The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10291Visninger
AA

13. Kapitel 12

Det mudder mine før så smukke vandre støvler langsomt synker ned i går mig godt og grundigt på nerverne. Et er, at jeg får mudder op til anklerne, men når mudderet også synker min bevægelseshurtighed, er det noget man nemt bliver gal i hovedet over. Også selvom vi nu ved hvilken retning vi skal gå, for efter et par kilometers gang tidligere på dagen gik det langsomt op for os, at vi bare skulle holde kursen stik syd. Derfor behøves vi ikke længere at klatre op i træerne hele tiden for at se om vi bevæger os i den rigtige retning. Målet er også tæt på, men på trods af det, og selvom vi nok er hjemme igen, i god behold alle sammen, om et par dage, så har jeg en utrolig høj følelse af modløshed der skyller ind over mig hele tiden. Og lysten til bare at sætte sig ned midt i mudderet og give op er høj. For i dag er det den tredje dag, og vi skal forhåbentligt være hjemme om to. Ja, jeg ved godt at vi har en hel uge, syv dage, til at gennemfører det. Men lige fra første dag er jeg blevet enig med mig selv, og de andre om, at det kommer til at se meget bedre ud på vores CV, at vi klarede det på fem dage. Jeg kigger drømmende ud i luften, og det lykkes mig faktisk at samle modet. Klipperne ligger kun omkring en 5-10 minutters gang væk nu. Og hvis vi er heldige, ja så finder vi en sten eller to og kan begive os hjemad igen.
En lav knurren lyder pludseligt lidt foran mig. Eftersom at jeg går bagerst, går jeg op ved siden af de andre, de står skulder om skulder. Da jeg kan se årsagen til den lave knurren, får jeg et chok. Muligvis mig livs største. Foran os står en bjørn, og det er ikke en venlig bjørn. Nu ved jeg godt at dyr teknisk set ikke rigtigt kan være onde – det har de simpelthen ikke hjerne nok til, men denne hersens bjørn ser altså ret så ond ud. Den står på bagbenene, er mørkebrun, og noget højere end alle os mennesker. Men det værste er nok dens kløer, som jeg bestemt ikke har lyst til at komme i nærheden af.
Jeg husker pludseligt et råd jeg fik af en engang, omkring hunde, eller nærmere dyr. De kan mærke frygt. Jeg hvisker det til de andre, og jeg tror at de fatter det, for jeg kan se på dem at der forsøger på ikke at være bange. Men det er nu lidt svært, når frygt er et meget naturligt instinkt. Om det er godt eller skidt at kigge en bjørn direkte ind i deres øjne kan jeg ikke huske. Derfor holder jeg blikket nede, men Atlas mener vidst at man skal bevarer det oppe. Bjørnen går ned på alle fire og lunter tættere på. Den ser stadig bidsk ud, og da den går så tæt på, at jeg kan lugte dens ånde er frygten ved at overmande mig og få mig til at vende om og løbe. Men jeg bliver stående bumstille og forsøger at få frygten ud af hovedet. Jeg tænker på alt andet, og holder koncentrationen på ting der gør mig glad og lykkelig. Jeg kan se at det er ved at være for meget for Faith. Hun har frygt mærket i ansigtet, og da bjørnen går lidt over i hendes retning vender hun om og løber en del meter væk, for så at klatre rystende op i et træ.
Og bjørnen laver sådan en mærkelig brøle lyd, der ikke helt er et brøl. Jeg tror personligt at den føler sig truet, og at det er i en god mening, den prøver at forsvarer sig, men det ser ikke ud til at det er sådan Atlas og Asher har det. De trækker begge deres dolke og forsøger at holde dyret langt væk fra sig. Jeg taler beroligende til bjørnen og bevæger mig tættere på.
”Bliv væk, gå om bag os. Ikke frem, du tirrer den bare! ” Siger Asher, næsten desperat. Men jeg lytter ikke efter, jeg fortsætter bare frem, og er pludseligt så tæt på, at hvis jeg læner mig frem og strækker armen langt ud, kan jeg rører dens pels. Tæt på er bjørnen slet ikke så frygtindgydende. Jeg taler til det, smiler og den sætter sig ned på alle firer. Bjørnen fascinerer mig, så jeg går et skridt tættere på. Det skulle jeg dog aldrig have gjort. Bjørnen stikker sin pote frem og dasker efter mig. Det to drenge løber ind foran mig, og forsøger at gøre noget imod den. Asher går om bag dem, men Atlas går ind foran den, inde foran mig. Jeg krabber mig baglæns, længere ind i skoven. Bjørnen dasker vildt efter Atlas, efter som at den ikke har set Asher endnu. Pludseligt rammer den. Et slag fra den bumstærke pote rammer Atlas lige i fjæset. Og da endnu en følge dasker den nærmest hans hoved ned fra skulderen og et højt knæk kan høres. Asher står som i chok, men så løber også han baglæns. Bjørnen betragter den slappe krop lidt. Så vender den om og lunter væk.
Da bjørnen er væk løber vi alle hen til Atlas slappe krop. Faith rusker i ham og leder efter hans puls. Og da det går op for ham at han er gået bort, forsøger hun uden held at give ham hjertemassage. Hun ser helt desperat ud, og jeg kender godt grunden. De to er bedste venner, var bedste venner, og havde kendt hinanden siden de var små. Om de var mere end venner, bed jeg ikke, men jeg tror det faktisk ikke. Selv sidder jeg bare på jorden og forsøger ikke at bryde sammen og kontrollerer situationen. Men det lykkes ikke. Atlas død var voldsom, og det var forfærdetligt at se på. Selvom jeg selv ingen skade har taget fysisk, så har dette her helt klart gjort noget ved mig og de to andre psykisk.
Det er Asher der går hen for at snakke Faith til fornuft. Selvom jeg er hendes veninde, så tror jeg faktisk at han er bedst til sådan noget med at trøste. Jeg kan se at han taler til hende, som han ville tale til et lille barn, men hun ser ikke ud til at bemærke det. Efter mange forsikringer, og efter at Asher vist har fået ind i hendes hoved, at Atlas er død, rejser hun sig endelig op og følge efter os.
Selv forsøger jeg at lægge hans død bag mig, selvom det er utroligt svært. Vi er så tæt på stenen nu. Så tæt. Eftersom at hun nu har taget sig sammen fortsætter vi vores gang imod klipperne. Men vores lille grupper er ikke munter som før. Luften er tung af sorg, og selvom at jeg selv faktisk aldrig har lært fyren at kende særligt godt, og selvom at han i mine øjne aldrig har været verdens skønneste person i verden, er det svært at får billedet af bjørnens pote ud af hovedet.
Slagene var så løse, afslappet, daskende. Som om at det bare var et venskabeligt klap på skulderen. Men det slog næsten hovedet af ham. Jeg kan mærke at mine øjne fyldes med tårer. Jeg har lige set en dø. En rigtigt, levende person. Det er faktisk aldrig sket før, det er sjældent at folk dør af andet end meget alvorlige sygdomme og alderdom inden for hegnet. Der sker heller ikke særligt meget forbryderisk, og der er ingen mord. Næsten da.
Denne verden er brutal, som om at den har udviklet sig som en stor mennesker dræber. Måske er jeg bare for vant til det lette liv inden for hegnet. Måske har jeg ikke lært nok. Jeg ved det ikke, men lige meget hvad så er det en helt anden verden. Det er gået op for mig nu.

