From Chat - To Real Love ( JB )

Du er den pige, som drengene ikke gider at omgås med, eller flirte med, de finder dig ikke interessant, ligemeget hvad du gør, retter sagt ingen gider omgås dig, alle ignorer dig. Du har prøvet at skifte stil en masse gange, fra sød pige - populær pige, fra street - nørd, fra prinsesse - rocker, men intet virkedede eller virker. Selvom du faktisk er den meget kønne pige, drengene normalt vilde falde for. Det sikkert din generthed der ødelægger det, så du besluttede bare at være sig selv igen, for intet er bedre end en selv. Som rent faktisk virkede, men ikke i virkeligheden, men over nettet. Du fandt en dreng at skrive med, i har skrevet sammen i et halvt år, og i kan bare skrive om alt. Når i skriver, er det som om i bare har kendt hinanden altid ...

Men om du kommer til at møde denne her mystiske dreng i virkeligden, som virker som din drømmefyr ... ja, det vil tiden vise, LÆS MED!!!

177Likes
260Kommentarer
66440Visninger
AA

36. Den værste dag i mit liv..

Victoria's synsvinkel♡


Du vågner stille op ved du har masser af smerter i dit hovede, og dit håndled og er også ret svimmel. Du begynder også at hoste ret meget, og får også ondt i dine ribben, som du tager dig stille til. Du prøver at sætte dig ordentlig op men du kan ikke rigtig bevæge dit ene ben, så du kigger derned og ser det er mast under et træ. Du prøver stille at løfte det væk, men du kan ikke på grund af smerterne i dit ene håndled. Du går sådan lidt i panik over du ikke kan fjerne det, så du skubber endnu mere til det, så det begynder at rokke lidt, med den ene hånd. Du begynder stille at græde, for du kan ikke fjerne det og går bare mere og mere i panik, for du ved ikke hvad der er sket. I sad jo bare og nød at i endelig skulle hjem på skolen, og bare dig og Justin.

For du havde ikke glemt at du skulle sove sammen med Justin når i kom tilbage, for du har ikke tænkt på andet hele dagen. At skulle ligge i hans trygge arme og bare glemme alle de forfærdelige dage du har haft der, og bytte dem ud med nye og fantastiske dage med Justin. Men pludselig ligger du her med et træ over dig, som du stadig ikke kan fjerne fra dit ben. "Hjælp" skriger du grædende mens du stadig prøver at fjerne det. Men intet virker så du kaster dig bare opgivende tilbage ned på jorden, og kigger bare op på himlen, mens du tænker tilbage på hver der rent faktisk skete. For hvorfor skulle det ende sådan her?!

 

-------------------------------------- Flashback ----------------------------------------

"Jeg elsker dig" siger du stille mens du kigger ham i øjnene og kan se lykken i hans øjne over du siger det. Så du også bliver helt varm indeni og har bare lyst til at kysse ham igen.

"Jeg-" han skal lige til at sige han også elsker dig, men du høre pludselig din mor skrige.

Du kender hendes skrig alt for godt, så kan sagtens genkende det hendes, så du kigger hen på hende og ser en bil komme lige mod jer, på samme bane - En spøgelsesbilist. Så din mor drejer alt hvad hun kan ud til siden og prøver at undgå den anden bil men den rammer jer, så bilen pludselig flyver ud mod siden. Den lander hårdt på jorden og ruller bare afsted. Mens du prøver at holde så godt i selen som du kan, og kigger hen på Justin der har lukket øjnene og sidder og mumle et eller andet. Det lyder lidt som en bøn, om at alt nok skal gå. Men pludselig kan du ikke høre andet end et brag og en masse smerte går gennem hele din krop. Mens du ser bilen trille videre uden dig, med Justin og din mor i. Du lander for dig selv på en masse grene, blade og hvad der nu ligger ude i sådan en skov. Du mærker ikke andet noget der lander på dit ben, mens alt bliver mere og mere tåget..

---------------------------------------- Flashback slut ---------------------------------------

 

Du kommer hurtigt i tanke om noget, så du sætter dig hurtigt op som du ikke skulle havde gjort, for du brugte dit håndled og nu gør der virkelig ondt. Du tager stille om det med din anden hånd, mens du stille prøver at vende dig rundt, og ser så at jeres bil er smadret i 2 dele som ser virkelig mast ud. Der ligger også stumper af jeres bil udover det hele og mens alle lysende på bilen blinker. Du kan ikke helt vende dig rundt på grund af træet på dit ben, men du kan sagtens se stykkerne af bilen. Du vender lidt mere til siden, som gør virkelig ondt i dit ben, men du vil gerne se om du kan se Justin eller din mor. Du kan pludselig se Justin som hænger halvt ude af bilen stadig med selen på. Som du faktisk undre dig meget over, for du havde da også din sele på, men røg stadig ud af bilen. Måske den bare klikkede op af sig selv, mens i trillede rundt.

