From Chat - To Real Love ( JB )

Du er den pige, som drengene ikke gider at omgås med, eller flirte med, de finder dig ikke interessant, ligemeget hvad du gør, retter sagt ingen gider omgås dig, alle ignorer dig. Du har prøvet at skifte stil en masse gange, fra sød pige - populær pige, fra street - nørd, fra prinsesse - rocker, men intet virkedede eller virker. Selvom du faktisk er den meget kønne pige, drengene normalt vilde falde for. Det sikkert din generthed der ødelægger det, så du besluttede bare at være sig selv igen, for intet er bedre end en selv. Som rent faktisk virkede, men ikke i virkeligheden, men over nettet. Du fandt en dreng at skrive med, i har skrevet sammen i et halvt år, og i kan bare skrive om alt. Når i skriver, er det som om i bare har kendt hinanden altid ...

Men om du kommer til at møde denne her mystiske dreng i virkeligden, som virker som din drømmefyr ... ja, det vil tiden vise, LÆS MED!!!

177Likes
260Kommentarer
66542Visninger
AA

37. † You just have to Believe †

Victoria's synsvinkel♡


"Victoria? Victoria? Victoria" er der en stemme der hvisker, plus du bliver rusket i.

"Shh, jeg prøver at sove" sukker du træt og putter dig længere op af Justin. For du kan sagtens mærke han er her ved dig, og hans hjerte lyd er stadig så afslappende.

"Men du skal have dine piller" siger stemmen igen, så du rynker panden stadig med lukkede øjne.

"Hvad for nogle piller?" spørger du træt mens du gaber en enkelt gang, og åbner så stille øjne, men bliver nød til at knibe dem sammen på grund af lyset.

For det er virkelig lyst herinde, eller blændene. Da dine øjne har vænnet sig til lyset sætter du dig op, hvor du igen prøver at strække dig men du kan ikke, så du kigger ned på din arm.

"Wow" mumler du da du ser den er i gips, så du kigger ned af dig selv og ser du er en i mint grøn hospitalskjole, som får dig til at kigge forvirret rundt i rummet.

Hvor er du henne? Du er i hvertfald ikke hjemme på skolen som du troede. Du troede du lå sammmen med Justin i hans seng, og det måske var Ryan eller Chaz der havde vækket dig, men nej, så ligger du her ... i en hospitalseng? En hospitalsseng, er du på hospitalet. Du kigger igen forvirret rundt og ser du faktisk er på et hospitals, for der står en del maskiner rundt omkring, hospitalsengen du sidder i, en sygeplejerske ved din side og.. Justin. Du kigger forskrækket ned på ham, men uden at slippe hans hånd så du holder dig for munden med din brækkede arm. Du føler bare at du ikke må give slip på hans hånd.

"Hvad sker der?" spørger du chokeret, mens du kigger hen på sygeplejersken, der griner lidt. Men hvorfor griner hun, der er da overhovedet ikke noget sjovt ved at Justin ligger sådan der, han har jo slanger overalt og ser helt bleg og kold ud. 

"Hvorfor griner du?" spørger du forvirret, mens du prøver at tænke tilbage, men du helt blank eller det føles som om du kan huske noget, men det sådan lidt tåget for dig.

"Bare den måde du reagere på - Men kan du slet ikke huske noget?" spørger hun og tager mappen i hænderne fra under hendes arm, så du stille ryster på hovedet.

"Hvad skulle jeg huske da?" spørger du og betragter Justin helt, hvor du kan se han har nogle rifter i hovedet og et flækket øjenbryn, som har nogle sting i.

"I har været ude for en bilulykke-" starter hun, men du afbryder hende.

"En bilulykke?" afbryder du hende chokeret, mens du pludselig begynder at kunne huske lidt, og så mere og mere og mere, så du gisper og kigger måbende op på hende. Du kan pludselig huske alt og bliver rigtig bange.

"Jamen? ... Vi var jo ... Også ... En bil, et træ ... Justin i en bil" du mumler en hel masse ting du kan huske, mens du ryster på hovedet.

