Perfection

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Serena er en pige på vej til en kæmpe succes i advokatbranchen, eller det er i hvert fald hvad hendes far mener. Men hendes egentlige ønske er at blive professionel fodboldspiller, og hun har da også talentet der skal til. Men en ting står i vejen: Hendes far. Deres bånd er meget vigtigt for hende, og derfor vil hun bare gøre ham glad. I Madrid går hun på universitet, hvor hun læser jura og bor i lejlighed med hendes to venner Matthew og Scarlett. Hun bliver inviteret til venskabskampen mellem Spanien og Hviderusland, hvor hun møder bla. Juan Mata, Fernando Torres og Iker Casillas. Og ikke nok med det begynder Serenas eks kæreste at kontakte hende igen. Men hvad ville hendes far mon sige til alle de fyre i hendes liv? Find ud af det, og meget mere i PERFECTION.

4Likes
4Kommentarer
458Visninger
AA

2. Where are you?

"Ja far, jeg skal nok huske at holde mig langt væk fra de svenske fyre. Vi kan jo ikke have at de tvinger mig til at spise hotdog med kartoffelsalat", jeg bed læberne sammen for ikke at grine alt for højt, og som planlagt, kom der kun et lille fnis ud. "Hør skat jeg ved godt at jeg lyder overbeskyttende og fuldkommen dum, men jeg mener det faktisk. Man ved aldrig, hvilke farlige typer, der kan gemme sig bag den ellers så søde facade" lød det i den anden ene ad røret. Jeg sukkede dybt. Hvorfor skulle han også altid være så overbeskyttende? "Okay far... Jeg lover at passe på" Svarede jeg endelig. Det var faktisk rart at snakke med ham igen, nu hvor jeg har så mange timer, er det svært at finde tid til både fritid og ham. Sidst jeg snakkede med ham må have været i påskeferien.

"Nå, men hvordan går det ellers med studierne?"

"Det går fint, tak. Det var lidt svært i starten, men nu har jeg ligesom vænnet mig til det høje niveau" Svarede jeg med et smil på læben.

"Jeg havde næsten ikke regnet med andet. Du har altid klaret dig så godt i skolen"

Ligesom jeg låste døren op ind til lejligheden, kunne jeg mærke stoltheden stikke i maven. "Eh, jeg ved slet ikke hvad jeg...." Jeg afbrød mig selv, da jeg nåede ind i køkkenet og kunne se Matthew stege noget oksekød i det splinternye køkken. "Hvad skal vi have?" spurgte jeg spændt, Matthew lavede næsten altid mad, ikke kun fordi at han havde tidligst fri, men også fordi at han var en sand mesterkok! "Tortilla" Svarede han kort, og skruede ned for blusset. "Hvem snakker du med?" spurgte han, i det samme han hoppede op på køkkenbordet, og hamrede stille sine hæle ind i de hvide skabslåger. "Min far" hviskede jeg, og besluttede mig for at det nok var bedst at fortsætte samtalen med min far. "Hvem er det der snakker?" lød det fra den anden ende af røret.

"Oh, det er bare Matt."

"Hvem?" spurgte han uvidende

"Du ved.... Matthew? Min bofælle?"

"Når, ham......"

Der var en lang og pinlig tavshed mellem os. Jeg havde på fornemmelsen at han ikke brød sig om Matt.

"Darling, lov mig at du ikke har noget kørende med ham" sagde han endelig

"Far, det har jeg ikke. Vi er jo bare bofæller... Det er der vel ikke noget galt i?" Jeg fnøs... Jeg kunne ikke fatte at han lige sagde det. Han snakkede som om at Matt var et beskidt dyr på gaden, som jeg insisterede på at købe.

"Nejnej, selvfølgelige er der ikke noget galt i det. Men.. Jeg syntes bare at du skal huske at du er en klog pige, og der findes lang bedre fyre end ehh ham der.. Hvad var det han hed?"

