Love comes unseen; we only see it go | One Direction {Oneshot}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2013
  • Status: Færdig
Sky Edwards slår op med sin kæreste, Harry Styles, da hun bliver truet af sin papfar. Hun har ikke villet have sagt noget til Harry, da hun ikke ville have, at han skulle bekymre sig. Dagen efter flytter de til USA. Skys mor er næsten aldrig hjemme, og det benytter papfaren sig så af ved at voldtage hende. Efter 3 år og 2 måneder bliver det for meget, og hun tager chancen og løber med sin lunges kraft. På hendes flugt møder hun dog en bestemt person, som hun aldrig troede, hun skulle se igen. *Læses på eget ansvar*

7Likes
2Kommentarer
390Visninger
AA

2. Never give up. God is watching you and will help you.☁

 Maybe you feel like, nobody cares.

Maybe you feel like, nobody sees you. 

But God is watching you, and he'll help you through, whatever you need.

You just need to not give up. 


Vi ses, skat.” Hendes mor giver hende et lille kys på kinden, inden hun vender sig mod papfaren, og giver ham et kys. Det eneste Sky gør er at se ned i jorden. Hun har inderligt lyst til at spørge, om hun ikke må tage med på arbejde, men hun kender svaret. Hun kender det alt for godt, at hun lige så godt kan droppe med at spørge.

Døren lukkes efter hendes mor, og nu står Sky alene tilbage med hendes papfar. Papfaren rømmer sig lidt, hvilket får Sky til at se op på ham. Han står med et lille selvtilfreds smil, inden de næste ord forlader hans mund. ”Du ved, hvad du skal gøre nu.”

Hun går med langsomme skridt op imod hendes værelse. Da hun kommer derind lukker hun døren, inden hun tager fat i hendes telefon. Med rystende hænder tastede hun stille hans nummer ind. Velvidende om, at hendes papfar står udenfor hendes værelse, gør hende bare endnu mere nervøs.

Hvorfor skal det her ske for hende? Hvorfor ikke en eller anden pige? Hvorfor skulle hendes mor og far blive skilt, så hendes mor endte med at finde sådan en som ham? Hvorfor ikke en eller anden mand? Hvad har hun gjord for at blive behandlet sådan her? Hvorfor har hendes mor ingen idé om, hvad papfaren gør imod hende? Hvad med faren? Tænker han stadig på hende? Elsker han stadig hendes mor? Elsker han stadig hende?

Så mange spørgsmål fylder hendes hoved, imens hun lader telefonen ramme hendes øre. For hvert bip der går, jo mere nervøs bliver hun. Hun ville ønske, hun bare kunne råbe efter hans hjælp, stå i hans favn og bare leve et ordenligt liv.

Det bliver skramlet lidt i den anden ende af telefonen, inden en hæs stemme fyldes, og hun kan allerede mærke der, hvor ondt det her kommer til at gøre.

Hey, love.”
Hans bløde stemme er som musik i hendes øre, og hun kan mærke, hvordan hendes øjne begynder at prikke.

Hej, Harry.”

Hendes stemme begynder at ryste, og alt larmen fra den anden ende af telefonen stopper, da Harry råber et eller andet som hold mund. Han er sammen med hans venner, og det er slet ikke fair, at hun skal sige det her nu. Endda på deres årsdag.

Love, hvad er der galt?”
Hans stemme bliver mere alvorlig, da han kan høre på hende, der er noget galt. Hun svarer ikke til at starte med – hun tøver.

Harry, jeg tror det er bedst for os begge, hvis vi går hvert til sit. Jeg..”
Hendes stemme knækker, og det bliver stille i den anden ende af røret. En træng til at skrige om hans hjælp mærkes nede fra hendes mave, men det er som om, hun ikke kan få ordende frem. De sidder nede i hendes hals, og hun er ved at blive kvalt af dem.

