The Sixth Faction ~ A Divergent Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
En 16-årig pige ved navn Celeste lever i en fremtidig verden. Her skal man på sit sekstende år vælge en faktion.

Puritanerne - De Uselviske.
Sanddru - De Ærlige.
Pacifisterne - De Fredelige.
Intelligentsia - De Lærde.
Skytsenglene - De Frygtløse.

Selv tilhører hun en sjette faktion, De Rejsende. Denne faktion har som de eneste i samfundet lov til at rejse uden for det hegn, der ellers omkranser befolkningen.
Hvis Celeste vælger at blive i sin egen faktion får hun muligheden for at føre sin største drøm ud i livet. Hun får muligheden for at komme udenfor hegnet, og se en helt anden verden, end den hun er vant til.
Men en dag møder hun en charmerende og yderst tiltrækkende dreng.
Hun forelsker sig øjeblikkeligt i ham, uden at være klar over at han allerede har valgt en faktion, en helt anden faktion. Nu står hun i et dilemma.
Skal hun følge sin drøm eller kærligheden?

91Likes
19Kommentarer
10069Visninger
AA

2. Kapitel 1

Solens stråler kommer langsomt, en efter en, til syne i horisonten. Strålerne oplyser det ellers en smule kedelige landskab. I et øjeblik ser de kedelige huse pludseligt helt magiske ud. Det er som om, at alt i disse minutter står stille, og bliver helt unikt. Selv himlens farve ser overnaturligt ud. Umulig at beskrive.

Jeg sidder på toppen af vores hus, det man også kalder for et tag, helt sammenkrummet. Vinden suser blidt forbi mig. Den vækker bølgerne og krøllerne i mit blonde hår til live og lader det blafre en smule bag mig. Mine arme er foldet hen over mine knæ, som kun er dækket af min alt for store, sorte sove t-shirt. Det er ikke koldt, for her svinger temperaturen næsten aldrig mere end en 10-15 grader.

Jeg kan huske at der engang da jeg var lille kom sne, og at det blev hundekoldt. Alle snakkede om det, da det var højst usædvanligt. Selv elskede jeg kulden og sneen, ligesom alle de andre børn. Altså bortset fra Isaac, min lillebror. Han har altid haft den her mærkelige sygdom. Lægerne er ikke helt klar over hvad det er, han fejler. Kun at det ligner en sammenblanding af en del forskellige livsvarige sygdomme. Disse sygdomme er hver for sig nogle man kan kurere, men til sammen kan de betyde døden. Så det eneste han fik ud af sneen, var en kold og våd vinter, hvilket selvfølgelig ikke glædede ham.

Sneen har aldrig vist sig efter det år, måske lyttede moder jord på Isaacs mange bønner. Derfor kan jeg sagtens, selvom det er tidlig forår, sidde udenfor og kun have en smule gåsehud på benene.

Solen er efterhånden nået helt op over horisonten, eller over linjen som jeg sagde da jeg var helt lille. Jeg ved at der kun er sekunder tilbage af det magiske øjeblik og det eneste der er tilbage er min hukommelses billede af solopgangen.

 

Første gang jeg kravlede op på dette tag, var på min 8-års fødselsdag. Aftenen før havde jeg spurgt til vores efternavn, Dawn, og mine forældre forklarede mig hvad daggry nu engang er. Dengang var jeg en lille og doven ræd, der først stod ud af sengen når jeg absolut skulle. Men da jeg kravlede op på taget den morgen, nat eller hvad man nu skal kalde det, så jeg noget helt fantastisk og magisk. Det var den første gang jeg så solen stå op og det var også den første gang jeg valgte at stå op tidligt. Nu gør jeg det hverdag.

Jeg har set malerier, fotos, og selv forsøgt på at tage billeder af det og male begge dele.

Men selv den bedste maler eller den bedste fotograf, kan ikke fange det specielle ved daggryet. Personen kan muligvis fange farverne, vindens lette brisen eller stilheden med sine malerpensler. Men det, der for alvor gør øjeblikket specielt, det magiske, det kan ingen putte ind i et fotografi eller et billede. Det er er noget man må se med sine egne øjne.

