Diana | One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Færdig
Diana Diamond Smith har på sine 17 år lært at elske, miste og se døden dybt ind i øjnene.

Den. 25 - 10 - 2002. Er den dag skæbnen for første gang ændrede livet for den dengang kun femårige Diana Diamond Smith, da hendes mor dør fra hende i en bilulykke. Nu står hun tilbage med sorgen, savnet og depressioner. Selvom Diana tror hun har ramt bunden er livet stadigvæk fuld af overraskelser, selv for hende. For der er langt til bunden, og den frygtede sygdom kræft, har nu udvalgt sig et nyt offer, den indelukkede Diana . Diana bliver fuld af hemmeligheder og beslutter sig for at tage på jagt efter hendes største drøm, i håbet om at gøre sin mor stolt.Vil hun nogensinde møde sine verdens berømte idoler? Og vil hun nogensinde kunne gøre sin mor stolt? Vil Diana nogensinde føle sig elsket, og hvem ville denne person så være?

En dramafuldt novelle om kærlighed, venskaber og et ufrivilligt valg mellem liv og død. Vil Diana nogensinde overleve?

Fandom - One Direction.

11Likes
1Kommentarer
728Visninger
AA

1. Dreams makes memories, memories lives in your dream.

Oktoberisen havde lagt sig over vandpytterne, som et tyndt lag glas. Duggen lå som sne hen over de grønne marker og kulden hang i luften, som skyer der var sunket ned fra himmelriget. Mine åndedræt blev sendt ud som  røgskyer, der gjorde mit udsyn sløret. Mit hjerte hamrede mod mit bryst og musikken dunkede i mit hovede. De brune blade lå under mine fødder, og dækkede det grønne græs. Mine fingre brændte af kuldens omfang, og efterlød dem røde og kolde. Mit hår svingede gennem luften, som en galoperende hests hale. Benene under mig kendte vejen, som jeg kendte mit eget hus. Farten lod ikke til at sænke sig, kun mit åndedræt forhastede sig og efterlød min lunger ømme.. Mine sko var blevet våde af græssets fugt og gåsehuden kravlede op af min ben, som en flok edderkopper i mørket. Ved hjørnet af den brune efterårs hæk lod jeg mine knæ dumpe ned på det fugtige grønne græs. Med dybe og hurtige åndedræt lå jeg på ryggen og kiggede op i den blå, men skyfrie himmel. Det var her jeg kunne være alene, og tænke på de forbudte ting, som minder. Minder jeg havde med mor, minder jeg stadig kunne huske, som var det i går. Minder som den dag hun viste mig parken, vores park. Den park jeg lå i nu, den som ingen kendte til. Vi kaldte den stjerneuniverset, eftersom den gav det bedste udsyn til stjernerne. Jeg havde overbevist mig selv om at mor kunne se mig her fra, hun var den smukkeste og den største stjerne på himlen. Den stjerne der lyste klarest og smukkest, den der kunne vise vej gennem mørket. Det var min elskede mor. Jeg savnede hende når jeg lå her, jeg savnede hendes latter. Jeg savnede én ved min side. Far prøvede, men han var ikke mor. Han havde altid ønsket sig en søn. Han havde aldrig sagt det, men jeg kunne mærke det. Vi snakkede aldrig, og hvis vi gjorde endte det med at blive skænderier. Nogen gange savnede jeg ham, hans gamle jeg. Han havde ændret sig siden, den dag mor døde. Han ville aldrig snakke om hende. Han havde aldrig taget sig sammen siden den dag. Selv havde jeg heller ikke gjort den største udvikling, men jeg havde heller ikke lyst. Jeg ventede blot på den sidste dag skulle komme. Den dag hvor jeg ville tage op til mor i universet, så ville jeg blive den nye stjerne ved siden af mors. Dronningen og prinsessen. Elizabeth og Diana. "Elizabeth Izabel Smith." Jeg elskede hendes navn. Det virkede så kongeligt, hvis det altså ikke havde været for fars Smith. Smith var normalt og kedeligt, ligesom en hverdag. Mor havde fortjent en lørdag, hvis man altså kunne dele navne op. Mor havde aldrig fortalt mig hendes pigenavn da det jo bare var et navn, men det var sikkert fantastisk.
I mine tanker om mor havde jeg glemt alt om tid og sted. Min krop var blevet kold af det fugtige græs, og med et klumbede hop kom jeg på benene igen. Far ville blive vred. Han ville igen holde sin lange tale om min svaghed. Jeg hadede det. Jeg vidste ikke hvor svag jeg var, det var det der gjorde ondt. Det var ulideligt. Forfærdeligt, forbandet, smertefyldt. Der fandtes ingen ord der kunne beskrive en sygdom som denne, den tog livet fra mig! Jeg børstede et par græsstrå af de grå jogginbukser i sendte et blik mod himlen. "Vi ses mor." Jeg beundrede den blå himmel i nogle få sekunder og tog det første skridt. Da jeg nåede den brune hæk lod jeg min hånd glide over det farverige blade. Mor elskede efteråret. Selv var jeg født i november, men det kunne næppe være derfor hun elskede det. Jeg var jo ikke noget særlig, blot en pige opkaldt efter en afdød prinsesse. En prinsesse med depressioner, bare for at samligne lidt mere med mig selv. En del forskelle var der alligevel, men jeg havde heller aldrig ønsket mig at være prinsesse. De var tvunget til at opføre sig pænt, og gifte sig med kongelige. Det var ikke et liv for mig, mit liv var hos mor. Den eneste grund til at jeg levede endnu var for min drøm, den drøm der betød alt nu. En drøm om et band der skaber minder, One Direction.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...