D-det må du ikke sige, Sky. Please, lad være. Fortæl mig, hvad der er galt. Du må ikke - du kan ikke.”

Harry roder med ordende, og hans stemme er grødet. Han græder. Hun hader at se ham græde, og endnu værre er, når hun ved, det er hendes skyld.

Et par arme lægges om hende bagfra, og nogle hænder sniger sig op under hendes bluse, og lægges mod hendes mave. Hun får allerede kuldegysninger, og hun presser sine øjne sammen. Hun vil bare væk herfra, hjem til Harry.

Et par kolde læber ligges mod hendes nakke, og hun bider tænderne sammen. Harry bliver ved med at spørge efter hende i den anden ende, men hun er gået kold. Et 'undskyld' bliver mumlet fra hendes side, inden hun får lagt på og tabt mobilen. Hendes tårer presses på, og hun giver dem frit løb til at løbe. Hun ville ønske, hendes mor bare ville komme hjem hurtigst mulig, men hun er på arbejde, og vil først komme hjem om aftenen.

Det var flot søde, du ved jo også godt, at dit forhold med ham alligevel ikke ville du.”

Hendes papfars dybe hæse fik gåsehuden til at rejse sig på hendes krop. Hun står bare helt forstenet, og prøvede bare at tænke på andre ting, som Harry. Han lød knust, og er det sikkert, men han er ikke den eneste; for det er hun også.

Hendes papfars bevægelser blev stille hårdere, og et klynk forlader hendes mund. Det eneste hendes papfar gjorde var at tysse af hende, inden han skubbede hende op af væggen, og forsatte sine bevægelser. Hans læber bevægede sig op ad imod hendes kæbe, og hun bed bare smerten i sig. En træng til at give ham en lussing var stor, men hun tør ikke. Hun har blå mærker nok, og behøver skam ikke flere. Hendes papfar har flere gange truet hende med, at hvis hun nogensinde sladrede, så ville hun ødelægge hendes mor, og hun vil bestemt ikke have, at hendes mor skal komme til skade.

Vi flytter forresten til USA i morgen tidlig, din mor er blevet forfremmet, er det ikke bare dejligt?”
Da ordende forlod hans mund, og han pressede hans læber hårdt imod hendes, blev det helt sort for hende. Måden han sagde det på, gjorde hendes teori rigtig; hun vil aldrig få et normalt liv igen.

Med et chok satte hun sig op i sin seng, med sved dryppende ned af hendes pande. Hun havde endnu engang mareridt, og har haft det samme om og om igen, siden hun flyttede.

Hendes blik lagde sig hen på uret henne på natbordet. 03;29 viste den, og et lille suk forlod hendes mund. I dag er det over 5 år siden, at hændelsen skete. Hun er stadig ikke kommet sig over Harry, og hun har bare lyst til at græde, når hun ser hendes beskeder igennem. Hendes mobil er det eneste, hun har fået tilbage, det eneste hun dog kan, er at kigge på den. Hun kan ikke skrive, ikke ringe, intet.

Hun tjekker tit hendes telefon igennem, og hun græder hver gang hun ser, at Harry skriver. Selv efter 3 år har han skrevet, og det er de samme spørgsmål, som kommer igen og igen;

Hvor er du?

Sky, er der sket dig noget?

Hvorfor er du flyttet?
Jeg fik af vide i dag af Lærke, at din papfar misbruger dig?

Hvorfor har du ikke sagt noget?
Lad mig hjælpe dig, du ved, jeg stadig bekymre mig om dig.

Giv ikke op på mig, jeg skal nok finde dig.

Hvorfor svarer du ikke?

Lov mig, at du ikke mente det, du sagde.

Har jeg gjord noget forkert?

Hvad kan jeg gøre, for at høre dig igen?

Jeg elsker dig stadig, Sky. Aldrig glem det.

