Bloody Revenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Skriver et gys til konkurrencen, for Halloween, jeg skriver til punkt nummer 1.

En flække ude på landet, modtager en dag en adopteret pige ind i borgmesterens familie. Men tingene ser mystiske ud og huse begynder at brænde ned. Folk giver da pigen Lulu skylden, imens nærmer Halloween sig.

6Likes
5Kommentarer
544Visninger
AA

13. En sidste gang

Jeg løb igennem den mørke skov, kunne knap se hvad der var ligefrem for mig, men alligevel væltede jeg ikke over noget endnu. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men samtidig forsigtigt. Jeg kiggede bag mig, jeg kunne se lys, fakler. De måtte have taget dem fra festen, for der havde været nogle fakler i jorden. Men det ville gøre de ikke kunne løbe så hurtigt som jeg kunne. Jeg kiggede frem for mig og nåede lige at stoppe inden jeg faldt ned i søen. Det var altså her teenagerne havde prøvet at drukne en ung uskyldig pige. Jeg kunne ikke tro jeg var der, det selv samme sted, men nok om det.

Jeg satte i løb, dybere ind i skoven, jeg vidste ikke hvor dyb den var, men dyb var den, jeg kunne knap se lys fra månen. Jeg faldt over en træstamme og det gjorde virkelig ondt i benet, men jeg havde ikke tid til at ømme mig, for nu kom de nærmere. Jeg kunne høre dem råbe og lede efter mig. Jeg satte i løb videre, prøvede at være lydløs, men der var så mange blade og af knækkede grene, at jeg var sikker på at de kunne høre mig. Jeg løb og løb, længere og længere ind i skoven. Klokken nærmede sig midnat, eller senere, jeg vidste det ikke helt, men skulle bare holde mig i live til klokken tre, det var planen, den plan der var mig givet.

Med et hører jeg et knæk ved min side og jeg giver et gisp fra mig og derefter et skrig da manden klædt ud som vampyr springer frem og vælter mig. Jeg lander hårdt på jorden, nederst. Han holder mig nede.

"Jeg har fundet hende" råber han.

Før jeg ved af det kommer folk, jeg kan høre det i bladende, og kan se, der er lys. De omringer mig og manden hiver mig op, jeg er beskidt fra at være blevet mast mod jorden og blade. Men jeg er ligeglad.

"Lad os få hende tilbage, og brænde hende som hun brændte vores venner" sagde han hårdt.

Folk hujede og var enige og skreg næsten af mig og han hev mig så afsted, tilbage mod Halloween festen. Folk sørgede for at kiggede ondt på mig og sørge for at jeg ikke kunne stikke af, hvilket også var umuligt da han holde så hårdt fast i mig at det gjorde ondt, men jeg ville ikke virke svag. Det ville jeg ikke.

Vi kom tilbage, jeg var bange, jeg kunne se de allerede var igang med at stable brænde op til et bål, et stort bål. Borgmesteren så ikke glad og ej heller hans frue. De smilede ikke mere, de så nærmest bange ud, men gjorde intet, intet for at stoppe denne vanvid. Sagde dem ikke engang imod. Jeg kiggede op på klokken, to minutter i tre. Jeg skulle bare holde mig i live to minutter endnu, så skulle det hele nok gå, håbede jeg.

Jeg blev sat op på bålet, da slog klokken tre.

Der skete noget, noget i mig rørte på sig. Folk så pludselig bange ud og manden trådte et skridt ned og tegnede korsets tegn for brystet. For det var ikke længere mig som folk så, det var Jenny. Hun var inde i mig og uden på mig, jeg kunne mærke hadet, jeg kunne mærke det hele. Jeg begyndte langsomt at svæve op fra bålet. Bare en halv meter, men det var stadig forbløffende. Men jeg var ikke bange, jeg var ikke imponeret, jeg var hadefuld. Vi, mig og Jenny, bredte armene ud og en vind kom fra os og folk væltede. Folk begyndte at skrige efterhånden som de spontant satte i brænd.

"Løb" hørte jeg en stemme i hovedet sige til mig, Jenny.

Jeg kom ned på stakken med brænde og var mig selv igen, jeg havde en ting mere at gøre før jeg bare kunne løbe min vej, min mission, jeg løb forbi de vridende og brændende kroppe hvoraf nogen af dem allerede var forkuldet. Jeg løb ind i huset, det store hus af træ, inden jeg gjorde det tog jeg en af faklerne med, og kom ind og smed den, henne ved et gardin hvor den kunne få fat. Ilden bredte sig hurtigt, men jeg var for længst væk, jeg var på vej helt væk fra byen. Jeg løb og så mig ikke tilbage, for jeg vidste resten af byen også var i brænd. Jeg kunne fornemme lyset fra ilden, men jeg var ligeglad, jeg skulle bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...