Bloody Revenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Skriver et gys til konkurrencen, for Halloween, jeg skriver til punkt nummer 1.

En flække ude på landet, modtager en dag en adopteret pige ind i borgmesterens familie. Men tingene ser mystiske ud og huse begynder at brænde ned. Folk giver da pigen Lulu skylden, imens nærmer Halloween sig.

6Likes
5Kommentarer
541Visninger
AA

2. Sensenville

Musikken hamrede i mine ører, bassen var høj, jeg ville ikke høre på dem, så jeg havde skruet helt op selvom det var dårligt for mine ører. Jeg sad på bagsæddet af en bil, en sølvgrå BMW. En klassiker havde jeg hørt, men jeg var ligeglad. Siden min mor døde havde jeg været ligeglad med alting. Hun døde her sidste jul, og min far var ude af billedet fra starten og min mor var for gammel til at have levende forældre, hun sagde altid jeg var et mirakel. Jeg kiggede ud gennem bilens tonede ruder, og så landskabet lide forbi, bilen kørte hurtigt og man kunne knap fokusere på det der var tættest på. Jeg skimtede ud af øjnene at de socialarbejdere som kørte bilen snakkede, sikkert om mig. Velkommen til Sensenville, stod der på et skilt da bilen satte farten ned. Hvad det fuck var Sensenville? Var det virkelig så langt ude på vandet i et privat samfund at jeg skulle bo? Mig, en der igennem hele livet havde været en bytøs, skulle nu ud der hvor kragerne for længst havde vendt? Åbenbart.

Bilen stoppede ved rådhuset i denne lille flække, der var ikke mere end et dusin af butikker, men alting blomstrede, hvilket var underligt. Der var pyntet op til Halloween i de fleste af butikkerne, og det nærmede sig også, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Alting var bare så kedeligt og gråt efter jeg havde mistet den eneste person der betød noget for mig; min mor. 

Byen så næsten uhyggelig ud, alt var alt for perfekt, en mand som stod og samlede blade vinkede venligt til os, en dame som gik med sin hund, hun vinkede også. Butikkerne var fyldt med lys og uhygge, men det var ikke det der gjorde det uhyggeligt. Det uhyggelige var jeg ikke kunne se nogle unge folk, folk på min alder, eller yngre i denne by, alle var ældre eller gamle. Men hey det kunne være de sad derhjemme på denne gråvejrs dag og spillede computer, hvis der altså var internet dækning.

Jeg kom ud af bilen og de tvang mig nærmest til at tage mine høretelefoner af og hilse på min nye familie, jeg gad egentlig ikke, jeg vidste de ville sende mig tilbage, ligesom et par familier før dem. Det var altid det samme, en familie som enten havde mistet et barn, eller ikke kunne få, ville tage imod mig. En krops umulig teenager i alderen af 17 år. Så snart jeg blev 18 ville jeg have et sted jeg kunne kalde mit eget, men jeg blev nødt til at holde ud et år endnu. Faktisk bare til foråret.

Familien kom ud, den var en ældre herre, borgmesteren. Han havde sort hår med grå stænk i. Han var høj, højere end mig, men havde også en ølmave, den typiske borgmester i jakkesæt, han manglede bare overskægget, så ville den være der. Damen på den anden hånd var en fin frue. Hun havde perler omkring sin hals og en marineblå kjole på. Hun havde krøllet rødligt hår og virkede mere nede på jorden end ham. Hendes øjne sagde bare... de gemte på noget.

"Velkommen til Sensenville, Lulu" sagde borgmesteren venligt.

Jeg kiggede lidt på ham med et undersøgende blik, han kendte mit navn, men jeg kendte ikke deres, det var lidt uhyggeligt. Jeg sagde intet, de skulle ikke tro at bare fordi de havde betydning og kunne købe mig, at de så ejede mig, at jeg så var taknemmelig, langt fra. Jeg var blevet flyttet fra alt jeg kendte op til flere gange, jeg gad ikke mere, jeg ville bare være i fred.

"Du må være sulten ovenpå den lange tur, kom med ind og få noget varmt at spise på denne kolde årstid" sagde borgmester fruen.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tog mine ting og gik med. Jeg sagde ikke farvel til dem der arbejdede på børnehjemmet, for de ville sikkert snart se mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...