Den sidste besked havde hun modtaget for over en måned siden, og han havde ikke skrevet til hende siden. Hun ved ikke engang, hvad han går og laver. Det eneste hun håber på, er, at han bare en dag vil komme sig over hende. Få det liv, som han har drømt om så længe.

Hun ved dog, at han ikke bare vil glemme hende, lige meget om hvor meget hun tikker ham.

Hendes blik lægges ned på hendes hænder, som hun sidder med fremme. Rundt om hendes håndled er hun helt blå, da hendes papfar har haft et hårdt greb om hende, når han har haft ville have sex med hende. Hendes mor har stadig ingen idé om det. Når hun kommer hjem, så lader papfaren som om, alt er i skønneste orden. Han laver mad, og opfører sig endelig som en virkelig far. Hendes mor tror, at hun går i skole, men hun får ikke lov til at gå ud. Hun har ingen venner. Rettere sagt; hun har ingen.

Et par arme lægges om hende, og hårende på hendes arm rejses.

Er han vågen allerede? Kom hendes mor aldrig hjem i nat?
Hendes blik lægges stille og roligt, men usikkert, ned imod den stadig sovende papfar.

Et lille lettet suk forlader hendes mund, og hun lægger sig stille ned igen. Hun ved, det ikke nytter noget at flygte.

Hun kan ikke galde i søvn igen, alt er for meget for hende. Hendes blik er oppe imod loftet, hvor hun ser på en lille plet. Selv den er ude af fællesskabet. Det er den eneste prik, på det træloft. Den må være ensom, ikke at have nogen, bare sidde der, fanget, hele sit liv.

Et par lyde høres fra hendes side, og hun vender sig stille om i papfarens favn. Han er ved at vågne, og hun kan intet gøre. Hun har prøvet for tre måneder siden at råbe efter hjælp, men med intet held. Hendes papfar havde taget fat i hende og slået hende. Han truede hende med, at han ville gøre hendes liv endnu værre, hvis hun forsatte, men det eneste hun havde i hovedet var; Hvordan kan det her være værre?

Hendes mor var endelig kommet hjem, og hun sad nu inde i sofaen og puttede med papfaren. Sky sad bare oppe ved spisebordet, og lod som om, hun lavede lektier. Hun blev ved med at skrive det samme om og om igen, og hver gang moren eller papfaren kom, skyndte hun sig at krølle det sammen. Det ville jo ikke ligne lektier, hvis hele hendes papir var fyldt med de samme ord:

Harry, hjælp mig. En eller anden, hjælp mig. Er der nogen, som kan høre mig? I kan ikke forlade mig. Jeg har brug for nogens støtte. Jeg er ikke skabt til at leve sådan eller er jeg? Hvorfor kan min mor ikke se, hvad han gør ved mig? Ved os. Jeg ville ud af den her onde cirkel, jeg vil leve livet. Jeg vil have, at Harry skal komme. Jeg vil have den følelse han giver mig. Tryghed. Jeg vil være fri.

En stikkende fornemmelse ramte hende, da hun lod sine tanker lægges på Harry. Hvorfor skulle hun også lade være med at have sagt noget til ham? Han kunne have hjulpet hende, ikke? Hvorfor skulle hun være en kujon? Hvorfor skulle hun have givet op på hendes livs kærlighed. Han var hendes eneste ene, det er hun sikker på.

”Skat, John og jeg har noget, som vi skal fortælle dig.”
Bare hans navn gav hende myrekryb. Hun havde aldrig tiltalt ham som John eller for den sags skyld papfar. Hun havde aldrig bedt om hans hjælp.

”Mhh?” Hendes blik lå nede på hendes fødder. Hun vidste, at der ville være et eller andet. Mest af alt, så håbede hun, at hendes mor ville sige noget alla, din papfar og jeg skal skilles.

