Perfection

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Serena er en pige på vej til en kæmpe succes i advokatbranchen, eller det er i hvert fald hvad hendes far mener. Men hendes egentlige ønske er at blive professionel fodboldspiller, og hun har da også talentet der skal til. Men en ting står i vejen: Hendes far. Deres bånd er meget vigtigt for hende, og derfor vil hun bare gøre ham glad. I Madrid går hun på universitet, hvor hun læser jura og bor i lejlighed med hendes to venner Matthew og Scarlett. Hun bliver inviteret til venskabskampen mellem Spanien og Hviderusland, hvor hun møder bla. Juan Mata, Fernando Torres og Iker Casillas. Og ikke nok med det begynder Serenas eks kæreste at kontakte hende igen. Men hvad ville hendes far mon sige til alle de fyre i hendes liv? Find ud af det, og meget mere i PERFECTION.

4Likes
4Kommentarer
467Visninger
AA

3. The disappointment

Jeg vågnede, med følelsen af at jeg havde glemt noget. Da jeg straks lagde mærke til at Matts hænder stadig var foldet omkring mig, hvilket hurtigt bragte et lille smil frem på min læbe. Men irritationen, over ikke at vide hvad jeg havde glemt, stak mig i siden, hvilket bare ødelagde hele øjeblikket. Jeg sukkede tungt, og betragtede Matt lidt. Han havde let åben mund, og trak roligt vejret, ud og ind. Jeg skulle lige til at nusse hans næsten sorte hår, da jeg så hans vækkeur, over hans skulder. DEN VAR FUCKING 9:48! Jeg flåede dynen af mig, så hurtigt og kræftfuldt at dynen både røg af Matt og jeg, og landede på gulvet i en rodet klump. Jeg farede op af sengen, og videre ud af døren, da jeg hørte Matts hæse stemme efter mig: "Mhm, hvad skal du?". Jeg stak hovedet ind af døren, og lagde med det samme mærke til at han havde smalle morgenøjne. "Vi er faktisk nogle, som skal i skole klokken 8. Og jeg er allerede gået glip af en time!!", jeg var på vej ud af døren da Matts stemme igen standsede mig: "Vent, lad mig køre dig. Det er min skyld at du kommer for sent". Jeg stod i gangen og kiggede på Matt med uforudsigelige øjne, da han trådte ud fra hans værelse, i kun T-shirt og boxers. Selvom tilbudet var fristende, måtte jeg sige nej. Jeg havde simpelthen ikke tid til at vente på at Matt skulle gøre sig færdig! Desuden køre taxichaufførerne utrolig hurtigt her i Madrid, super fedt egentlig! "Tak, men nej tak. Jeg må skynde mig af sted, vi ses klokken 5!", sagde jeg og greb min skoletaske, som stod i gangen på sin sædvanlige plads, ved siden af det lille bord med natlampen. Jeg var allerede ude af døren før Matt nåede at snakke færdig, det eneste jeg nåede at høre var: " Nå, så må du have den t....".

 

Køreturen til universitet tog længere tid end forventet, eller også var det bare fordi at jeg var så opspændt, at minutterne føltes som timer? Jeg luntede (så hurtigt som jeg nu kunne, i de her møg sko) ind i den høje bygning bestående af 5 etager. Alle de studerende havde pause, hvilket kun var til min fordel, da det ville være lettere for mig at falde til i mængden, og muligvis snyde de andre til at tro at jeg havde været her siden klokken 8.

En pige med brunt, halv krøllet hår tog min opmærksomhed, og jeg kunne ikke undgå at blive lidt små sur da jeg så hende. "Hvad bilder du dig ind?!", jeg tog fadt i hendes skuldre og vendte hende mod mig. I starten var hendes øjne skræmte og forvirret, men fandt senere sidt normale udtryk. "Hvad snakker du om?" Grinede hun.

"Hvad jeg snakker om?! Oh, jeg snakker bare om at du forlad Matt og jeg der hjemme, med tanken om at du måske var i livsfare!"

"Bekymrede Matt sig virkelig om mig?" Spurgte Scarlett forvirret, men et ellers andet sted lød hun smigret. Men det var nok mest den svage rødmen i hendes kinder, der talte for det.

"Altså, nej ikke helt. Men pointen er, at vi ville være dybt taknemmelige, hvis du nu havde haft løst til at skrive til os, at du havde det fint og ikke var ved at blive tortureret af en syg morder" Og straks døde den svage rødmen ud i hendes kinder.

"Hvorfor er det at du bekymre dig sådan, du er jo ikke min mor vel?" Sagde hun. Og straks gik det op for mig, at jeg faktisk har opført mig lidt som en mor. Måske føler jeg bare en trang til at passe på hende, da hun både er mindreårig og ret ustyrlig? Men det er altså stædig mærkeligt.

"Nej, det har du ret i... Det må du undskylde. Jeg føler vel bare at du har brug for lidt kærlighed, og det her er nok bare min sære måde at vise det på." Jeg sluttede sætningen ved at kigge ned i gulvet.

"Serena, jeg har ikke brug for al den kærlighed, desuden ved jeg godt at du holder af mig, så du behøver ikke at bevise noget. Og ja..... Jeg fik da også rigeligt af kærlighed i går" Hun smilte et lumsk smil, og faldt hen i en svag latter.

"Var du sammen med én?" Jeg spærrede øjnene op, jeg kunne ikke tro at Matt faktisk havde ret!

"Bare rolig, det var kun et one-night stand. Desuden gjorde jeg det kun for de her", hun trak et par biletter op af skoletasken og smilede stolt, imens hun rakte dem til mig. Jeg tog dem koldblodigt og læste mig frem til, at det var biletter til den omtalte fodboldkamp mellem Spanien og Hviderusland på fredag!

"Jeg fatter ikke at du udnyttede ham..." Sagde jeg svagt, selvom biletterne var virkelig fristende, var det bare forkert... Derfor gav jeg hende de to biletter tilbage, uden at skimte dem et sidste blik.

"Årh, Serena nu såre du mig. Jeg troede at du elskede fodbold? Jeg gjorde kun det her for dig, jeg havde tænkt mig at vi skulle have en fed aften med fodboldopgør efterfulgt af en bytur." Lød det skuffet fra Scarlett.

"Jeg er ked af det Scarlett, men du må finde dig en ny ledsager", sagde jeg skuffet over at hun havde udnyttet ham drengen, og gik min vej.

___________________________________________________________________________

Hejsa, jeg ved godt at dette kapitel er meget kort, men det var faktisk meningen fra begyndelsen, at jeg ville gøre kapitlerne korte. Da det giver mig en større lyst til at skrive på historier, når det er korte afsnit. Ved godt at det lyder sært.

Men jeg vil alligevel lige sige tak, fordi at i tager jer tid til at tage et lille kig på min historie, det betyder meget, både for mine skriveevner og min selvtillid :D!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...