Kærlighed og knuste hjerter

Emily skal begynde på gymnasium efter sommerferien.
Hendes bedste veninde er Pamela.
Hun er kæreste med Marco.
Hendes forældre er ikke, som Emily vil have dem til at være.
Og hendes største drøm er at møde One Direction.

Emily er håbløst forelsket i One Direction, og hun har sammen med veninden Pamela planlagt at tage til London på grund af en konkurrence. Men der sker ting, som ikke skulle have sket.
Hvad sker der mellem Marco og Emily?
Og hvad kommer der til at ske i London?

2Likes
2Kommentarer
420Visninger
AA

3. Hvad sker der?

”Ej, hvor en god idé at tage til London! Der tager vi da hen. Sådan en rigtig familietur, det er da SÅ lang tid siden, hva’? Og så kunne du tage Pamela med!” Julelysene glitrer i min mors øjne, og det er godt nok lang tid siden, at jeg har set hende så glad.

Mine øjne løsriver sig fra lasagnen og ser nu ind i min mors lysegrønne øjne. Min mund åbner sig, men jeg når ikke at sige noget, før min mors telefon ringer med hendes forfærdelige ringetone. Hun sukker og rejser sig op for at hente mobilen.

Hun kigger ned på mobilen og kigger så op på os igen for at vise, at det er ukendt nummer, men hun tager den alligevel. ”Hej, det er Anna.” Hendes øjne bliver alvorlige. ”Øh ja, det er min datter.” Hun kigger på mig. ”Det må jeg hellere lige tage en snak med hende om. Tak fordi du ringede. Hej hej.”

Men diskrete skridt går min mor hen til sin stol og sætter sig ned igen. Hun siger ikke noget men kigger direkte på mig.

Klumpen i min mave vokser, og mine hænder begynder at bliver fugtige og klamme. Jeg ved godt, hvad der kommer ud af min mors mund nu.

”Hvad er det, jeg hører om, at du har været til udpumpning? For en uge siden! Kan du huske det, eller er det ikke dig?” Hvis øjne kan dræbe, så bliver jeg seriøst dræbt lige nu, for alvoren er virkelig kommet frem i hendes øjne nu. Jeg kan simpelthen ikke holde øjenkontakten med hende, så mit blik kører hen over vores spisestue.

”Svar mig, Emily. Passer det?” Hun råber det nærmest, som om hun ikke tror, at jeg kan hører, hvad hun siger. Men jo, det kan jeg godt, jeg kan bare ikke få mig selv til at sige noget. Jeg kan mærke, at tårerne presser på, men jeg prøver at holde en cool facade.

”Jo, det var mig, og det må du undskylde. Undskyld, at jeg ikke har sagt noget til jer, men…” Og så holder min facade ikke længere. Tårerne braser ud, og jeg kan simpelthen ikke styrer mig selv.

”Jeg er virkelig ked af det, men det var fordi, at jeg ikke kunne finde Marco. Så jeg gik rundt og ledte efter ham, og så mødte jeg to drenge, der tilbød min noget at drikke. Jeg sagde ja, fordi jeg var forvirret og bange for, at Marco bare var gået fra mig.” Så er det sagt, og nu løber tårerne på mine kinder og ned på mit skød, hvor der er ved at blive dannet en lille sø.

Min far er også begyndt at kigge alvorligt på mig og siger så, ”Jeg skal vidst lige have fat i Marco. For hvis ikke, at han kan passe på dig, så skal jeg love dig for, at jeg skal komme efter ham!”

Jeg kigger på ham, men mest af alt ser jeg kun flere tårer, der triller ud af mine øjne. ”Han var på toilet, okay! Det er ikke hans skyld!”

Min mor sidder stadig og kigger på mig. ”Emily, jeg er simpelthen så skuffet over dig! Jeg tror ikke, at vi skal nogle steder hen i sommerferien i år, og du får ikke lov til at gå ud uden os i et stykke tid. Og du får i hvert fald ikke lov til at tage til London!”