En dyb indånding lød fra hendes mor af, og da hun løftede hendes hoved, kunne hun se, hvilket stort smil der lå om hendes mors læber. Hun smilede et kort smil. Det var hundrede år siden, at hun havde set sin mor smile. Hun sad jo for det meste sammen med hendes papfar ellers var hun på arbejde.

Jeg er gravid.”
Sætningen lød igen og igen i hendes hoved, og hun så bare rædselsslagen på hendes mor. Hendes blik bliver helt sort, og hun kan mærke, hvordan hendes øjne begynder at løbe i vand.

”Hvordan kunne du.” Er det eneste hun kan få mumlet, inden hun skramler sin stol tilbage, og begynder at løbe op imod hendes værelse. Hendes lille værelse, uden ting. Kun en seng, som hun har alt for mange minder ved, som hun bare gerne vil slippe af med. Hun kunne mærke, hvordan deres begge blikke lå på hende. Hendes mor uforstået og hendes papfar med et lille selvtilfreds smil. Han havde dem begge, hvor han skulle bruge dem. Den ene som sin kone, den anden til misbrug af sex. En ond cirkel, som bliver ved med at kører om og om igen.

Hun lagde sig hen i hjørnet, og trak sine ben indtil sig. Hendes hænder ryster, idet hun rækker ud efter noget skarpt. Hun kan høre nogle stemmer nedenunder, og vælger at gøre det hurtigt, inden hendes mor i hvert fald opdager, hvad hun har gang i. Hun kigger forundrende på det skarpe barberblad, og med rystende hænder løfter hun op i sin bluse. Rundt om maven, nede ved sin hofte, har hun snitsår. Ikke lidt, ikke ti, ikke tyve, men over halvtreds.
Hun lægger barberbladet imod hendes hud og efter noget tid, mærker hun en ny smerte igennem hele hendes krop, hvilket får hende til at glemme alt om den sætning, som hendes mor lige har fortalt hende.

Hun er hjemme hos Harry endnu engang, da de har valgt at de ville holde filmaften i aften. Hun har fået overtalt Harry til at se The Notesbook, men hun ved godt, at det også er hans yndlingsfilm. De ligger i hinanden favn, og kæler hinanden engang imellem.

Da filmen slutter spiser de noget pizza, som de har bestilt udefra. Længe leve dovenskab.

Sky har en langærmet bluse på, som går hen ned over sine hænder, så hun kan skjule sine håndled. Harry har en hvid v-udskæring T-shirt på, og Sky kan virkelig ikke forstå, hvorfor sådan en som ham gider hende, men han forstår heller ikke, hvorfor en som hende gider ham.

De begynder at lave en kildekamp, da Sky smed vand på Harry. Hun løber af alt hvad hun kan igennem hans hus, men da han har længere ben end hende, er han hurtig oppe ved hendes side. Han tager fat i hende, og smider hende op på hans skuldre, inden han går ind imod hans værelse, og H´han ligger hende så ned på sengen.

Harrys hænder kilder hende, og hun kan ikke lade være med at vride sig af grin. Han sidder ovenpå hendes ben, imens hun ligger på sengen. ”Stop, Harry.” Hun kan næsten ikke få luft, da hun griner alt for meget. Harrys hæse grin får hende bare til at smile endnu mere, inden så tager fat i hendes håndled. Hun stopper dog så med at grine, da han får taget for hårdt fat. Tårerne presser sig på igen, og Harrys bange øjne stirre ned på hende. Han ved ikke, hvad han har gjord. Han bliver ved med at stirre på hende, inden han meget forsigtigt lægger sit blik hen på hendes håndled. Med en tøvende bevægelse smører han hendes ærme lidt ned, og pludseligt ændre hans blik sig til et skuffet et. Det lægges tilbage på Sky, og hun begynder at græde. ”Undskyld, Harry. Det var ikke meningen, at du skulle opdage det, du må ikke være sur, det er ikke din skyld.” Hun græder så meget, at hun dårligt nok kan få luft. Han skulle ikke have opdaget det, da hun udmærket godt vidste, hvordan han ville reagere. En varm hånd lægges imod hendes kind, og hun åbner stille sine øjne igen. Harrys varme blik møder hendes, og han sender hende et lille smil. ”Hey, rolig, babe. Det er okay, bare lov mig, at du aldrig gør det igen.” Han tager forsigtigt fat i hendes håndled igen, inden han planter en forsigtigt kys imod det. ”Bare aldrig gør det igen.” Mumler han stille.