For det kan simpelthen ikke passe, i kørte jo bare stille og roligt mod South High, hvordan kan i pludselig været endt i sådan en forfærdelig bilulykke på ingen tid. Hun stiller sig hen ved dig, og tysser stille på dig mens du bliver ved med at mumle ting.

"Det helt okay, det skal nok gå alt sammen" siger hun mens hun aer dig på ryggen, så du bliver roligere. Du kigger så ned på Justin igen, hvor du får tårer i øjnene og nusser så hans hånd med din tommelfinger.

"Vil du ikke nok vågne op" spørger du mens du prøver at holde tårerne tilbage.

"Please Justin, du betyder så meget for mig" græder du mens du lægger dig ned til ham og græder ned i hans skulder/kraveben.

"Vil du ikke nok bare sige noget, give mit hånd et klem eller bare blinke, det ligemeget hvad, bare du viser du okay" græder du grådkvalt og putter dig længere ind til ham.

"Jeg elsker dig så højt" hvisker du grædende og kysser ham på halsen, og snøfter lidt. Sygeplejersken aer dig igen stille på ryggen, så du kigger hen på hende og ser hun nu står på den anden side af sengen, så du ikke behøver vende dig rundt.

"Jeg har stillet lidt vand og dine piller på bordet, du tager dem bare når du klar til det" siger hun med et svagt smil, helt sikkert at hun godt kan føle med dig, for du ser også hendes øjne kun er fyldt med medlidenhed. Du nikker svagt og betragter hende gå igen med sin mappe, sikkert din lægejournal.

"Baby please" hvisker du og kigger hen på døren, for du ved ikke helt hvor du skal ligge hen, så du betragter bare døren. Hvor du kan se en engel hænge på døren, så du lukker dine øjne og prøver at bede en bøn, for du vil gøre alt for han vågner igen.

"Kære gud! Ved godt jeg ikke beder så meget til dig, og sikkert har brugt mange ligegyldige ønsker på tøj, sko, smykker, make-up og sådan noget, som virkelig er ligemeget nu. Det eneste jeg beder dig om er at lade Justin komme tilbage til mig, jeg er ikke glad uden ham. Han er personen der fuldender mig, har aldrig været så glad som når jeg er sammen med ham og det ved du. Han er elsket af så mange og de ønsker heller ikke at han bare forsvinder sådan ud af deres liv på grund af en fejl en anden mand begik, det er ikke fair. Så please jeg beder dig, vil du ikke nok sørger for han kommer tilbage til os, jeg beder ikke om andet. Jeg elsker ham så højt!" mens du beder din bøn, kan du ikke lade vær med at græde, men du får da ordene ud af din mund, om det mumlen eller ej, får du det sagt.

"Amen!" snøfter du og lukker øjnene op og ser Pattie stå henne i døren og græde, så du sætter dig stille op og kigger hen på hende. Hun kommer lige så stille hen til jer og tager Justin i hans anden hånd, som hun stille kysser og kører sin hånd henover hans pande som du også havde gjort.

"Jeg hørte din bøn, det var virkelig rørende og smukt" siger hun stille men hun tager ikke øjnene fra Justin, som er helt okay. Det sikkert virkelig hårdt for hende og se hendes søn ligge sådan. For hvis det var hårdt for dig, må det være en trilliard gange værre for hende, når hun er hans mor. Du ved ikke helt hvad du skal sige, så du kigger bare på Justin som hende.

"Jeg-" hun når ikke at sige mere før hun bryder sammen mens hun holder sig for munden for ikke at hulke så højt.

Så af rent refleks lægger du din brækkede arm om hendes nakke og trækker hende ind til dig, stadig uden at slippe Justins hånd. Du føler bare at du er nød til at være den voksne lige nu, og trøste hende, som hun bliver virkelig glad for og holder om dig uden af masse Justin.

"Det okay" hvisker du og gemmer din ansigt i hendes skulder, for nu er du også ved at græde igen. For det virkelig hårdt at skulle holde hovedet koldt, når hun græder på den måde.

