Bloody Revenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Skriver et gys til konkurrencen, for Halloween, jeg skriver til punkt nummer 1.

En flække ude på landet, modtager en dag en adopteret pige ind i borgmesterens familie. Men tingene ser mystiske ud og huse begynder at brænde ned. Folk giver da pigen Lulu skylden, imens nærmer Halloween sig.

6Likes
5Kommentarer
547Visninger
AA

4. Hvem der?

Værelset var stort, fire vægge, lige store så det dannede en firkant, en perfekt firkant, jeg gøs ved tanken om at dette nu skulle være mit værelse. Der var en seng, en enkeltmandsseng. Sengen var pænt ret med grå og hvidstribet betræk og et hvidt lagen. Der var en teddybjørn i det ene hjørne af sengen. Tapetet i rummet var cremefarvet stribet med rød, hvilket gav lidt spændende udtryk i det ellers så perfekte værelse, gulvet var af mørkt træ. Det virkede faktisk lidt dystert. Der var et skrivebord med en stol ovre ved vinduet og en kommode til tøj, ellers ikke andet. Ingen elektronik, ingen såkaldte købsgaver. De prøvede ikke at købe mig på den måde, men deres venlighed afslørede dem med det samme. Jeg vidste jeg ikke ville kunne stole på dem, at jeg aldrig ville kunne stole på dem.

Hun forlod mig lidt efter og jeg kunne få lov at pakke ud. Jeg gik hen til sengen og smed mine tasker derpå. Jeg pakkede først mit tøj ud, men da jeg kom til kommoden var det allerede fyldt med tøj, sommerkjoler for det meste i lyse farver, hvilket jeg ikke helt kunne forstå. Havde der boet en her før mig? Det gøs mig ned af ryggen, havde de mon haft en før, det havde jeg intet fået af vide om. Sådan noget plejede de at informere om når jeg blev flyttet et nyt sted hen. Hvad var der dog sket med personen der ejede disse sommerkjoler? Jeg tog dem ud af kommoden og flyttede mit eget tøj derned, jeg kiggede lidt på størrelserne, de fleste af dem ville jeg ikke kunne passe på grund af mine barm, men der var et par stykker der nok havde siddet løst på pigen som jeg sikkert kunne klemme mig ned i.

Jeg lod være at tænke for meget over det, jeg sorterede i kjolerne af dem jeg kunne passe og lide. Det skulle jo også passe til min smag. Jeg flyttede dem jeg kunne lide og passe ned i skufferne som nu var fyldt med mit tøj. Resten lod jeg ligge i en bunke ovre i hjørnet. Derefter pakkede jeg et billede af min mor ud og satte på skrivebordet, da jeg nok ville bruge mere tid der end jeg ville bruge i sengen. Jeg savnede hende, det gjorde jeg, hvis hun ikke havde døet havde jeg ikke skulle igennem det her. Jeg pakkede lidt mere ud, jeg var selvfølgelig lidt trist. Jeg pakkede ud til jeg syntes jeg havde personliggjort værelset nok. Så meget som jeg dog kunne. Jeg havde ingen computer, havde haft, men den havde jeg haft fået af en familie som ville have den tilbage, så det havde jeg modvilligt givet dem.

Efter lidt tid følte jeg mig indelukket så jeg valgte at gå over til vinduet, ikke fordi der var meget plads mellem vinduet og stolen til skrivebordet, men den kunne jo rykkes. Jeg åbnede vinduet og lod den kølige oktober luft komme ind. Jeg kiggede ud og hængte mig nærmest ud af vinduet, jeg kunne se ud over byen, den perfekte lille by. Den vagte min interesse, jeg havde lyst til at gå ud og undersøge den nærmere, men jeg var samtidig bange, byen var jo så perfekt, en bytøs som mig passede knap ind i dette perfekte lille halvt uhyggelige samfund. Med et så jeg ned og der stod en mand og vinkede til mig og jeg skyndte at dukke mig, gemme mig for hans blik. Selvom han havde smilet og vinket, havde hans blik nærmest slået mig ihjel. Hvad var dette mon for en by? 

En skikkelse. Jeg syntes jeg så en skikkelse ud af øjenkrogen, men da jeg vendte mig var der ingen, jeg var stadig bukket ned, for at sørge for ham der stod nedenfor mit vindue ikke så mig, også selvom han sikkert var gået. Det gøs ned af min ryg, jeg havde været sikker på at der havde stået nogen i den åbne dør, men den var lukket og der stod ingen Jeg vidste jeg havde haft lukket den, så det var der ikke noget galt i. Jeg hørte da en knirke udenfor døren og jeg rejste mig, løb nærmest hen til døren og hev den op, men der var ingen. Jeg var sikkert bare nervøs over dette nye sted.

Jeg sukkede og skulle til at lukke døren igen, da jeg hørte nogen kalde mit navn, først for jeg sammen, men så genkendte jeg stemmen, det var borgmesterfruen der kaldte. Hun ville nok hellere kaldes mor, men det ville jeg ikke gå med til. Hun var ikke min mor og ville aldrig blive det. Hun var fremmede for mig og det samme med borgmesteren. Jeg gik ned af trapperne og ned til hende, eftersom hun havde kaldt på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...