"Matthew" svarede jeg koldt.

Matt så forvirrende på mig, han havde tydeligvis ingen anelse om at min far afskyede ham. Jeg gjorde tegn til at jeg snart var færdig med samtalen, ved at lave peace tegnet med to fingre, som skulle betyder "To sekunder".

"Hør far jeg bliver nød til at smutte nu, vi skal til at spise" Løj jeg, jeg kunne mærke den dårlige samvittighed sætte sig i halsen, imens jeg sagde farvel. Matt hoppede ned fra bordet, og rodede rundt i gryden med kødet, med en træske. "Nååh, din far var?" lød det fra Matt, jeg kunne ikke helt tyde om det var positivt eller negativt, da han stod med ryggen til. Så jeg hoppede op på bordet, ved siden af komfuret, og satte mig på den plads som Matt lige havde siddet på. "Jep, han ville bare høre hvordan det gik med studierne" sagde jeg ligegyldigt, og undgik at snakke om det sidste samtale emne vi havde. "Aha, hvorfor snakkede i så om mig?", spurgte han med et smørret smil om læberne. Han så på mig med et blik som ville få de fleste piger til at smelte, men sådan var mit og Matts forhold ikke. Så det gjorde mig ikke blød i knæene, selvom han var tiltrækkende og fuldstændig uimodståelig. Okay, måske var jeg lidt for glad for ham! Men vores venskab var for vigtigt til at jeg ville sætte det på spil. "Vil du have sandheden?" svarede jeg endelig.

"Ja tak" Sagde han, og lagde skeen fra sig. Han lagde hånden på køkkenbordets kant og lænede sig let op af armen. Et eller andet sted tror jeg at han var meget nysgerrig, for at vide hvad min far syntes om ham. Hvorfor, ved jeg ikke. "Okay, så siger jeg det bare lige ud", jeg sukkede tungt. Jeg ville helst ikke såre ham, så jeg valgte at gøre det til en joke. "Min far hader dig simpelthen. Han syntes bare at du er en værre grissebasse, og at du burde tage et fodbod, for dine fødder lugter helt henne i London" Svarede jeg, i starten fuldkommen koldt, hvilket bare gjorde det endnu mere komisk. Men så brød jeg ud i en kæmpe latter, og puffede let til ham. Hans tanker kørte rundt, der gik lidt tid før han forstod at det var en joke, og han grinede derefter med. "Du er bare så irriterende" Sagde han sammenbidt og prikkede kildende til min mave, og i det samme undslap jeg et pib. "Hey! Ingen kilden" svarede jeg højt, og pegede strengt på ham. Hvilket bare gav ham lysten til at kilde mig endnu mere, "Skrivemaskine!" skreg han drilsk, og begyndte at trykke løs forskellige steder på min mave. Jeg undslap flere pib, og begyndte tilsidst at skrige og rende rundt i hele lejligheden, mens Matt jagtede mig. Til sidst fik han fat i mig, og i det samme smed han mig ned i sofaen, og satte sig oven på mig. Han holdte mine hænder fast mod sofaens sæde, ret hårdt og det gjorde faktisk ondt! Han er faktisk stærkere end han ser ud. "Slip mig" Skreg jeg, og prøvede at vride mig fri. Men mine hænder løsnede sig ikke en smule fra hans greb.

"Så indrøm at mine fødder ikke stinker"

"Det kan jeg ikke, man må jo ikke lyve" svarede jeg bitchet, og "klask" sagde det!

"Aw, den gjorde ondt. Men i sidste ende er jeg den der vinder" Sagde han, med et lusket smil, der gjorde mig bange.

"Hvordan det?" spurgte jeg oplagt

"Ja, det er jo mig der har fanget dig, og jeg har fri adgang til at kilde dig, når som helst, og så meget jeg lyster" svarede han truende, han havde endelig fået krammet på mig. Og gud hvor jeg hadede det!

