The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10074Visninger
AA

11. Kapitel 10

Fire dage senere føles det som om, at jeg har været her altid. Jeg har altid været en af de Rejsende, men jeg har aldrig rigtigt været en del af selve faktionen, bare et barn der har set passivt til. Nu er jeg voksen, har en mening der betyder noget og muligheden for at udrette noget. Klokken er omkring en 05.00 om morgenen og jeg sidder på hovedbygningens tag. Der er et godt stykke ned, men jeg sidder på midten af taget, så jeg har ikke en chance for at falde. De sidste fire dage er forløbet godt. Jeg kan nu skyde med en pistol, kender til forskellige spiselige planter og også dem man ikke skal spise. Jeg kan slås, det er jeg dog ikke den bedste til selvom jeg måske nok troede det lidt i starten. Jeg kender også naturen bedre og ved en del om forskellige dyr, andre farer, og en hel del andet. Der er så meget at jeg slet ikke kan nå at remse det hele op. Desuden kan jeg ikke huske det hele i nuet, men jeg ved at i situationen vil jeg kunne huske det nogenlunde.
Idag er det den femte og sidste dag. Vi har fået at vide at der skal ske noget specielt i dag. Og det irriterer mig grænseløst at jeg ingen anelse har om hvad det er, der skal ske. Altså ud over at det er noget jeg aldrig har prøvet før. Det er nok også derfor at jeg vågnede klokken lort om morgenen. Det er dog ikke grunden til at jeg sidder på toppen af et tag. Jeg sidder kun her oppe fordi at jeg elsker at være her. Et lille snert af privatliv, noget der ikke er for meget af inde i bygningen når man er aspirant, og så føler jeg mig mere forbundet med naturen. Der er ingen lyde på denne tid af morgenen. Det eneste der høres er fuglenes kvidrende sang som bare bringer et smil frem på mine læber.
Noget klamt, slimet og vådt rammer mit hoved, og da jeg kigger op ser jeg en fornøjet fugl flyve sin vej. Pis kan jeg ikke lade være med at tænke. Nu skal jeg ned og vaske hår. Men så kommer jeg i tanke om at det vidst nok betyder held, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over det. Så er det vel egentligt godt. Måske betyder det at det nok skal gå godt senere?
Jeg skynder mig ned fra taget og til mit held er der vist ingen andre der er stået op, for jeg når ned på badeværelset og får vasket det hele af mit hoved og kroppen. Jeg skifter til et par jeans, en normal hvid t-shirt og en grøn hættetrøje. Jeg kigger mig ind i badeværelsets spejl. Jeg studerer mit ansigt. Mit hår har jeg samlet i en sillebens fletning der hænger ned af ryggen. Pigen i spejlets øjne er kolde, man kan se at hun er nervøs og også en smule skræmt. Jeg sukker og læner min pande imod mit spejlbillede. Så lukker jeg øjnene og lader mit hoved tømmes. Jeg står sådan lidt, men så hører jeg en banken på døren. Jeg spring væk fra spejlet, som om at jeg er blevet taget i noget jeg ikke må, og skynder mig så hen og åbner døren. Uden for står en pige som jeg ikke kender. Hun kigger mærkeligt på mig ”Hvorfor tog det så lang tid? ” Jeg trækker på skuldrene, men så får hun øje på min fletning og fortsætter så ”Det er nok dit hår. Den fletning har taget lang tid at lave, ikke? ” Selvom det ikke tog mit specielt lang tid nikker jeg, smiler stort og skynder mig så væk.

