timers tid” Han smiler stort.
”Jeg er enig med Asher” Lyder Faiths korte deltagen i diskussionen og så er det vedtaget.
Selv spiser jeg bare et stykke tørt brød og kaster lidt vand i hovedet. Da jeg tjekker mine forsyninger bliver jeg for alvor glad for, at vi har fundet en sten. Der er kun nok til en eller to dage. Jeg smiler af lettelse og tager den så over skuldrene igen.
Da vi alle tre er klar optager vi igen vores gang. Turen er kedelig og foregår næsten i tavshed. Vi er stadig bevidste om Atlas død, og det er nok også grunden til den larmende tavshed.

 

Efter fire timers gang, det føltes dog som flere dage, er vi igen ude af skoven. Jeg løber rundt i friheden. Skovens omslutten af os, gjorde mig næsten sindssyg, så det at være ude på åbent land igen er fantastisk. Jeg smiler stort til Asher og løber så hen og omfavner ham. Han trykker blidt sine læber imod mine.
Jeg trækker mig væk fra Asher igen, da Faith rømmer sig. Hendes blik er afklaret, og jeg tror at hun nu har gået døden nok igennem inde i sit hoved, til igen at tænke klart. Hun har nok gjort, som vi på en af vores trænings dage fik at vide.


”I skal altid lægge fortiden bag jer, hvis i ikke gør det kommer i aldrig videre. Så vil i blive hængende ved en mands død, og hvis i er på en meget vigtig mission, så nytter det jo ikke noget”


Nu begynder Faith at snakke, hun er alvorlig og vil tydeligvis bare tilbage. Hun tager sit kompas op ad lommen og tjekker retningen.
”Sydvest ligger den vej” Hun peger imod et lille træ, der ligger ret lang borte. ”Hvis vi går lige imod træet, så følger vi retningen nogenlunde præcist. ”

Jeg finder hurtigt ud af, at det er endnu mindre interessant at gå i et næsten goldt landskab, end i skovene. Det føles som om at tiden er gået i stå, og at vi bare går i ring og i ring. Det eneste der beviser mig om, at det ikke er sådan det står til er, at jeg kan se at vi langsomt svinder ind på træet. Da vi endelig når hen til træet sukker jeg af lettelse. Det at nå hen til træet, bar en af mine små udfordringer til mig selv.
Disse små udfordringer er nogle jeg giver mig selv. Det er forskellige små ting jeg skal nå hen til eller udfører før end at jeg har løst opgaven for alvor.
Men så opdager jeg at der nu ikke er noget punkt vi kan pejle efter. Jeg kigger tvivlende på de to andre. Det samme er tydeligtvist også gået op for dem.
”Så må vi bare gå efter kompasset. Tjekker du på det, Faith? ” Da hun nikker fortsætter jeg ”Hvis vi er heldige kan vi måske nå det før end at det for alvor bliver helt mørkt. ” Jeg smiler opmuntrende til de to andre, selv føler jeg mig ikke særligt opmuntret, men det er vores alles lod. For at overleve dette, bliver vi nød til at bære en bryde af, at holde nogle følelser inde fra tid til anden.

 

Jeg fokuserer på mine fødders regelmæssige løben over jorden. Selvom mine lunger hiver efter luft, jeg har sidestik, og mine ben ikke vil bærer mig mere, fortsætter jeg. Der er kun få meter indtil jeg er hjemme. Få meter til porten der kan fører os ind i det trykke samfund igen. De to andre er lige bag mig, lige så opsatte som jeg selv er. Asher bærer stenen i hånden. Og selvom vi alle sammen lugter, har fedtet hår og faktisk ikke er særligt lækre, ja så ligner vi nogle af de mest lykkelige mennesker på jorden.
Foran porten står fem mænd. Ingen af dem ser særligt glade ud, og de er alle iført sort. Da vi når hen til porten er der ingen smil eller lykønskninger. Mændene griber fat i os alle tre og trækker os med ind, for så nærmest at læsse os ind i en lastvogn med kun en kommentar.
”Jeres faktion eksisterer ikke længere"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...