At være bipolar.

16-årige Kate forklarer, ved at skrive i en dagbog, om livet som bipolar. Hun skriver om alt fra at hendes mor er alt for nysgerrig, til sine inderste tanker.

Denne historie var en opgave jeg skrev til dansk i 6. klasse, hvilket er omkring et halvt år siden. Opgaven gik ud på at vi skulle skrive en novelle, der omhandlede en realistisk situation, inspireret af enten noget vi selv eller nogen tæt på os havde oplevet. Det skulle helst være en lidt traumatisk/problematisk oplevelse. Jeg valgte at tage udgangspunkt i min morfars psykiskesygdom. Han fik diagnosen bipolar, men det føltes forkert at skrive direkte om ham, fordi jeg aldrig har mødt ham. Jeg kunne jo ikke spørge, om han var okay med det, så jeg valgte at opdigte en karakter. Men for at opsummere, så handler denne movella om en periode i en bipolar piges liv. Med alt hvad det indebærer.

*Jeg undskylder for både gramatiskefejl og alle andre fejl.*

6Likes
4Kommentarer
476Visninger
AA

1. 14 / 8 - Forklaring

Jeg forstår ikke, hvorfor de tror, det her skulle kunne hjælpe mig. Hvorfor skulle det, når intet andet har gjort det? De er så naive. Men jeg må nok hellere bare gøre, hvad de siger. Jeg orker ikke at kæmpe med dem mere. 


Jeg hedder Kate, jeg er 16 og har fået diagnosen bipolar. Suk! Der er ikke noget spændende ved mit liv. Jeg havde mit første "anfald", da jeg var 14. Jeg har fået at vide, at det kan være blevet udløst af, at Buttercup, min hund som jeg havde haft siden jeg var 3 år gammel, døde. Før det havde jeg været normal. Eller det passer ikke helt. Anderledes? Ja, det passer bedre. Jeg har altid været anderledes. Ikke sådan at folk gloede eller noget. Bare anderledes. Men som sagt, da jeg var 14, havde jeg først den maniske periode, hvor jeg var hyperaktiv, sov for lidt og mistænkte alle for noget. Jeg brugte også en masse penge mine forældre ikke havde. Ja, jeg ved, det var dumt, men nu ved jeg jo, hvorfor jeg gjorde det. Derefter kom depressionen. Jeg faldt bare ned i et sort hul. Det var, som om væggene var glatte og der kom først nogen for at hjælpe mig, da det næsten var forsendt. Så kom jeg på noget medicin. Det hjalp en del, men det var, som om jeg mistede evnen til at føle. Jeg var aldrig glad men heller ikke ked af det. Bare ligeglad. Jeg havde ikke de humør svingninger normale mennesker har. 


Men så stoppede jeg med at tage medicinen for et halvt års tid siden. Den maniske periode kom, men ingen lagde rigtig mærke til det. Jeg snakkede meget mere, end jeg plejede, blev hurtigt vred og jeg sov nærmest ikke. Hver gang folk forklarede, at jeg tog fejl, ville jeg heller ikke høre på det. Jeg troede at uanset, hvad jeg gjorde eller sagde, så var det rigtigt. Alle andre tog bare fejl. For 2 måneder siden opdagede mine forældre, at jeg begyndte at sove meget mere, glemte en masse vigtige ting og mistede koncentrationen meget hurtigt. Jeg mærkede også selv alle tegnende. Jeg havde heller ikke lyst til andet end at ligge i min seng og lytte til musik. Men jeg skubbede det bare om bagerst i mine tanker og fokuserede på, at bebrejde mig selv for det, der var sket. Især at mine forældre virkede så påvirkede af det. De skændtes meget mere og de virkede stressede. Men jeg tror også, at de bare ignorerede tegnende. Men på et tidspunkt ville en af mine lærer snakke med mig. Hun vidste ikke noget om min sygdom. Jeg slog bare hendes spørgsmål hen, så da jeg kom hjem, havde hun ringet til mine forældre. Jeg tror at det gik op for dem, at det var gået galt igen. Min mor gik ind og åbnede det skab, hvor jeg har min medicin. Hun tog glasset og så, at der var alt for mange piller i forhold til, hvad der skulle være. De sendte mig på psykiatrisk afdeling igen. Og det er så grunden til at jeg nu sidder og skriver alt det her ned.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...