***

Min dobbeltseng på værelset fjedrer, da jeg hopper ned på den. Mit ansigt rammer hovedpuden, og det største skrig kommer ud af min mund, imens jeg ikke kan holde tårerne inde. Hvorfor havde jeg ikke bare sagt noget om det til mine forældre, for så var det her jo ikke sket! Hvor smart kan man lige være, Emily! Og så må jeg ikke engang komme udenfor huset eller se Marco eller Pamela! Hvor er det bare nedtur. Og ikke nok med alt det her, så må jeg i hvert fald ikke låne penge til London NU!

***

Efter at jeg har ligget på mit værelse og grædt ud i lang tid, banker det på døren. Jeg ved, at det er min mor, så jeg siger ikke noget, for hvorfor skulle jeg? Hun kommer alligevel ind på et eller andet tidspunkt. Døren åbner, og der står min mor. Jeg kan se, at hun også har grædt, for hun ligner en panda. Og det gør jeg højest sandsynligt også.

”Emily, jeg er ikke sur på dig. Altså, selvfølgelig er jeg da lidt skuffet, fordi du ikke fortalte mig om det. For du ved jo, at du kan sige alt til mig og far, for vi er her jo bare til at hjælpe dig. Så du må undskylde, hvis jeg virkede meget sur nedenunder!” Hendes grønne øjne skinner i lampens lys, og jeg kan virkelig se, at hun mener det. Og som den tudeprinsesse jeg er, begynder jeg selvfølgelig at græde igen. ”Mor, det er helt okay. Jeg var bare bange for, hvad I vil sige til det. Men angående min straf, får jeg så den, som du sagde nede i spisestuen?” Jeg tørrer hurtigt øjnene i mit ærme, så jeg kan se noget igen og kigger spørgende på min mor, som sidder og tænker. ”Ja, det gør du, men det er ikke så lang tid. Og vi kommer på ferie et eller andet sted. Er det okay, skat?”

***

Mine forældre og jeg har talt om min lille ulykke, og de er helt cool med det. Det eneste de ikke er så meget for, er, at jeg ikke sagde noget til dem, men faktisk kunne de godt forstå min situation. Efter at jeg har fortalt Pamela om det, så er hun meget obs på, hvad jeg laver, så det ikke ender som sidste gang. Men jeg VED, at det ikke kommer til at ske igen.

***

”Men det er bare mega nederen, for mine forældre vil jo ikke give mig pengene til London turen, og jeg må stensikkert heller ikke tage derover. Så jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.” Jeg kigger på hende, mens jeg sparker til en masse små sten, der ligger på vejen hen til bussen. Pamela har svært ved at følge med mig, da hendes ben ikke er så lange som mine. ”Vi finder ud af noget søde. Vi skal bare tænke os rigtig godt om, ikke!” Det jeg hader allermest ved Pamela, er, at hun altid er så fucking positiv, og hun lever totalt i nuet. Det er fuldstændig lige meget, hvad det er, vi taler om, så er hun så mega positiv, at det er helt irriterende. Selv har jeg en tendens til, at glemme at være glad for de ting, jeg har og de ting, som jeg laver.

”Ej, hvor jeg glæder mig til at se Marco igen. Det er sådan 2 uger siden, at jeg så ham sidst. Uh, det bliver helt spændende.” Jeg kan seriøst ikke vente til, at jeg ser ham, for han er bare mit et og alt.

***

Vi stiger af ved det sædvanlige stoppested, hvor der kun er 7 minutters gang til Abercrombie and Fitch.

”Uhada, glæder du dig, søde? Jeg kan sådan fornemme på dig, at du er rimelig ivrig efter at komme derhen!” Pamela har nu meget svært ved at følge med mig – sværere end før – for jeg småløber hen om hjørnet, så jeg kan se ned til der, hvor Marco plejer at stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...