 

Et par timer senere sidder jeg ved morgenbordet. Jeg stikker en smule med min ske til den havregryn der er tilbage i den mørkeblå skål foran mig. Over for mig sidder min far og mor. Men pladsen ved siden af mig er underligt tom. Grunden er, at Isaac lige for tiden er syg. Dog er det intet alvorligt. Det er kun en ganske almindelig influenza, der jager min 14-årige lillebror væk fra morgenmaden.

 

Jeg skæver ned til mit armbåndsur og ser til min store glæde at der er god tid til, at jeg skal i skole. Jeg kan sagtens nå at læse lidt i mine bøger.

Disse bøger, så kaldte romaner, de giver min en følelse af, at jeg kender verdenen uden for hegnet. Fuld af eventyr, sjov og ballade, romantik og en hel del andet.

Romanerne fortæller om store byer, store have, mærkelige skabninger der suger blod eller kan udføre magi, øde øer fyldt med aber, banantræer, sand og eventyr, og så utroligt mange andre ting at jeg slet ikke har tal på det.

Jeg er selvfølgelig klar over, at mange af disse historier ikke er sande. Der findes nok ingen blodsugende monstre. Magi findes heller ikke og øde øer blev umoderne for hundrede af år siden.

Men alligevel længes jeg efter det ukendte. En underlig længsel efter at komme der ud, hvor ingen andre har været før. Det er vel det, man kalder eventyrlysten. Det er den ting, den aller vigtigste ting, alle i min faktion bliver nød til at være indehavere af, for det er det, der drager os frem.

Vi kalder os ’de Rejsende’ og er den faktion med færrest medlemmer. Nogle finder det skræmmende, andre tør ikke at skifte faktion. Men den sidste grund til, at vi ikke er så mange er vel optagelsesprøven. Den prøve ingen, ikke engang medlemmer af faktionen der ikke selv har været igennem prøven, ved hvad det er.

Selv er jeg allerede klar over at dette er min faktion og det vil den altid være. Hvis jeg ikke kan klare denne mærkværdige prøve, ved jeg faktisk ikke hvad der vil ske. Måske bliver jeg sendt til de faktionsløse, måske for jeg endnu en chance for at vælge faktion? Det sidste tvivler jeg dog meget på.

 

Jeg går langsomt op ad trappen, op til overetagen. Huset har vel en normal hus størrelse, men ligner på ingen måde de andre huse. Sådan er det i vores faktion, hver har sin smag, og alle gør som det passer dem. Dog er farven grøn, og især i mørke nuancer, den der nok symbolisere vores faktion bedst.

 

Intelligentsia – Blå

Skytsengelene – Sort

Sanddru – Sort og Hvid

Pacifisterne – Rød og Gul

Puritanerne – Grå eller meget afdæmpet

De Rejsende – Grøn, men ofte også andre farver

 

Vores hus er et lysegrønt toetagers og alle rummene er malet i forskellige farver. Min lillebrors værelse er cremefarvet imens mit værelse er lyseblåt. Indretningen er ret enkel, dog har vi alle mange småting stående på vores hylder. Selv har jeg som sags et svagt punkt over for bøger, så jeg har flere reoler, stoppet til med bøger. Der er pænt mange, og jeg har ikke læst alle. Endnu. Grunden er nok, at de er blevet samlet ind over 16 år, hvilket jo er rigeligt med tid til både at skrive sine egne ting og læse andres bøger. Og ja, jeg skriver selv. Faktisk har jeg skrevet en del ting, men der er ingen der er klar over det. Altså ud over mig selv. Især digte er jeg glad for at skrive. Ord kan beskrive det meste, faktisk utroligt tæt på alt ting.

Jeg træder ind ad døren og lukker den efter mig. Den knirker en smule, da huset er gammelt. Eller ikke rigtigt gammelt, men et par årtier, vil jeg tro. Engang spurgte jeg mine forældre, men svaret var uklart. Enten er de ikke selv klar over det, eller også mener de at jeg ikke skal vide det.

Jeg kan høre min lillebror rumstere en smule inde ved siden af, han holder sig vidst ikke i sengen, som lægen ellers har sagt at han skal. Jeg kan dog egentligt godt forstå ham – det må være ret så kedeligt ikke at lave noget i flere uger. Mit vækkeurs tikken, det står af en eller anden grund på gulvet ved siden af en bog, minder mig om, at jeg nok snart skal i skole.

Det fortæller klokken mig også. Så jeg tager min taske, svinger den over skulderen og skynder mig ned ad trappen og ud af hoveddøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...