Jeg sukkede tungt, da jeg måtte erkende mit nederlag. "Okay, dine fødder stinker ikke" sagde jeg tungt, uden at kigge på ham. Jeg hadede at tabe! "Tak for det" Sagde han tilfreds, og slap endelig grebet om mine håndled. Han fjernede sig også straks fra min mave, som han ellers havde plantet sin numse så flot på, jeg kunne næsten se et mærke efter hans numse. Jeg rejste mig op og tog mig til mine håndled, de var blevet helt røde! Jeg kiggede bebrejdende på Matt, som bare sendte mig et undskyldende blik. "Jeg kender vist ikke min egen styrke" svarede han selvsikkert. Min erkendelse må have givet et par plus point til selvtilliden. Det kunne jeg ikke tillade, det understregede bare mit nederlag endnu mere. Matt var allerede på vej ind i køkkenet igen, så jeg måtte tænke hurtigt. "Hey, Matt. Dine fødder stinker ikke...... De lugter afskyeligt af sur ost og rådne æg!", Matt vendte sig i det samme om "Årrrh, nu skal du få" sagde han kampklar, og en ny krig var begyndt. Han var begyndt at jagte mig igen, da jeg standsede brat op. Vi var endt inde på mit værelse. Matt greb med det samme om min talje, og smed mig ned i sengen, da han så sin chance. "Matt, stop. Kan du ikke lugte det?" sagde jeg og hentydede til den brændende lugt der hang i mit værelse. "Haha, hvor er du sjov. Men jeg er altså ikke så du som du tror", han begyndte at kilde mig helt vildt, og jeg skraldgrinede, men jeg kunne ikke ignorere lugten. "Ej, Matt stop. Jeg mener det!" Sagde jeg, i starten meget roligt men det endte med et skrig da Matt gav mig et hestebid. Matt stoppede endelig, da han opdagede alvoren. Og han må have opdaget lugten, da han så undrende omkring i værelset. "Kan du ikke lugte det? Det lugter som...."

"Røg!" Afsluttede han min sætning, og farede ud i køkkenet. Jeg var ikke helt med på den i starten, men det gik snart op for mig at Matt jo var i gang med at stege oksekød.

Da jeg kom ud i køkkenet lå gryden allerede i vasken, og Matt var i fuld gang med at smide indholdet ud. "Hey! Du behøver da ikke at smide det ud, det kan vel stadig spises" sagde jeg, og skulle til at tage gryden fra ham, da han viste mig det kuld sorte kød, det lugtede så forfærdeligt at jeg begyndte at hoste. "Forstår du det nu?" spurgte han, jeg nikkede og bevægede mig over mod køkkenvinduet, og åbnede det på vid gab. "Jeg åbner lige ud til altanen" sagde jeg, og var allerede på vej ud i stuen. Der gik heller ikke lang tid før, jeg fik åbnet alle vinduerne, i lejligheden.

 

"Hvordan kan vi spise Tortillas, uden oksekød? Det er jo ligesom at spise hønsekødssuppe, uden kødboller!", sagde jeg tvært, tydeligt utilfreds med at kødet brændte på. "Hey, for 22. gang, det er ikke min skyld at du skulle være irriterende, så jeg blev nød til at jagte dig rundt i  hele lejligheden" forsvarede Matt sig selv. "Jeg tvang dig ikke til at kilde mig, gjorde jeg?", jeg ventede tålmodigt på et svar, men fik intet. "Ser man det" sagde jeg tilfreds, efter noget tid. "Var Scarlett ikke med dig?" sagde Matt ud i det blå.

"Jeg troede at hun var her hjemme!"

"Jeg troede hun var med dig" sagde Matt forvirret

"Jamen, hvis hun hverken er med dig eller mig. Hvor er hun så?" Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere, frygten for at hun var kommet til skade voksede sig større og større for hvert hjerteslag.

