The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10271Visninger
AA

12. Kapitel 11

Lyden af en fugl der kvidre vækker mig og jeg åbner øjnene med et stort smil om læberne. Smilet forsvinder dog, da jeg opdager at jeg har sovet på en lille sten hele natten som nu er skyld i en fantastisk smerte i ryggen. Jeg sukker lidt irriteret, men dæmper mig så da det går op for mig, at alle de andre også sover i teltet. Jeg skulle jo helst ikke vække dem.
Eftersom at det faktisk ikke er fantastisk varmt denne morgen, har jeg sovet i skiundertøj. Jeg beslutter mig for at beholde trøjen på, men at skifte til et par mere praktiske cowboybukser. Jeg tager også mine vandrestøvler på og så træder jeg ud af teltet. Omkring mig vrimler det med dyr og jeg føler mig næsten i et med naturen. Jeg kan ikke lade være med at smile stort og bare nyde lyden af fuglenes sang, og den blide brusen fra vandløbet der ligger lige ved siden af. Jeg går hen til vandløbet og vasker mig i hovedet for så at drikke lidt vand for at slukke min tørst. Aftenen forinden fandt vi ud af at vandet er drikkeligt, så vi har ikke haft problemer med tørst eller sult endnu. Læg mærke til endnuet, man kan jo aldrig vide hvad der sker.               Jeg sætter mig ned på en sten og betragter vandløbet i lidt tid. Men så kommer vinden med en del hårde vindstød, der straks får gåsehuden til at rejse sig på mine arme. Jeg sætter mit hår op i en hestehale højt oppe på hovedet og føler mit straks mere fri. Det lyder muligvis mærkeligt, men jeg har altid haft det sådan, at når mit hår er sat op, føler jeg at mit hoved er fri for alt det hår, og jeg har det pludseligt meget bedre.
Jeg kan mærke en stampen i jorden og da jeg drejer hovedet kan jeg se at Asher er på vej hen imod vandløbet. Han har ikke set mig endnu, så jeg kryber mig bare sammen på den sten jeg sidder på og betragter ham smilende. Jeg tror at han kan mærke at han bliver overvåget, for han kigger sig omkring. Da han får øje på mig sender han mig et stort smil og jeg sender et tilbage til ham. Så går han hen til vandløbet og jeg rejser mig op og begiver mig tilbage imod teltet.

Til min overraskelse snorker Faith, og selvom det er en meget lav snorken kan jeg ikke lade være med at grine lidt af det. Det vækker hende, og også Atlas. Jeg får et par onde blikke til gengæld for det, men jeg trækker bare på skuldrene ad dem.
”I skulle op alligevel, vi skal i gang med dagens arbejde. Vi skal finde en af de der sten”        Jeg smiler til dem med et ’det er bare ærgerligt’ blik og går så ud af teltet igen.

Da vi alle sammen har fået pakket sammen og gjort os klar, begynder vi igen vores leden efter en eller anden form for bjerg eller klippe. Der er en del store sten, men intet der ligner klipper eller bjerge. Efter syv timers leden og en frokost sætter jeg mig ned. Jeg orker ikke mere, og jeg kan se på de andre at de også har det sådan. De sætter sig ned rundt omkring mig.
”Jeg tror ikke at det hjælper noget bare at gå rundt og rundt som nogle forvirrede små kattekillinger.” Siger jeg og smiler opmuntrende til de andre, selvom jeg på ingen måde selv føler mig opmuntret. Faith tager ordet og viser for første gang en initiativrig side af sig selv.
”Hvad med at en eller to af os kravler op i toppen af et høj træ. Måske kan vi se et lille bjerg eller nog-le klipper et sted. Eller måske en anden skov hvor vi kan forsøge os?”
Alle er enige i hendes ide, og da det er Faith og mig selv der er de mest spinkle, er det os der bliver sendt op i et træ. Vi kravler op i hver vores. Det går dog langt hurtigst for Faith, da hun er den der er mest adræt af os. Efter en del grene i hovedet og en masse blåmærker, når jeg dog toppen. Udsigten er fantastisk, men jeg slipper den hurtigt og går i gang med at spejde ud over skoven. Faith der sidder et par træer væk vinker til mig og råber spørgende ”Kan du se noget?”
”Nej, jeg er jo lige kommet her op, smarte. Men sig det lige hvis du ser noget” Lyder mig svar. Jeg kigger ned imellem de andre træer. Efter en fem minutters tid lyder der er råb fra Faith.
”Der nede, ved siden af den store eg. Der er nogle klipper” Hun lyder som et lille begejstret barn, men jeg må indrømme at jeg også har det sådan da jeg får øje på klipperne.
”Det er jo rigtigt” Råber jeg tilbage og fortsætter så ”De ligger ret langt væk, så hvad med at vi få Asher til at kravle op, og tegne det sådan cirka ind på kortet, sådan at vi kan finde dem. Så kan en af os så-dan hver tredje time kravle op i et træ og se om vi går i den rigtige retning? ”
Faith syntes om min ide, og drengene er også enige da vi præsenterer dem for ideen efter en smertefuld tur ned fra træet.
Asher klatrer faktisk op i et af træerne og tegner klipperne ind på kortet.

Med det en smule upræcise kort ved hånden begynder vi vores søgen efter klipperne, der nok ligger omkring en dags gang væk. Vi når til et stort, krattet buskads. Atlas kigger tvivlende på krattet og tager så ordet.
”Jeg tror altså ikke at vi bare sådan lige kan gå igennem her, men jeg kan godt forsøge at skære os igennem det med dolken. ”
Jeg svarer med et træk på skuldrene, men så siger Asher

”Det ville være bedre at gå udenom, så slipper vi for de skræmmer vi får lige meget hvad. ”
Faith siger ham dog imod

”Så langt jeg kan se til begge sider er der krat, så hvis vi skal uden om mister vi nok stort set orienteringen. ”
”Faith har ret. Asher, vi bliver altså nød til at skære os igennem krattet” Siger jeg og kigger over på Asher, der ser ret så irriteret ud.
”Jamen okay, hvis i absolut skal bestemme, så bliver det sådan” Hans stemme er vred, meget vred. Det er egentligt mærkeligt at han gør så meget ud af det, da det vel bare er et par småskrammer vi kan anskaffe os ved at gå igennem krattet.
Atlas begynder sin opsprætning af krattet og vi andre følger efter. Krattet er en sammenblanding af en normal busk, og et eller anden klamt buskads hvor alle grenene er fyldt med torne i stedet for blade. I enden er der dog nogle utroligt smukke blomster. Det er ikke ligesom roser, blomsterne er anderledes, ikke nogle jeg kender. Den første der får en gren i hovedet er selvfølgelig klodsede mig. Jeg mærker først en stikken på kinden og så går det op for mig at en tornet gren er klæbet fast til min kind. Jeg hiver grenen af, og kan mærke lidt blod på kinden. Jeg tørrer det af med bagsiden af hånden, da vi ikke har tid til at hvile hver gang en person får en lille skade på kinden.
På turen igennem krattet hører jeg en del smerteudbrud og grimme ord over krattet. Men vi når alle sammen nogenlunde helskindet ud fra krattet. Og efter en lille omgang plastrer og forbindinger er vi klar igen. Den eneste der har en forbinding på er Faith, hun var så uheldig at tage fat i en gren fuld af store torne, så hendes hånd er ret så blodig nu. Plastre kan ikke rigtigt stoppe blodet, så en mindre forbinding er vidst den eneste løsning.
Da det begynder at mørkne slår vi teltene op og går endnu en gang til ro, næsten uden nogen form for resultat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...