"I dag skal i ud på en speciel opgave. Først og fremmest vil i blive inddelt i grupper. Grupperne kommer til at bestå af en skytsengel og tre rejsende aspiranter. I den ene grupper bliver der dog en ekstra aspirant. To drenge og to piger. I disse grupper bliver i sendt uden for hegnet. I har imellem en og syv dage til at finde frem til en speciel sten sort som er meget sjælden uden for hegnet såvel som inden for. Men vi ved at de ligger forskellige steder rundt omkring. I bliver smidt ud af faktionen hvis kommer tomhændet hjem, farer vild, forsvinder, bliver meget hårdt kvæstet, eller hvis i simpelthen nægter at tage ad sted. Grundene til dette er, at en person der ikke kan finde rundt, overleve og i det hele taget klarer sig uden for hegnet ikke hører til i denne faktion. De faktionsløse vil med glæde byde jer velkomne. I kan ikke forsvinde sporløst, for hver grupper vil få et lille apparat med sig, der sender små signaler af sted til vores base om hvor i befinder jer. Altså en slags sporingsenhed.”
Klokken er omkring en 8 om morgenen, og jeg står sammen med alle de andre aspiranter og skytsenglene og hører på Anwen Greens snak om vores specielle opgave. Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om at skulle uden for hegnet uden nogen som helst hjælp. Mit hoved er dog klart nok til også at tænke andre tanker, som f.eks. et meget stort håb om at jeg vil blive sat sammen med nogle aspiranter jeg kan lide og Asher som skytsengel. Men man kan jo aldrig vide.
”Grupperne i bliver delt ind i er følgende: Asher sammen med Faith, Celeste og Atlas” fortsætter hun og jeg kan ikke lade være med at sukke af glæde. Atlas og jeg har haft nogle mindre uoverensstemmelser her de sidste to dage, men det skal nok gå. Faith og jeg er blevet rigtigt gode venner og Asher… jeg tror måske at jeg elsker ham.
De andre grupper bliver hurtigt remset op og vi får at vide at vi skal finde sammen i grupperne. Da min lille gruppe er samlet tager Asher ordet, da han naturligt er en slags leder da han er et par år ældre end os andre tre. ”Om en time står vi uden for hegnet. Det lyder muligvis ikke af meget, men der er dyr derude i aldrig har hørt om, mere farer end der er i det trykke lille område her inden for hegnet. Så hvis vi skal overleve og hvis i gerne vil blive i denne faktion, så skal i godt nok tage jer sammen. Er det forstået!? ” Hans stemme er skarp og alvorlig og det samme er hans ansigtstræk. Det er tydeligt at han vil have os til at fatte, at det er alvor det her. Ikke en leg. Jeg tror at han mest af alt henvender sig til Atlas. Han er ofte lidt pjattet, men da han er kraftigt bygget og muskuløs er han utroligt stærk. Han er dog ikke særligt høj, cirka lige så høj som mig.
Vi får hver udleveret en vandtæt rygsæk. Jeg kigger den hurtigt igennem. Den indeholder en sovepose, lidt tøj, et kort over området uden for hegnet. Kortet er dog dårligt egnet, og viser kun hvor vi kan finde vand. Desuden går det kun et par kilometer ud fra hegnet, så det vil muligvis ikke være til megen hjælp. Der er også en lommelygte, et reb og så et fællestelt som vi må skiftes til at bærer. Atlas stopper det ned i sin rygsæk. Desuden er der en lighter, en førstehjælpskasse, blyant og en lille notesbog hvor vi skal noterer hvis der sker noget uventet, eller usædvanligt.  Der er også lidt proviant, mad og en del småting. De sidste tre ting i rygsækkene er nok det der vil hjælpe os mest. En lommekniv, en dolk samt en bog om spiselige planter og små bemærkninger om naturen. 
Jeg glor ned på rygsækkens indhold da det går op for mig at det skal holde mig i live. Det lyder ikke rigtigt som noget der vil gå mig særligt godt. Jeg tager notesbogen op ad tasken og bladrer den igennem. De fem første sidder er fyldt med beskrivelser af den sten vi sten vi skal finde. Jeg skimmer det hurtigt og beslutter mig så for at læse det ordentligt igennem når vi er kommet ud.
Det næste kvarter forløber i venten. Der er ikke megen snak, kun et par små bemærkninger og kommentarer om hvordan folk nu mener at det vil forløbe.

Området uden for hegnet ligner området inden for hegnet på en prik. Følelsen af tryghed mangler bare. Dette sted er ukendt for os alle sammen, for vi har aldrig været her før og ved ikke hvad der venter os. Til min venstre side ligger der en stor, mørk skov, der faktisk ikke ser særligt rar ud. Resten af arealet består af små søer, træer rundt omkring og mest af alt bare jorden der er dækket af forårsgrønt græs. Vi er blevet ’lukket ud’ fra forskellige sider af hegnet, så jeg kan ikke se de andre grupper. Derfor koncentrerer jeg mig bare om det kort, jeg har i hånden og forsøger at finde ud af hvor vi står. Jeg kan se skoven, og søen der er til venstre for os, så jeg finder vores omtrentlige placering og kigger så hen på de andre. ”Jeg syntes at vi alle til at starte med skal læse al informationen omkring den sten vi skal finde grundigt igennem. Derefter skal vi finde ud af hvor vi skal bevæge os hen” Jeg tager ordet selvom Asher er den naturlige leder. Nok mest fordi at jeg godt kan lide at have styr på tingene og bestemme, men egentligt også fordi at ingen af de andre har sagde noget. De andre nikker med enighed, giver mig ret og vi går alle sammen i gang med at læse om stenen. 

Efter at have læst siderne grundigt igennem to gange ved jeg en hel del mere. Stenen skifte farve efter vejret, da den er af samme materiale som de Rejsendes hovedbygning. Men hvis den er i mørke er den hvid og skinner, så den burde ikke være så svær at finde. De fleste sten er cirka på størrelse med en knyttet hånd, men de forekommer også i andre størrelser. Stenen er lige så hård som en diamant, så hvis man er i tvivl om det virkelig er den sten, skal man bare se om den kan knuse en anden slags sten.
Stenene er næsten altid ved et bjerg eller en stor klippe der ligger inden i en skov. Og for at det ikke skal være alt for nemt, så ligger stenen et sted ved bjergets kilde, hvis det altså har en.
Mit blik falder på de andre for at se om de også har læst færdig. Det har de, og de ser noget så forvirrede ud. Jeg skal lige til at tage ordet igen, men Asher kommer mig i forkøbet og siger

”Nu hvor vi ved hvor vi skal lede, skal vi så ikke bare bevæge os ind i skoven. Vi må finde ud af, om der er klipper et sted inde i skoven, for så vidt jeg kan se rager der ikke nogen bjerge op over skoven”
Efter lidt snak frem og tilbage finder vi enighed om, at Ashers plan er god. Så vi bevæger os ned imod skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...