"Gud vil ikke bare tage ham fra os på den måde, det han for barmhjertig til" hvisker du, så hun nikker svagt og trækker sig snøftende ud af krammet.

"Hvorfor min søn? Hvorfor dig Justin?" græder hun, og kysser hans hånd igen og fjerner den ikke fra hendes læber.

"Du har ikke gjort andet end at være en god dreng, du har gjort så mange mennesker glade og altid gjort ting med dit hjerte.

Du fortjener ikke det her lille skat, du fortjener at leve med os andre, du fortjener et langt og lykkeligt liv med Victoria. Du fortjener ikke at ligge her og kæmpe for dit liv, men jeg ved du stærk, du skal nok klarer den baby, jeg ved du kan" snøfter hun mens hun har lukket øjne, men tårerne triller stadig ned af hendes kinder, som de gør på dine. For at se hende så nede selvom du ikke kender hende så godt endnu, er alligevel virkelig hårdt, for i fik et virkelig godt bånd til hinanden igår. Og så at hun siger at; Han fortjener et langt og lykkeligt liv med dig, varmer dit hjerte meget, for så har hun jo accepteret dig helt.

~

Der er gået virkelig mange timer med venten. Dig, din mor og Pattie sidder bare herinde og venter på Justin begynder at vågne, som er virkelig hårdt. For han ligger bare helt stille og trækker vejret stille, ikke en eneste naturlig bevægelse. Som at blinke, fugte sine læber eller give et ryk i sig, han ligger bare helt stille som et lig. Du har fået noget nyt tøj på, som din mor og Pattie fik hentet i hendes bil, for i har ligesom ikke jeres mere. Men du sidder i et par jeans, og en grå hættetrøje med skolenslogo på i hvid, sort og rød, og et par hvide ankelstrømper. For du orkede ikke at tage noget vildt flot tøj på, nu hvor du bare skal være på et hospital, så du sagde bare noget afslappet.

Dine jeans er ikke vildt stramme, så de går an selvom de er jeans. Du har fået sovet en del, og spist lidt men du har aldrig forladt Justins side, så din mor har skulle hente din mad til dig. Men det mest forfærdelig er at du slap Justin's hånd, for du skulle jo have din hættetrøje over hovedet og ud på din arm. Så da du skulle det tvivlede du rigtig meget, så meget at du begyndte at græde, for hvad hvis det betød han gav op, fordi du slap hans hånd. Lyder meget overreageret, men når man ligger herinde på et hospital og ens elskede ligger og kæmper for sit liv, bliver selv de mindste ting mentalt forandret. Så at slippe hans hånd i bare få sekunder gjorder virkelig ondt på dig, men heldigvis skete der ikke noget.

Du havde regnet med at hans hjerterytme på maskinen ville falde og ende med en lang og uendelig streg, bare fordi du slap hans hånd. Men takket været gud skete der ikke noget. Så nu sidder du igen bare ved Justin's side og holder ham i hånden, mens Pattie og din mor sidder henne i en sofa under tv'et i Justin's nye værelse, og snakker. For hans tilstand var ikke så kritisk som før, så han kunne godt blive overflyttet til en lidt almindelige stue, men han bliver stadig overvåget meget. Der kommer hele tiden læger eller sygeplejersker ind til ham for at tjekke op på ham, som du virkelig glad for. Du ligger med hovedet hvilende på jeres arme, for du har flettet jeres fingre, så du ligger bare og venter på nogle reaktioner fra ham.

Døren går op igen, som du tror er endnu en sygeplejerske eller læge, men nej, det er en mand og 2 børn. En pige med med brunt lidt over skulderlangt hår, ca. på en 5 år, mens drengen er lidt lavere end hende, lyst hår, nærmest en kopi af Justin i lille udgave og på en 4 år. Mens faren også ligner Justin bare i voksen, så du gætter til det hans far og søskende. Børnene skynder sig hen til Pattie, mens manden kommer tøvende hen til dig og Justin, så du sætter dig ordentlig op og kigger på ham, og du kan se hans øjne bliver blanke. Så helt sikkert at det er Justin's far. Han kommer helt hen til sengen, og tager Justin i hånden mens en tårer triller ned af hans kind som han tørrer væk med ærmet og snøfter lidt. Han kigger så hen på dig, og smiler svagt til dig og kigger så på jeres hænder, som er flettet.