"Vi bliver nød til at ringe til hende" sagde Matt endelig, jeg gav ham straks ret ved at nikke.

"Jeg ringer" Sagde jeg hurtigt, og trak min mobil op af lommen, hvorefter jeg hurtigt gik ind under kontakter og fandt hendes nummer. Jeg gik utålmodigt rundt i køkkenet, imens jeg ventede på at hun ville tage sin telefon. Og da den røg på voicemail, kunne jeg mærke mit hjerte gå i stå. "Hun tager den ikke" sagde jeg skræmt. Matt sukkede tungt, han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. "Syntes du vi skal efterlyse hende?" stammede jeg usikkert, Matt rystede med det samme på hovedet, "Nej...". Jeg dumpede ned på min stol, " Hvad gør vi, vi kan jo ikke bare sidde her?". Jeg kiggede langsomt hen på Matt, han sad roligt på sin stol, som han havde gjort de sidste 20 minutter. Jeg ville give alt for at få lidt af den sindsro, han havde lige nu.

"Serena, tror du selv på at hun er blevet stukket ned, skudt, bortført eller dræbt?"

Jeg trak på skuldrene, "Man ved aldrig..."

"Scarlett er en fornuftig pige, jeg lover dig, at der ikke er sket hende noget. Hun har sikkert bare mødt en sød fyr på universitetet." Lød det roligt fra Matt

"Så du siger altså, at i mens jeg sidder her og frygter for hendes liv, har hun sammenleje, med en klam fyr fra universitetet?" sagde jeg skeptisk. Det giver jo slet ikke mening! Han sidder og siger at hun er en fornuftig pige, og bagefter siger han at hun sikkert er taget med en ukendt fyr hjem! Jeg kan godt se logikken i det...... NOT. Matt fnøs, "Du misforstår mig". Jeg sendte ham killer-blikket, og rejste mig straks fra bordet, "Jeg går i seng".

"Skal du slet ikke have noget at spise?" Råbte han efter mig, men jeg ignorerede ham bare. For at være ærlig var jeg hundesulten, men på den anden side var maden ikke særlig appetitlig.

Da jeg kom ind på mit værelse, smed jeg mig i sengen og trak hurtigt min dyne over mig. Tankerne og bekymringerne om Scarlett, fløj rundt omkring i hovedet på mig. Og efter et kvarters tid tid, var jeg faldet ind i en dyb søvn.

Jeg gik på en lang hvid gang, der fortsatte ud i det uendelige. Pludselig kunne jeg høre nogen bag ved mig. Det var Scarlett. "Scarlett" skreg jeg gennem gangen, og løb i mod hende. Mit skingre skrig gav ekko i den smalle gang. Men da jeg ville ligge mine arme om hende, og omfavne hende, forsvandt hun. Som pizzaskiver på et fad. "Hjælp", hørte jeg en hjælpeløs stemme sige, længere nede af gangen. Nysgerrigt fulgte jeg ekkoet. Og dér stod Scarlett igen."Scarlett, hvor er du?" spurgte jeg undrende, "hvor er du?". Jeg gik nærmere og kunne nu se hele hendes ansigt. Det var helt hvidt, med mørke render under øjnene. Hendes læber var lige så blege som hendes hud, og hendes øjne så hjælpeløse ud. Hun havde brug for min hjælp, men jeg kunne ikke hjælpe hende. "Scarlett" græd jeg, imens jeg rakte ud efter hende. Men hun forsvandt blot som vinden, igen. Jeg dumpede ned på jorden, og det gav et utydeligt ekko i gangen. Pludselig dukkede Scarlett op lige for øjnene af mig, hun drejede hoved rundt, 360 grader, som en ugle. "HJÆLP!" Skreg hun, og jeg skreg med, af skræk. Pludselig kunne jeg høre en hel masse andre stemmer komme nærmere, "hjælp" skreg de alle. Jeg holdte mig for ørerne, "stop!", befalede jeg. Men de blev ved.

