Bloody Revenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Skriver et gys til konkurrencen, for Halloween, jeg skriver til punkt nummer 1.

En flække ude på landet, modtager en dag en adopteret pige ind i borgmesterens familie. Men tingene ser mystiske ud og huse begynder at brænde ned. Folk giver da pigen Lulu skylden, imens nærmer Halloween sig.

6Likes
5Kommentarer
540Visninger
AA

12. Halloween festen

I nat drømte jeg intet, det var som om hun havde advaret mig nok gange nu, for jeg havde forstået det, folk i denne by ville slå mig ihjel eller ikke forhindre andre i at gøre det. Det skræmte mig inderligt fra vid og sans, men jeg var nødt til at holde hovedet koldt. Ellers ville det gå galt. Jeg stod op, lidt søvnig og lidt fra sans og samling, men kun en smule. Da jeg var stået op vaklede jeg over til vinduet og kiggede ud, der stod igen ham manden fra første dag, ham med øjne der kunne dræbe, jeg dukkede mig igen, nærmest automatisk, for det var virkelig skræmmende, hvis nogen skulle starte hele den vrede hob så ville det nok være ham. 

Jeg holde mig inde på mit værelse det meste af dagen og klargjorde mig selv på den kommende fest og aften, og muligvis mordforsøgene. Jeg prøvede mest af alt på at bevare mig rolig og fattet, for det hele var så urealistisk, jeg havde jo ingenting gjort, jeg var uskyldig, og hvis folk ikke kunne se det, så var det deres egen kortsyndet hoveds skyld, ikke mig. Det eneste jeg skulle brænde ned var dette sted, hvilket gjorde at jeg gennemgik huset i hovedet, det var forholdsvist let, for det meste af indboet var træ, men hvad skulle jeg mon bruge til at tænde op, benzin? Tændbriketter? Havde de overhovedet sådan noget?

Da aftenen kom bankede mit hjerte afsted. Jeg klædte om til mit kostume og kunne høre de første folk dukke op nedenunder. Det var nu det var. Jeg rettede på mit hår og kostumet foran spejlet på toilettet.

"Nu det nu, det gælder også dig Jenny" sagde jeg til mig selv.

Jeg gik nedenunder og kiggede på folk der kom, de fleste ville ikke engang kigge på mig, hvilket var en lettelse for mig, jeg kunne holde mig i baggrunden, indtil festen var ovre, men jeg skulle jo brænde bygningen ned, og hvordan gjorde jeg det uden at Borgmesteren og Borgmesterfruen brændte med? Det var stadig et mysterium jeg ikke havde løst endnu. Jeg smilede bare og trak mig bagerst og gemte mig nærmest, men var stadig til stede. Folk kom, flere og flere.

Folk begyndte at snakke med hinanden, og nu begyndte de onde dræberblikke at vælte ind imod mig, det løb mig ned af ryggen og det blev køligere omkring mig, som om de sendte al kulden i min retning. Jeg rettede på min heksehat, ja jeg havde hat på. Folk begyndte derefter at glemme mig, hvilket var til min lettelse, for så var der måske ingen forsøg på at slå mig ihjel. Jeg gik over til bordet med små retter man bare kunne tage af, jeg tog en enkelt lille haps i munden, det smagte ligeså godt som første dag jeg var ankommet, men jeg var for nervøs til at nyde det. Jeg kunne jo ikke bare tro alting var godt, det ville være en fejl at lade sig slappe af og lade som om alting nok skulle gå. Jeg var bekymret og nervøs og jeg følte koldsveden på min ryg.

At slappe en smule af var min største fejl, for nu kom ham der havde sendt mig dræberblikke udenfor mit vindue to gange, han kom og var klædt ud som en vampyr, der var alle slags udklædninger, men mest rolige ting, som en brumbasse, mariehøne, kat, sigøjner, pirat og andre glade ting, han var den eneste virkelige uhyggelige figur, selvom jeg var heks var jeg orange og i glade farver. 

"Der er hun, klædt ud som hvad hun er, en heks" råbte manden.

Det var kun for kort tid siden han var dukket op, jeg forstod det ikke helt, var jeg en heks? Jeg gøs da folk vendte deres blikke mod mig og begyndte at mumle 'heks', 'brandstifter' og det værste 'hun burde brændes'. Jeg vidste det var nu eller aldrig, jeg kiggede kort på borgmesterfruen som bare smilede falskt som altid. Jeg kiggede efter et sted at løbe hen, da det slog mig, skoven.

Jeg satte i løb mod den mørke skov, jeg løb bare, det fik mig nok til at se mere skyldig ud, men jeg var nødt til at overleve.

"Efter hende" råbte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...