"Er du hans kæreste?" spørger han og kigger op på dig igen, så du stille nikker og kigger på Justin.

"Var du også med i ulykken?" spørger han, sikkert fordi han kan se dine rifter i ansigtet, for du har din arm nede i dit skød og sengen har skjult den, så det kan kun være den eneste grund.

"Ja" svarer du stille og viser ham din arm, så han får et chokeret ansigtsudtryk.

"Men jeg har det fint" siger du med et smil, så han ikke behøver at bekymre sig om dig, men Justin.

"Jeg er Jeremy, Justin's far" siger han med et smil, som ikke er helthjertet men du kan sagtens forstå ham, hans søn ligger lige her efter en slem bilulykke.

"Victoria" siger du og rækker din brækkede hånd frem, for han har også taget sin frem mod dig.

"Lyder mærkeligt men har det som om jeg ikke må slippe hans hånd" siger du mens du kigger op på ham og ser han nikker.

"Det okay" svarer han og ryster stille din brækkede arm. Han tager en dyb indåndning og tager en stol og sætter sig ved Justin som dig.

"Du en fighter Justin, det har du altid været, så jeg ved du kæmper lige nu og du skal bare blive ved med et kæmpe" snøfter han og holder en lille pause kan du mærke, hvor han prøver at holde tårerne tilbage.

"Jeg elsker dig min dre-" siger han og bryder helt sammen, så du overvejer at holde om ham også.

Men ville det ikke være underligt hvis en piger på 16 skulle kramme en mand sidst i tredverne. Han ligner i hvertfald en der, eller det bare noget du gætter på eftersom Justin jo er 16 så burde han da også være lidt op i alderen. For dine forældre er 42 og 38, hvor din mor er yngst. Men du bliver alligevel påvirket af ham, så nu sidder du også og græder igen.

"Han skal nok klarer den" snøfter du grådkvalt, og prøver at tørrer dine tårer væk men de bliver bare til flere hele tiden.

"Jeg tvivler heller ikke, men det hårdt at se ens eget kød og blod, kæmpe sådan" græder han og tager begge sine hænder om Justins hånd, der faktisk er blevet varmere, så du er ikke heller i tvivl om han kommer tilbage.

~

Igen er der gået en del timer, og klokken er nu 4 om morgenen eller natten, det ret ligegyldigt. Stadig ingen tegn fra Justin, men han bliver varmere og varmere. Ikke sådan overdrevet men jeres kropstemperature bliver mere og mere ens og han ser ikke så lig agtig ud mere. Han har fået sin naturlige farve igen og ligner ham selv igen, så det du rigtig glad for. Lægerne og sygeplejerskerne har også sagt at hans prøver - blodprøver osv - ser fantastiske ud, og at han kommer sig hurtigere og hurtigere. Men alligevel er de ret bekymret for at han ikke er vågnet op endnu, for der burde han. Så mens i har ventet i de mange timer, er du kommet ret godt ud af det med hans søskende, eller halvsøskende som du fandt ud af. Hans lillesøster hedder Jazmyn men bliver kaldt Jazzy, og hans lillebror hedder Jaxon men bliver kaldt Jax som de begge fortalte.

De selvfølgelig ikke så påvirket af situationen som jer, nu hvor de er så små. De tror bare at Justin sover, som i har fortalt dem for de ikke skulle bekymre sig. De virkelig nogle dejlige børn, de er i hvertfald de sødeste nogensinde. De løb bare rundt på gangene så Jeremy skulle løbe efter dem, og legede med alle mulige ting af lægerne og sygeplejerskernes ting. De var bare børn, så i fik et godt grin af dem, selvom stemning var lidt trykket men det var nu dejligt. De fortalte også en masse ting til dig, som hemmeligheder og ferier de havde været på, og hvordan det var at gå i børnehave og sådan.