Hun kaster hurtigt barberbladet fra sig, og hun ser chokeret ned på hendes hænder. Hun kan ikke selv forstå, hvordan hun kunne gøre det. Hun skuffer Harry. Tårerne begynder endnu engang at presses på, men hun holder dem inde. En banken lyder udenfor, og hun skynder sig hurtigt at gemme barberbladet, og tager hendes bluse ned over hende igen.

Ind af døren kommer hendes mor, og hun lukker stille døren efter hende. ”Skat, er du okay?” Hendes mor kommer stille hen til hende, og sætter sig på hug foran hende. Hun ser bekymret på hendes datter, men Sky lader bare sit blik ligge mod gulvet. En masse tanker løber i hendes hoved, inden hun stille nikker. ”Jeg er okay, mor. Jeg blev bare virkelig overrasket over, at du er gravid. Det jo vidunderligt.” Sætningen kommer ud af hendes mund, men den sidste sætning har hun svært ved at sige. Hun kan jo ikke sige til hendes mor, at hun ikke skal blive gravid med et psykopat, hvad ville hendes mor ikke tro om hende? Hun ville jo tro, at der er et eller andet galt med hendes lille pige, og hvis hun bare vidste.

”Jeg elsker dig så højt.” Hendes mor åbner for hendes favn, og efter noget tid lægger Sky hendes opmærksomhed op på hendes mor.

Hendes mor sidder med et lille skævt smil, og Sky er hurtig til at lægge sig i hendes mors favn. Det er sådan noget her, hun har savnet. Hun savner, at hendes mor kan opdage, at der er noget galt. Noget grueligt galt. ”Jeg elsker også dig, mor.”

I dag er den en måned siden, hendes mor fortalte hende, at hun var gravid. Sky ved stadig ikke rigtigt, om hun skal græde eller hvad hun skal gøre af sig selv. Hun sidder for det meste bare i sengen og håber på, at hun snart vil få en ny besked af Harry, men der kom aldrig flere.

Det er to måneder siden, at han sidst har haft sendt en, og han plejer altid at sende en om dagen. Han har glemt hende, den tanke strejfer hende så tit. Hun er glad for det udenpå, men hun ved dog godt inderst inde, at hun er knust over det.

Hendes mor er i dag til et eller andet møde, hvilket så vil sige, at hun skal være alene sammen med hendes papfar, og mest af alt havde hun bare lyst til at skrige om, at hun ikke måtte gå, da hun fortalte hende det i morges. Hun sidder allerede i sengen, hun har stadig sit nattøj på, og fik en streng ordre fra hendes papfar, at hun ikke skulle skifte. Han havde nemlig en lyst, som lige skulle udføres.

Sky føler ikke rigtigt for ordet elske mere. Selvom hendes papfar bliver ved med at sige, elsk med mig, så er det ikke det samme. Det her er ikke noget, begge parter er gået ind for. Det er voldtægt. Hun er dog i det mindste glad for, at hendes mødom ikke blev taget af ham. Hun elskede for første gang med Harry, før hendes papfar kom på banen.

Da hendes papfar så begyndte, afviste Sky altid Harry, men deres forhold bestod heller ikke af sex, slet ikke. De havde kun gjord det en gang, i de år de var sammen i. Det de mest gjorde var at nyde hinandens selvskab.

Sengen gav stille efter, og hun pressede sine øjne sammen. Om lidt ville hun opleve igen noget af det værste ved hendes liv.

