At være bipolar.

16-årige Kate forklarer, ved at skrive i en dagbog, om livet som bipolar. Hun skriver om alt fra at hendes mor er alt for nysgerrig, til sine inderste tanker.

Denne historie var en opgave jeg skrev til dansk i 6. klasse, hvilket er omkring et halvt år siden. Opgaven gik ud på at vi skulle skrive en novelle, der omhandlede en realistisk situation, inspireret af enten noget vi selv eller nogen tæt på os havde oplevet. Det skulle helst være en lidt traumatisk/problematisk oplevelse. Jeg valgte at tage udgangspunkt i min morfars psykiskesygdom. Han fik diagnosen bipolar, men det føltes forkert at skrive direkte om ham, fordi jeg aldrig har mødt ham. Jeg kunne jo ikke spørge, om han var okay med det, så jeg valgte at opdigte en karakter. Men for at opsummere, så handler denne movella om en periode i en bipolar piges liv. Med alt hvad det indebærer.

*Jeg undskylder for både gramatiskefejl og alle andre fejl.*

6Likes
4Kommentarer
485Visninger
AA

3. 22 / 8 - Lyn og torden.

Da jeg var til den der kontrol i går, snakkede de bare om alt det jeg godt ved. Jeg skal tage min medicin, gå i skole og ellers bare opføre mig som et normalt menneske. Ikke noget nyt i det. De ville også læse, hvad jeg havde skrevet i den her "dagbogs-ting" eller hvad jeg nu skal kalde det. Aldrig i livet om de kommer til at læse det. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de så gerne vil vide, hvad jeg skriver. Det er jo ikke meningen, at folk skal læse, hvad andre skriver i deres dagbog. Det er privat. Men jeg mødte hende pigen, jeg snakkede om der henne. Vi har samme psykiater, så hun kom ud, da jeg skulle ind. Vi snakkede lidt og aftalte, at vi skulle lave noget på et tidspunkt. Jeg håber, at det kommer til at ske. Hun er meget mere forstående end mine andre veninder. De ved jo ikke, hvad det er jeg går igennem. Men det gør hun. Det er rart bare at kunne snakke om det, med en der ved nøjagtigt, hvad jeg snakker om. Men lige nu ligger jeg i min seng og skriver. Mit ynglings band bliver også spillet fra min labtop. Det er nok højere end hvad godt er, men mine forældre har lært at leve med det. At det er så højt hjælper mig med at holde mine mærkelige tanker ude af mit hoved. Dem har jeg faktisk altid haft. Helt siden jeg var lille, har jeg tænkt meget mere over tingene end andre. Det er især slemt, når jeg bare ligger i min seng og der er helt stille. Noget af det eneste der hjælper er musik og lyden af regn. Lyn og torden er endnu bedre. De fleste jeg kender bliver bange, men jeg synes, det er en beroligende lyd. Da jeg gik i 5. sov vi ude i en skov og det begyndte at tordne. Alle de andre piger begyndte at skrige, hver gang et lyn slog ned. Nogen af dem begyndte endda at græde. Jeg synes bare, det var en rar lyd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...