Diana | One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Færdig
Diana Diamond Smith har på sine 17 år lært at elske, miste og se døden dybt ind i øjnene.

Den. 25 - 10 - 2002. Er den dag skæbnen for første gang ændrede livet for den dengang kun femårige Diana Diamond Smith, da hendes mor dør fra hende i en bilulykke. Nu står hun tilbage med sorgen, savnet og depressioner. Selvom Diana tror hun har ramt bunden er livet stadigvæk fuld af overraskelser, selv for hende. For der er langt til bunden, og den frygtede sygdom kræft, har nu udvalgt sig et nyt offer, den indelukkede Diana . Diana bliver fuld af hemmeligheder og beslutter sig for at tage på jagt efter hendes største drøm, i håbet om at gøre sin mor stolt.Vil hun nogensinde møde sine verdens berømte idoler? Og vil hun nogensinde kunne gøre sin mor stolt? Vil Diana nogensinde føle sig elsket, og hvem ville denne person så være?

En dramafuldt novelle om kærlighed, venskaber og et ufrivilligt valg mellem liv og død. Vil Diana nogensinde overleve?

Fandom - One Direction.

11Likes
1Kommentarer
709Visninger
AA

2. Darkness light up a world of beauty.

Skyerne lå hen over vejen, som om kulden havde trukket dem ned. Stjernerne blinkede på nattehimlen, som dansende diamanter på et sort lærred. Og kulden lå over tagende, som en hvid sommerdyne. Upassende, men trygt. Kulden havde taget til den sidste måneds tid, og snart ville frosten sætte ind. Det kunne man se når mørket faldt på, og når ensomheden bankede på. Sådan havde de fleste det, men ikke mig. Alle frygtede mørket og ensomheden, som om alt de mørke var ondt. Blot var mørket det der fremhævede det smukke i natten, som stjerner. Mørke var magien i denne verden. Skønheden i at kunne se stjernerne, at drømme. Drømme er forbudte, indtil mørket falder på. Så har de alle frie tøjler og skaber sin egen verden. Et drømmeland.

Mine åndedræt afspejlede sig på ruden, forklædt som runde grå cirkler. Varmen fra mit åndedræt blev ædt op af kulden der nu lå på mit ben, som den såkaldte sommerdyne. Vinduets træk generede mig ikke, men en kuldegysning krøp mig langt ned af ryggen. Mine skuldre hævede sig i takt med mine tunge åndedræt, og udviste et livstegn. En dag ville jeg savne disse nætter, men nu savnede jeg at komme væk. Nogen syntes det var for tidligt, andre sagde ikke noget. Jeg foretrak stilhedens vej. Der tænker man uden at snakke, eller tænker uden at tale. Nogen gange kunne de være rart at høre nogen tale, uden selv at føre samtalen. Som musik.

Jeg løsrev mig fra tankerne og kiggede op på væggen, hvor de alle hang. Der hang de bare smilende, som om de ingen problemer havde. "Er I virkelige så perfekte, som vi alle tror I er?" Som en selvfølge kom der ikke noget svar, men jeg følte et forsøg skulle gøres. "Der står I alle bare og smiler, som om intet ondt findes... Måske er det der gøre jer så perfekte, fordi I tror på det bedste. Er det der gør forskellen på mennesker?" Jeg løftede øjenbrynene for at vise  alvoren i mine ord, men jeg hørte intet svar. "Måske er I bare født til at skabe ord alle ville dø for at høre, det derfor drenge hader jer... fordi de ikke selv er mænd nok." 

Jeg vendte ansigtet mod måneskindet og stjernelyset. En dag ville jeg være stjernen der lyser på en andens ansigt, når de sidder i ensomheden og det farlige mørke. Snart. Når frosten kommer og når ondskaben i mørket tager over. Så står jeg som stjernen ved mors side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...