I har allerede fået bygget et fantastisk forhold op på ingen tid, fordi de er så åbne som de er og så dejlige. Så lige nu ligger de begge og sover på dig, de sidder på skødet af dig og sover på hver sin skulder, som er virkelig sødt. Du føler også selv du burde sove lidt for du er ret træt efter at klokken nu er 4 og du har næsten været vågen hele dagen. Du læner dit hovede op af Jazmyns, så du har kinden på toppen af hendes hovede og prøver så at falde i søvn. For du vil virkelig ikke vække dem nu hvor de endelig sover og ligger så godt. Jeremy, din og og Pattie ligger også og sover, Jeremy sidder stadig i stolen overfor dig, og din mor og Pattie sover op af hinanden, næsten på den samme måde dig og Jazmyn sover på. Men de nu ret sødt, for de har også dannet et virkelig tæt forhold på ingen tid, tror bare Justin's familie er meget hurtigt til at elske andre og bygge et hurtigt og tæt forhold med andre.

For er du sød mod dem er de 100 gange så søde mod dig, og lære hurtigt at elske dig for den du er, så de dejligt at bliver accepteret af deres familie. Det ikke fordi det godt Justin ligger her på hospitalet og kæmper for sit liv, men du også sådan lidt glad for det, for du føler på en måde det har testet jeres forhold lidt. For du har aldrig haft sådan en forfærdelig smerte i hele kroppen over at se ham sådan og ikke kunne gøre noget, andet end af bede til gud. Så det har i hvertfald testet din kærlighed til ham og nu ved du i hvertfald at du ikke kan leve uden ham, for du var virkelig bange for at han var væk for altid og følte dit hjerte blev revet i 1.000 stykker da du så ham i bilen og her på hospitalet. Du har jo også mødt resten af hans familie og fået et rigtig godt forhold til dem, så det er også en af de gode ting ved ulykken men det også kun det. For du ville helt sikkert gerne havde gjort det på en anden måde, men sådan er skæbnen åbenbart. 

Du sidder normalt i stolen med dem på skødet, hovedet på Jaxmyns, din brækkede arm om hende og din anden hånd i Justin. Du kunne bare ikke sove bedre end det, ironsik ment. Det er ikke sådan helt forfærdeligt, men du kunne i hvertfald godt ligge bedre end det her. Du gaber stille og kigger over på Justin der stadig ligger som han har gjort hele tiden, ret trist. Men du holder stadig fast i at han har det godt, og snart vågner for det sagde lægerne for ca. en halv time. Han ville i hvertfald vågne indenfor de næste 24 for han virkede helt rask og hans prøver var overraskende gode. Så du virkelig glad for det, så du har på en måde virkelig ikke lyst til at sove.

For hvad hvis han vågner mens du sover og du så ikke kan være der når han så vågner. For lyder måske lidt egoistisk, men du vil gerne være den første han ser. Kun for at vise ham at du har været her hele tiden for at støtte ham, uden at forlade ham en eneste gang. Du har faktisk også holdt dig for at gå på toilettet, som du faktisk er pænt overrasket over, for der er jo gået over et døgn. Men du ville ikke forlade ham et eneste sekund, så toiletbesøg kan vente til han er vågen, hvor du nok kommer til at være i flere timer med så stor en tissetrang du får.

Men alt for Justin, for han er din anden halvdel, og uden ham ingen Victoria. Du gaber igen og lader dig bare overmande at trætheden. For du kan virkelig ikke holde den mere om så du virkelig prøver eller ikke så føler du at det eneste du kan gøre, er at overgive dig. Du lægger dit hovede tilbage på Jazmyns, hvor du lukker øjnene og giver Justin et lille klem i hånden før du prøver at lægge dig til at sove, som du faktisk glæder dig til. 

"Victoria?" hører du en stemme sige svagt og et klem i din mærkes..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...