Hun lod et lille suk forlade hendes læber, inden hendes papfar tog et hårdt greb om hendes arme. Et klynk forlod hendes læber, og hun blev nærmest kastet ned i sengen.

Hvorfor gøre modstand? Han er alligevel stærkere end hende. Hun har allerede givet op, men klynker bare en gang imellem. Hendes papfars greb løsnes, inden han giver hende det sædvanlige elevatorblik, som hun væmmes over.

Han bider sig stille i sin underlæbe, inden han lader sine hænder kører ned af hendes krop, og mod hendes nat bukser. Hun lukker øjnene i håb om, at det vil blive mindre smertefrit.

Syng for mig, Harry, vil du ikke nok?”

Hendes uskyldige stemme får Harry til at komme med et lille suk. Selvfølgelig vil han synge for hende, ingen tvivl i det, men han synes ikke selv, hans stemme er god. Selvom musik er hans store drøm, så har han bare svært ved at se sig selv som kendt. Han vil aldrig kunne komme til at tjene på det. Han kom med et lille smil, inden han begyndte at synge.

Et lille grin forlader hendes mund, da Harry begyndte at synge Isn't she lovely, imens han stod midt ude på gulvet og dansede.

Isn't she lovely
Isn't she wonderful
Isn't she precious
Less than one minute old
I never thought through love we'd be
Making one as lovely as she
But isn't she lovely made from love

Harry prøvede at gøre alt for at se hende smile, og det lykkedes. Det føltes som en sejr for ham, da han gik hen til hende, og sat sig ved siden af hende. Han lagde en hånd på hendes lår, imens hun lagde sit hoved mod hans skulder. Hun var stadig død af grin, da Harry ikke kan finde ud af danse, men det vil han selv ikke indrømme. Han lader sine bløde lyserøde læber ligges mod hendes pande, og giver hende et ømt kys. De sidder i noget tid i fuld stilhed, inden Sky rejser sit hoved fra hans skulder. Harry sender hende et blidt smil, og hun gengælder det. Hun sætter sig op på hans skød, og ser så stille genert ned. Hendes hænder lægges på hans bryst, og Harry placere sine hænder på hendes hofte. Et lille smil formes på hendes læber, inden hendes blå øjne møder hans grønne. De sidder og ser hinanden i øjnene, inden han stille læner sig indtil hende. Deres læber mødes i et stille kys, og hendes hænder køres op af hans bryst, op til halsen og så om i nakken, hvor de bliver plantet i hans blødeste krøller.

Hans hænder var stadig på hendes hofte, og med et lille blidt klem, lagde hun hendes ben om livet på ham. Da han var sikker på, at han havde godt fat i hende, rejste han sig op, og gik med rolige skridt imod hans værelse. Lige nu befandt de sig hjemme hos ham, det er faktisk der, de altid er. Han er aldrig hjemme hos hende, da hun bare har sagt, at hendes mor ikke var hjemme, og det samme med papfaren. Hun har aldrig sagt mere, men han har heller ikke stillet spørgsmålstegn nogensinde. Han elsker hende så højt og hun elsker ham. De stoler på hinanden, og har gjord det siden de fandt sammen. Det var som om, de var meant to be.

Harry placerede hende stille i sengen uden at bryde kysset. Det var stadig et blidt kys, passioneret kys. Intet med for ivrig eller noget. De ved begge to, hvordan de vil have det, og det skal være perfekt. Første gang skal bare være specielt.