"Justin!" råber du lidt højt, men fortryder da du får en stikkende smerte i ribbenene. Men du vil gerne i kontakt med dem, så du råber bare igen.

"Mor!" råber du mens du får en stikkende smerte i dine øjne, mens du prøver at bevarer roen.

Men tænk hvis de ikke klarer den, tænk hvis du er den eneste der overlever det her. Fordi en eller anden idiot ikke kunne køre over på den rigtige side, og så skal i betale hans fejl. Det er slet ikke jeres skyld noget af det her, så hvorfor skal i betale for det, det overhovedet ikke fair.

"Mor!" råber du igen, men denne gang grådkvalt, for du kan slet ikke klarer det her. For hvorfor svarer de ikke, de kan ikke bare lade vær med at svarer dig.

"Please mor sig noget" græder du, mens du igen sætter dig op, og prøver at få dit ben fri, men du kan ikke og slet ikke når du panikker.

"Mor hjælp mig!" skriger du og skubber alt hvad du kan til træet, men intet hjælper, og slet ikke når du kun kan bruge en hånd.

"Justin!" skriger du, mens du føler du er ved at gå i chok.

Du prøver så at sparke til træet med din anden fod som er fri, som hjælper ret meget. Til sidst for du skubbet træet væk fra dit ben ved hjælp af din anden, så du hurtigt får rejst dig op. Hvor du snøftende og løber hen til bil stykkerne. Du ved ikke hvem du først skal tjekke, for hvad hvis du hjælper den ene mens den anden er ved at gå mod lyset, og du så kunne havde hjulpet.

"MOR?! JUSTIN?!" råber du mens du kigger frem og tilbage på stykkerne.

Du kan sagtens se Justin men din mor er væk, så du løber hurtigt hen til Justin, hvor du kaster dig på knæene. Du aer stille hans kind mens dine tårer triller ned af dine kinder, som du ikke kan stoppe så du lader dem bare få fritløb. Du snøfter lidt mens du åbner hans sele, og hjælper ham ud og ligge på jorden med din ene arm. Da han så ligger på jorden, mærker du efter hans puls på halsen og tjekker om han trækker vejret. Som han gør, så du bliver lidt lettet, men er stadig bange, for alt kan ske lige nu. I har jo lige været med i en bilulykke. Du tører nogle tårer væk med dit ærme som drypper fra din næse, og kysser ham stille på panden.

"Du skal nok klarer den" hvisker du og nusser hans kind stille inden du rejser dig op, og prøver at lede efter din mor.

Du går stille hen mod det andet stykke af bilen, hvor du lige skal forbi et væltet træ, som sikkert også er fra ulykken. Du bukker dig ned under det, og kommer så hen til stykket, hvor du stille kigger ind, men hun er der ikke.

"Mor?!" råber du igen, mens du drejer et par gange og kigger rundt efter hende.

Du går lidt rundt om stykket mens du kalder på hende og kigger overalt. Men det er sådan lidt halv mørkt så du kan ikke rigtig se noget, så du tager stille din iPhone op af lommen og går ind på lommelygte som du tænder. Du går stille ned af en bakke, mens du stadig kalder på din mor og lyser frem og tilbage mellem træerne. Du hører en stille mumlen, som får dig til at kigge panisk rundt.

"Mor?" spørger du stille og håbefuldt, og hører så en mumlen igen.

"Hvor er du?" spørger du stille mens du går hen bag en busk og tjekker om hun er der, men nej.

"Mor?" råber du igen, men falder pludselig ned af bakken, hvor du triller ind i nogen, som begynder at jamre.

"Mor!" råber du glad og krammer hende helt ind til dig, men fordi hun jamre igen, slipper du hende stille. 

"Jeg var så bange" græder du og lægger dig helt ind til hende, hvor hun stille holder om dig.

"Er du okay?" spørger hun stille mens hun fjerner noget hår fra ansigt.

"Ja, jeg har bare lidt ondt her og der, men hvad med dig?" spørger du mens du stadig græder. 

"Tror bare jeg er lidt rystet, hvad med Justin?" spørger hun mens hun stille sætter sig op, sammen med dig.

"Jeg ved det ikke?" græder du så din mor trækker dig ind til sig, mens hun aer dig på ryggen.

"Rolig Victoria, han klarer den" hvisker hun stille mens hun trækker sig stille fra dig.

"Lad os ringe efter en ambulance, mens vi går op og hjælper ham" siger hun meget roligt, som om der ikke var sket noget.

Men det sikkert et instinkt nu hvor du er virkelig bange og hun er voksen og påtager sig den rolle. Du rækker hende din mobil, efter du gået ind på telefon, så i kan ringe. Hvor hun hurtigt taster 911 ind og ringer til alarmcentralen i Usa. Mens i går op af bakken igen hen mod Justin, lige så stille mens du holder om din mor som går lidt usikkert.

