tilfældige historier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
tilfældige historier

0Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

1. På vej væk

     Da jeg kom hjem smed jeg skoletasken på sengen. Klokken var kvart i tre, så der ville gå yderligere to timer før far ville være hjemme.

     *Grrr. Da min mave knurrede, besluttede jeg mig for at begive mig mod køkkenet, i håb om noget at spise. Men da jeg åbnede køleskabet blev jeg lettere skuffet, da der kun var mælk, toast og andre småting.

     Jeg havde egentlig besluttet mig for at gå tilbage til mit værelse uden noget at spise, da min mave knurrede igen, og beviste hvem der bestemte, da jeg nogle få sekunder efter stod med munden proppet af en skive toast, og fire ekstra skiver i hånden.

     Da jeg igen var på mit værelse, var det kun et spørgsmål om tid, før jeg kollapsede på min seng, lige ved siden af skoletasken, nu var der kun en skive toast tilbage. Jeg lå et øjeblik med lukkede øjne og afspillede dagens begivenheder. Der var egentlig ikke sket noget spændende eller interessant, skole var det samme som altid; en masse teenagere der kun var mødt op af tvang fra samfundet. Hvis de havde haft et valg, var de sikkert alle sammen blevet hjemme.

 

     Jeg befandt mig på toppen af en skyskraber. Under mig var der en yderst livlig by. Jeg vidste ikke umiddelbart hvor i verdenen jeg var, men det var helt sikkert en større by. Over mig blinkede stjernerne, himmelen var klar, skyfri. Månen lyst klart mod det dunkle univers.

     Jeg lænede mig langsomt frem, ud over kanten, mens jeg prøvede at tage alle sanseindtrykkene ind. Jeg lukkede øjnene og mærkede som en stille og kold brise desperat prøvede at tage fat i mit hår, dog uden held. Da jeg igen åbnede øjnene, opdagede jeg præcis hvor langt ned der var, men det skræmmede mig ikke. I stedet for lænede jeg mig bare lidt længere ud over kanten, og snart føltes hele min krop vægtløs, som jeg styrtdykkede mod asfalten et par hundrede meter under mig. Mit lange hår blafrede og mine arme blev hurtigt afkølet, som vinden slog luften ud af mig.

     Jeg mærkede et sus i maven, ikke så meget fordi vinden forsøgte at presse alt luften ud af mig, nej det var adrenalinen der pumpede rundt i mine blodåre. Fortovet nærmede sig: 60 meter, 40 meter, det hele gik i slowmotion, 20 meter.

     Da jeg var bare ti meter fra en plastik operation (hvis jeg i det hele taget havde overlevet), bredte jeg mine vinger ud. Et enkelt bask og jeg var atter på vej mod stjernerne.

     Jeg fløj et lille stykke tid, før jeg landede. Som mine fødder elegant blev placeret på brostenene, var det eneste der rigtigt interesserede mig, de vinger der ellers normalt ikke ville sidde på min ryg. Med en enkelt bevægelse omfavnede de mig. Det føltes så underligt naturligt, sådan som de adlød min mindste tanke. Jeg strakte mine fingre ud, og begyndte forsigtigt at undersøge vingerne. Vingerne var store, i hvert fald større end jeg selv var høj, og så var de dækket af gigantiske kulsorte fjer, jeg kunne mærke hver enkelt lille berøring. I samme sekund kunne jeg mærke alle blikkene, dem jeg ellers altid havde ignoreret, men i det sekund mærkede jeg dem alle sammen.

     Omkring mig stod der en stor flok, det virkede som om ingen af dem turde gå tættere på end to meter. Samtidig virkede det også som om de alle sammen gerne ville tættere på. Jeg kunne høre dem snakke om mig, noget jeg var vant til. Jeg havde altid været hende der som ingen snakkede med, men man kunne godt snakke om mig, sprede rygter.

     De stirrede alle sammen på mig. Nogen på en beundrende måde, andre med frygt tydeligt i hele deres kropssprog. Men de flestes blik var en blanding, de vidste måske ikke hvad de skulle føle: frygt, beundring, glæde, beæret.

     En lille pige nærmede sig forsigtigt. Hun havde langt krøllet brunt hår, som lige præcis dækkede hendes øjne. Hun strøg det til side, så jeg nu kunne se hendes smukke blå øjne, hun så helt nervøs ud som hun stod der og stirrede på sine fødder. Efter at have åbnet munden og lukket den igen uden at sige noget et par gange, spurgte hun endeligt med en spinkel stemme: ”hvad laver en falden engel dog her?”

     Der gik et gisp igennem gruppen som havde omringet os, jeg hørte endda en hvisken klage over hvor uforskammet det var, sådan at snakke til en engel. Så her var jeg åbenbart vigtig, det tror jeg aldrig før jeg havde været, nej rettelse, det ved jeg jeg aldrig havde været til nogen.

Jeg skulle til at spørge den lille pige om noget, da jeg hørte en kraftig støj.

 

     ”Jeg er hjemme,” det var min fars stemme, væggene kastede et ekko af den tilbage til mig, efterfulgt af døren der smækkede.

     Jeg sukkede, så var det hele altså bare en drøm, tilbage til et ubetydeligt liv. Hvor ville jeg ønske jeg bare kunne gå tilbage til drømmeverdenen, og aldrig vågne op. Det ville måske ikke være helt umuligt. Med den tanke i hovedet gik jeg ud på badeværelset og fandt et barberblad, et lille snit og jeg ville aldrig behøve bekymre mig om ligegyldige ting igen. Ingen ville jo savne mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...