Diana | One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Færdig
Diana Diamond Smith har på sine 17 år lært at elske, miste og se døden dybt ind i øjnene.

Den. 25 - 10 - 2002. Er den dag skæbnen for første gang ændrede livet for den dengang kun femårige Diana Diamond Smith, da hendes mor dør fra hende i en bilulykke. Nu står hun tilbage med sorgen, savnet og depressioner. Selvom Diana tror hun har ramt bunden er livet stadigvæk fuld af overraskelser, selv for hende. For der er langt til bunden, og den frygtede sygdom kræft, har nu udvalgt sig et nyt offer, den indelukkede Diana . Diana bliver fuld af hemmeligheder og beslutter sig for at tage på jagt efter hendes største drøm, i håbet om at gøre sin mor stolt.Vil hun nogensinde møde sine verdens berømte idoler? Og vil hun nogensinde kunne gøre sin mor stolt? Vil Diana nogensinde føle sig elsket, og hvem ville denne person så være?

En dramafuldt novelle om kærlighed, venskaber og et ufrivilligt valg mellem liv og død. Vil Diana nogensinde overleve?

Fandom - One Direction.

11Likes
1Kommentarer
682Visninger
AA

5. Goodbye reality.

Stikkende blikke brændte mod min hud, da jeg smed mig tilbage i sædet med besværede vejrtrækninger. Jeg havde lyst til at råbe op, men holdt min irreration tilbage. Mens de fleste havde vendt øjnene tilbage mod vinduerne og mobiltelefoner, så gravede jeg ned i lommen med den sidste rest af blikkene. Jeg rev min Ipod op i en hurtig bevægelse og studerede mit headset, som igen var blevet viklet ind til en stor gåde. Jeg sukkede opgivende og bankede hovedet tilbage i et hårdt skub, som efterlød mig med en voldsom hovedpine. Da jeg endelig havde fået viklet mit headset ud satte jeg dem godt fast, så ville jeg være 100 % sikker på, at jeg var efterladt til mig selv. Jeg trak mine tasker til mig, da en dame med brede hofter prøvede at klemme sig forbi. Jeg lænede mig bagefter tilbage i sædet og nød lyden i mine øre. Jeg glemte alt om problemer, sygdom, lægebesøg og savn. Jeg fulgte mildt sagt med mine drømme, som var jeg en fisk i strømmen. Udenfor fløj landskabet forbi i hurtige tag, og togvognen rystede på de bumpende skinner. Det var afslappende. Det og så tanken om, at jeg nu var midt i min drøm. Om kun 2 timer ville jeg være tilbage i London. Det sted mange kun så som en storby, mens jeg så det som mirakel. Levestedet for mine idoler. Jeg lod mine øjne glide i et øjeblik, da trætheden havde plaget min krop længe. Jeg havde aldrig været god til at passe min seng, men da jeg blev taget ud af skolen blev det egentlig bare værre. Jeg havde ligesom ikke noget at vågne op til mere. Altid var det den samme kedelig rutine, som bare gled forbi ligesom landskabet udenfor. Jeg trak en hånd op foran min mund, da et gab sneg sig ind over mit ansigt. Mine øjenlåg var tunge, og jeg følte mig udmattet. Det måtte ha' været alt den drømmeri, eller den lange nat der havde lagt bag mig. 

Jeg lod mine øjne glide i, da en lille pause fra virkeligheden ikke ville skade. Togvognens lette rysten kunne mærkes, da jeg lænnede mit hoved mod vinduet. Musikken i mine øre fyldte mit hoved, og fik min krop til at slappe af. Lyden af mine hjerteslag var igen blevet rolige, og mine lunger kunne nu fyldes med luft igen. Trods den lange løbetur følte jeg mig godt tilpas, faktisk helt rask. Jeg vidste godt at det hele var indbildning, men tanken var altid rar, da jeg på den måde kunne fornemme mit gamle jeg. 

 

***

Jeg vågnede ved en ruskende fornemmelse på min skulder, som spredte sig over hele min arm. Forvirret kiggede jeg kort rundt i den tomme vogn, og fik så øjenkontakt med en mand. Han rettede sig op og rettede så på sin hat, hvorefter han lagde den ene hånd på ryggen. "Hvor skal De af frøken?" Jeg gned kort mine øjne, og kiggede så på landskabet igen, men mødte en station istedet. "London." Han spærrede øjne op, som var han chokeret. "London?" Han stampede lidt med sin fod, mens han kiggede på sit ur. "Hvis du står af nu kan du nå den næste bus, men den kører om 2 minutter." Jeg farrede op og rev mine tasker til mig, og råbte et tak inden jeg forsvandt ud i det fri igen.

Jeg løb med min taske på skulderen ind i en menneskemængde, og ramlede ind i en forretnings gut, som spildte sin kaffe og endte op med at råbe og skrige. Jeg fortsatte dog videre, da tiden var knap.

Ved busstationen holdt en bus med skriften "LONDON" på, og jeg gravede ned i min lomme efter penge. Jeg fik fundet en 10'er frem, som jeg så byttede til billet. Jeg gik langsomt ned af gangen, hvor jeg ledte efter en plads. Ved siden af en gammel dame slog jeg mig ned, og hun nikkede kort. Jeg nikkede igen, da jeg ikke ville virke uhøflig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...