Harry trak sig stille fra kysset, idet han åbnede sine øjne. Han så ned på sin kæreste med et lille smil, og kyssede hende kort i panden. Han ville ikke gøre det, hvis hun ikke selv er med på den. Hun åbner også stille sine øjne, da Harry har kysset hende i panden. Hun sender ham et lille smil, og lader sine hænder køres ned af hans bryst, og stille begynde at knappe hans skjorte op.
”Er du sikker?” Harrys hæse stemme er virkelig tiltrækkende, især for Sky, og hun bider sig stille i læben. Hun giver så et lille nik fra sig, inden hun lader ordende komme ud af hendes mund. ”Ja.”
Hun får taget skjorten af ham, og han planter stille små kærlighedskys ned af halsen på hende, og han forsætter hele vejen ned til der, hvor hendes buksekant starter.

Sådan her forsætter de, imens de klæder hinanden stille af. Der er intet hast i det, og det er ikke pinligt. De er begge hundrede procent enige om, at deres første gang skal ske med hinanden. Harrys lyserøde silkebløde læber rammer Skys røde fine læber, og de deler et sidste kys, inden Harry gør sig klar, og et støn forlader Skys mund. De elsker så med hinanden.

Et støn forlader hendes læber, og hun prøver bare at bide tænderne sammen og udholde smerten, som hendes papfar giver hende. Hun begynder stille at græde og gør så modstand. ”Lad mig være, hver nu sød!” Hun slår papfaren, men det hjælper ikke rigtigt. Han tager hårdt fat i hendes håndled, og et klynk forlader hendes læber. Hun har allerede blå mærker der, og da han så tager endnu mere hårdt fat, hjælper ikke. Han holder hendes arme nede, og et hæst støn forlader hans mund. Han forsætter bare og ignorere hendes gråd.

Han rejser sig fra sengen og fnyser kort af hende. ”Næste gang har du bare at elske med, ellers får din mor aldrig et barn igen.” Han går ud af værelset, og smækker døren efter ham. Hun ser imod døren, imens hun stadig græder. Hun får så en idé, og hun ved udmærket godt, at det er risikabelt, men hun bliver nød til at komme væk. Hun rejser sig stille op fra sengen, men en smerte skyder frem i hendes underliv. Hun bider smerten i sig, og går stille hen imod døren. Hun lægger øret til døren, og lytter efter sin papfar. Hun skynder sig så hen til kommoden, hvor hun trækker i noget tøj hurtigt, inden hun stiller kommoden foran døren. Hun skriver et kort brev til sin mor, som hun gemmer under dynen, og går så hen til hendes vindue. Hun vender hovedet mod døren, da der kommer nogen trind udenfor. Hendes hjerte begynder stille at banke hårdt imod hendes bryst. Hun sætter sig i vinduet, og skal til at hoppe ud, da en tager fat i døren. Ude foran døren bander hendes papfar, og begynder at sige en masse trusler, imens han prøver at rive døren op. Så hopper hun ud af vinduet.

Hun løber af alt hvad hun kan. Selvom smerten er hård, så løber hun. Hun løber af sin fuld kræft, og vinden rammer hende i ansigtet. Hun græder bare, imens hun løber. Hun ved, at hvis hun stopper, så finder hendes papfar hende. Regn begynder stille at ramme hendes ansigt, men det stopper hende ikke. Hun hiver efter vejret, imens hendes tårer bare løber ned af hendes ansigt. Hun løber fra alting. Hun stopper ikke op, når der er mennesker, som kigger efter hende. Hun skal væk, det det eneste, som kører i hendes hoved.

Regnen er blevet værre, og det er ved at blive aften. Hun løber stadig, og er rædselsslagen for at stoppe op. Hvad hvis hendes papfar finder hende. En skikkelse længere fremme viser sig, og hun synes personen ser så bekendt ud. Hun græder bare, og giver det så et skud ved at skrige af sine lungers kræft. ”Harry!”

Personen længere fremme snakker sammen med sine venner, og han står bare med sine hænder nede i lommen. Selvom det regner blev de nød til at få noget luft, og så det jo kun vand.

Han tager en hånd igennem hans krøllede hår, som nu er blevet gennemblødt og ligger klistret ned af hans hoved.