Jeg vågnede op med et sæt. Mit hjerte kørte på fuld drøn, og jeg var helt vildt forpustet. Mareridtet køre på replay, inde i mit hoved. Jeg kunne mærke tårerene presse sig på, jeg var bange. Hvor jeg dog håbede at hun var okay, men det var som om at jeg kunne mærke at noget var fuldstændig galt. Men hvad, ved jeg ikke.

Det tog mig noget tid, før jeg besluttede mig for at prøve at sove igen. Jeg havde ikke engang skimtet mit vækkeur en tanke, før nu. Klokken var 02:38. Jeg kunne mærke trætheden vælde ind, men frygten var der stadig. Så det endte med at jeg rejste mig fra sengen, og listede ind på Matt´s værelse. "Matt?" hviskede jeg, da jeg stadig stod i dørkarmen, "Sover du?". Matt vendte sig søvnigt om på ryggen, så jeg kunne se at han skød det ene øjenbryn i vejret. Han måtte være i tvivl om min stemme kom fra en drøm eller virkeligheden, tsh. "Matt?", spurgte jeg igen, men denne gang højere. Endelig slog han øjnene op og kiggede søvnigt på mig, han gned sig i øjnene, og måtte lige blinke flere gange,for at sikre sig at jeg stod i dørkarmen. Og i et kort øjeblik, kunne jeg smage en spiseskefuld af den dårlige samvittighed, der løb mig ned af ryggen. "Hvad?", spurgte han træt med en søvnig stemme, ret sexet hvis du spørger mig. "Må.... Må jeg sove hos dig i nat?" spurgte jeg bedende, jeg følte mig kort som en 10 årig igen, som jeg stod der. Han rykkede lidt på sig, tydeligt en smule forvirret. "Ehm.. Ja selvfølgelige" sagde han til sidst, og rykkede sig hen i den ene side af sengen, så der var en lille plads til mig. Jeg smilede over hele ansigtet af taknemmelighed, jeg sprang hurtigt over i sengen, og krøb mig under den dejlige varme dyne. Matt vendte ryggen til mig, og prøvede at falde i søvn igen. Jeg så skuffet på hans ryg. Jeg havde håbet på at han ville ligge sine arme om mig, så jeg kunne begrave mig i hans favn. Men nej, sådan kørte spillet ikke. Jeg gav hans ryg et sidste skuffet blik, og vendte mig så med ryggen til ham. Hævn, selvom han sikkert var ligeglad, og alligevel ikke kunne se det. Så jeg sukkede tungt og prøvede at sove. Men det var svært, stemmerne overtog igen mit hoved, og det gjorde ingen forskel om Matt lå ved siden af mig eller ej. Jeg skreg lydløst, og kunne mærke en enkelt tåre glide langsomt ned langs min kind. Og lige så stille i min frygt, krøb jeg hen mod Matts store sorte ryg. Jeg lagde min pande ind mod den sorte T-shirt, og bad til at stemmerne ville forsvinde. Men det gjorde de ikke. I stedet for kunne jeg mærke Matt vende sig om, han lagde sine stærke arme om mig, og jeg kunne mærke hans blik hvile på mig. Jeg fjernede blikket fra hans sorte T-shirt, og kiggede i stedet for op på ham. "Hvad er der i vejen?" spurgte han medfølende, "Du ryster helt vildt".

"Jeg er bange" indrømmede jeg, det bragte et trykt smil frem på hans løber. Han holdte mig tættere ind til sig, "Det skal du ikke være, jeg skal nok passe på dig" hviskede han. Jeg knugede mit hoved ind i hans brystkasse, og kunne lige så småt mærke alle stemmerne forsvinde. Og en vild søvnighed vældede i det samme ned over mig, så jeg lidt efter 2 minutter, faldt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...