Da vi når hen til klipperne er jeg slet ikke begejstret. Jeg stirre bare på dem og sætter mig så ned på en af dem Jeg var muligvis modløs før, men nu tynger sorgen mig nedad. Min hjerne ved det, men min underbevidsthed har endnu ikke fattet at Atlas ikke stadig går rundt og irriterer folk. Jeg forventer næ-sten at han vil springe frem bag en af klipperne og sige noget dumt om, at han er ked af at han var væk i en halv time. Sukkende rejser jeg mig op og gennemsøger området. Asher gør det samme, men Faith sætter sig bare ned og glor ud i luften. Jeg lader hende gør det.
”Jeg kan altså ikke finde noget, Ash” Siger jeg opgivende og kigger over på ham.
”Samme her” Lyder svaret, som så fortsætter ”Altså der er den her kilde her omme bag ved, men det ser ikke ud til at der er noget…” Der er stille i lidt tid, han tænker vidst ”Måske ligger der sten nede i jorden, under kilden” jeg kan ikke lade være med at smile over ideen.
”Du er genial!! Der er helt sikkert noget om det!"                                                                      Jeg er allerede på vej om til ham før end at jeg har afsluttet sætningen. Jeg sætter mig ned på knæ ved kilden, der heldigvis ikke går mig til mere end overarmen. Da jeg stikker armene ned i vandet er det koldt, men jeg bider kulden i mig go graver i jorden. Pludseligt giver Asher et udråb fra sig. Han holder triumferende hånden frem. I hånden hviler en sten, og den passer perfekt til bogens beskrivelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...