Han er stadig syg af bekymring over, hvor hans elskede Sky er henne. Han ved, at det var dumt ikke at skrive til hende, men han har tabt sin telefon. Han har gået i 3 år, og tænkt på hende.

Hvor blev hun af? Hvorfor sagde hun ikke, at hun skulle flygte? Hvorfor fortalte hun ham ikke, det med hendes papfar? Er hun overhovedet i live mere?

Da han skal til at gå ind i hans tour bus sammen med drengene, fryser han, da en alt for savnet stemme skriger hans navn. Han er sikker på, at han ser syner, for længere nede ser han en løbe.

Hans hænder begynder at ryste, inden han bliver nød til at gnide sig selv i øjnene. Det kan ikke passe.

Han begynder selv at løbe imod hende af alt hans kræft kan bære, inden han selv råber efter hende. ”Sky!”

Hun forsætter med at løbe imod Harry, da hun nu endelig ved, det er ham. Hendes tårer er blevet flere gange større, og hendes ben kan snart ikke klare mere. ”Harry!” Skriger hun igen efter ham, og da de ikke er så langt fra hinanden mere, føles det som om, at alt går i stå. Som om, det hele går i slowmotion. Hele hendes verden passere foran hende, inden hendes ben giver efter, og hun falder ind i hans favn.

Han knuger hende indtil sig, bange for, at hun vil forlade ham igen.

Han står i chok, og ryster helt.

Hun græder imod hans skulder, faktisk så hulker hun.

Hans fingre prøver at få ordentligt fat i hendes tøj, men det er som om, at hans fingre ikke adlyder.
Deres vejrtrækninger er begge helt oppe og kører, og de bliver begge syge af at stå her ude i regnvejret. De står i hinandens favn, af hvad, der føles som evigheder, men det rør dem begge slet ikke.

Deres tøj er klistret sammen, da de begge to er helt gennemblødte. Deres hår sidder klistret ind til deres ansigter, og deres hud er helt våde og kold.

Aldrig giv slip på mig igen.”

Siger hun imod hans skuldre, inden hun trækker sit hoved lidt væk fra ham. De ser hinanden i øjnene, studere hinanden. Det er tre år siden de sidst har set hinanden, men det føles som flere år. Hendes hjerte arbejder på høj tryk, og hun kan mærke, at stå i Harrys favn allerede bringer tryghed i hende.

Selv Harry føler sig hel igen. Han har følt, at lige siden Sky forsvandt, så forsvandt en del af ham. Han har ikke været hel lige siden. Han har startet til x-factor, fordi han vidste, at Sky ville have, at han skulle følge hans drøm. Han er blevet berømt, og fået fire nye bedste venner. Han har fortalt om sin kæreste, Sky, som endelig ikke er hans kæreste, men han har tiltalt hende sådan.

Han har aldrig nogensinde glemt hende, og han har været så sikker på, at han nok skulle finde sin engel igen, om han så skulle dø for hende.

Skybruddet over dem er voldsomt, men det eneste de gør er at se hinanden i øjnene. Det er som forelskelse i første blik.

Deres læber mødes i et længe savnet kys, og de begge mærker det lille elektrisk stød inde i dem. Deres følelser forsvandt aldrig for hinanden.
Skys hænder lægges op i Harrys hår, som hun stille hiver i, og et lille smil kommer til synes på Harrys læber. Han stopper dog ikke kysset, men holder hende stadig indtil sig. Sky tager også sig selv i at smile i kysset.

Harry trækker sig stille fra kysset, og ser hende ind i øjnene. Hans eneste ene har han fundet igen, og han føler helt, at han er ovenpå de lyserøde skyer, og at verden endelig ville noget godt. Han behøver ikke mere tælle hvert enkelt minut, for han står sammen med Sky igen, og han kunne ikke være mere taknemmelig for livet.

Jeg vil aldrig kunne finde på at slippe dig igen.”


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...