Bloody Revenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Skriver et gys til konkurrencen, for Halloween, jeg skriver til punkt nummer 1.

En flække ude på landet, modtager en dag en adopteret pige ind i borgmesterens familie. Men tingene ser mystiske ud og huse begynder at brænde ned. Folk giver da pigen Lulu skylden, imens nærmer Halloween sig.

6Likes
5Kommentarer
576Visninger
AA

5. Græskar

Jeg var blevet sendt i byen. En chance for at udforske stedet og muligvis finde nogen som mig, nogen teenagere som man kunne hænge ud med på de lange dage. Jeg gik fra rådhusets gamle bygning og fyldte fortorvet. Byens butikker var sat op som perler på en række, en gang imellem var der en lille gyde med noget affaldsspande i. Det hele var så underligt og rent, selv gyderne var forholdsvist rene. Jeg gik videre, jeg skulle ned til grønthandleren og købe et græskar. Jeg kom forbi en café og skævede derind, der sad en ældre herre og to unge kvinder, forholdsvist unge, men stadig for gamle til mig. 

Jeg kom forbi en mand, det samme som havde stået der tidligere og fejet blade, det gjorde han stadig. Han stod bare et andet sted, måske var det hans arbejde. Jeg var så fortaget i mine tanker at jeg var gået i stå. Han stoppede op og kiggede på mig og jeg stivnede kort, jeg var jo stoppet, og stod bare og kiggede på ham, sikke uhøflig jeg kunne være. Jeg skyndte mig videre, han kiggede efter mig da jeg skævede tilbage, hans øjne. De virkede så døde, som om der ingen rest af liv var tilbage. Jeg gøs, kun folk der skulle dø eller ville dø, skulle have sådan et dødt blik, men han smilede bare til mig og rodede videre med bladende, som var faldet af de døende træer som snart ville gå i hi. Hvis man kunne kalde det, det. 

Jeg kom til den lille grønthandler og fandt et stort fint græskar, jeg gik ind med det og der stod en dame med gråt hår og var rimelig buttet, hun havde et grønt forklæde på, hvilket virkede så typisk en grønthandler, jeg lagde græskarret med lidt besvær på disken. Hun smilede. Jeg betalte hende med de penge jeg havde fået til det, jeg kiggede kort rundt i butikken, alt der var derinde var dyrket i dette land. Hvilket undrede mig, for så manglede man jo en masse spændende udlandske ting, hvilket også fik mig til at gyse, ikke fordi det var uhyggeligt, men fordi at byen så måtte være rimelig afspærret for alting. Jeg tog græskarret, men kom så i tanke om noget.

"Øh... er der andre her i min alder?" sagde jeg lidt tøvende.

Hun smilede stadig lidt, men jeg kunne se det var et falskt smil, jeg ventede utålmodigt på hendes svar da græskarret var lidt tungt. Lidt tungt? Meget tungt. Hun rystede da blidt på hovedet med det falske smil stadig på læberne. Da blev jeg både lidt flabet og nysgerrig.

"Hvorfor er der ingen i min alder?" sagde jeg så lidt flabet, men ikke for meget.

Hun smilte bare stadig, det der falske døde smil, som bare hang på hendes læber som om det var noget hun var nødt til. Jeg stod i lidt tid og det gik så op for mig at hun nok ikke ville svare på det. Jeg gik så ud af butikken, der måtte jo være nogen der vidste noget, og når ja så var der det med borgmesteren og borgmesterfruens navne. Det skulle jeg også finde ud af. Jeg gik videre og kom forbi manden med de døde øjne, jeg stoppede op igen. 

"Ved du hvad borgmesteren og hans kone hedder" spurgte jeg ham så lidt tilfældigt om.

Han trak bare på skulderene og kiggede på mig med de døde øjne han havde, jeg gøs, det var som om han kiggede ind i min sjæl og bare sugede den ud af mig krop.

"De hedder borgmester og borgmesterfrue, det er hvad alle kalder dem" sagde ham bare med en venlig stemme.

Hans stemme passede ikke med hans døde øjne, det var gyseligt at se på, han lignede en som ville dø i dag. Jeg nikkede bare anerkendende til det, men det var ikke i orden, hvordan kunne ingen have navne, og hvis de ikke havde navne, hvordan kunne de så adoptere mig, da de skulle skrive under på papirerne med navne. Jeg sukkede og kiggede lidt på manden.

"Hvad hedder du så?" sagde jeg lidt som en bypige. 

"Gartner" sagde han så.

Jeg så mistroisk på ham, var dette en joke, hed folk det de lavede her? Det virkede bare dybt underligt, men jeg valgte så at gå videre lidt efter, for jeg fik nok ikke noget ud af ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...