 

*Rachel's telefonsamtale*

L.A. Alarmcentral: "L.A. Alarmcentral, hvad er din nødsituatuon?"

"Vi er 3 personer, som har været med i en bilulykke, mig og min datter har det fint, men min svigersøn har det ikke så godt..."

L.A. Alarmcentral: "Kan du fortælle hvor i befinder jer?"

"Vi næsten lige drejet til venstre af 244 21st Place, Santa Monica"

L.A. Alarmcentral: "Er svigersønnen i livsfare eller har voldsommesmerter?"

"Min datter siger han ikke rør på sig, men der er puls og han trækker vejret"

L.A. Alarmcentral: "Okay, vi har sendt en ambulance afsted, den burde være der snart"

"Tusind tak, er der noget vi kan gøre i mens?"

L.A. Alarmcentral: "Hvis i kan, så prøv at få ham med snak og tjek hans puls og vejrtrækning"

"Okay, det skal vi gøre, tak for hjælpen" - *Biiiiib*

 

Din mor lægger på og giver dig din iPhone igen, som du lægger i lommen og sætter dig ned på knæ ved Justin. Hvor du hurtigt tager om hans håndled, og tjekker om hans pul stadig er der. Selvom dit eget håndled gør vildt ondt, vil du bare gerne være sikker på Justin er okay, før du tænker på dig selv.

"Baby" snøfter du mens du har lagt hans hovede i dit skød, mens du sidder og aer hans kinder.

"Please vågn op" snøfter du igen, og kigger op på din mor.

"Hvad hvis han ikke vågner?" spørger du stille mens tårerne triller ned af dine kinder.

"Lille skat dog, han skal nok vågne" siger din mor trøstende mens hun sætter dig ned til dig, og holder om dig, mens du fortsat hulker og aer Justin på kinderne.

"Jeg går ud ved vejen, og kigger efter ambulancen, okay" siger din mor, så du nikker stille og mærker en kys på kinden, hvor efter hun går.

"Please vil du ikke nok vågne op" siger du bedende og tager hans ene hånd i hånden mens du hviler den anden hen over skødet over Justin hovede. For den gør stadig vildt ondt, måske du enten har forstuvet eller brækket den.

"Vil du ikke nok vise mig dine smukke øjne" snøfter du mens du lægger din pande mod hans og begynder at græde igen.

For hvorfor skal det gå udover ham, han har ikke gjort andet end gode ting her i livet. Han er den mest perfekte person i verden men så fordi en eller anden vælger at køre sådan skal det gå udover ham. Det slet ikke fair, ikke engang en lille bitte smule, det totalt unfair. Du hører stille nogle sirener der kommer tættere og tættere på, og du ser også en masse blå lys, så du klemmer automatisk om Justin hånd. 

"Baby, der kommer hjælp nu, du skal nok klarer den okay" hvisker du og kysser ham på panden igen, og kigger ud mod vejen hvor du kan se ambulancen standse.

Hvor der kommer 3 mænd ud, hvor 2 af dem tager en båre omme bagved og skynder sig hen til jer. De lægger stille båren ved siden af Justin og kigger på dig med et lille smil. Du går ufrivilligt væk fra Justin, for de har jo brug for plads til at tjekke ham og sørge for han er okay. De tjekker først hans puls og vejrtrækning som du også gjorder, hvorefter de stille løfter ham op på båren og spænder ham fast. De lægger også et tæppe om ham, så han ikke bliver kold, for der er ret koldt her om natten. En af ambulanceførerne kommer stille hen til dig, mens de 2 andre får løftet Justin op og går hen mod ambulancen med ham.

"Han skal nok klarer den" siger han beroligende mens i også går med dem hen mod ambulancen,

"Jeg er bare virkelig bekymret for ham" siger du stille og kigger op på ham, og holder om din albue så dit håndled hviler på din anden arm.

"Har du ondt?" spørger han og tager stille om din arm, så du klynker lidt for det gør virkelig ondt.

"Tror muligvis den er kraftigt forstuvet, kan også være den er brækket" siger han og slipper stille din arm, mens han vinker dig hen til ambulancen bagi, hvor Justin er.

"Hvis du sætter dig der, kan vi undersøge jer begge" siger han med et smil, mens de andre sætter slanger og alt muligt i Justin, som du får det rigtig dårligt af..

~

Du vågner op stille op ved at der er en der rusker i dig, så du kigger forvirret hen på personen. 

"Hvor er jeg?" spørger du stille, for du kan ikke rigtig se noget. For du ser helt tåget og du ret svimmel og føler du kan kaste op når som helst.

"Hospitalet" svarer en kvindelig stemme, så du kan hører det din mor, som lægger en hånd på din pande.

"Har du det dårligt?" spørger hun mens hun fortsat holder hånden på din pande.

"Føler jeg skal kaste op" sukker du, for du hader at kaste op og det ved din mor.

"Okay, husk jeg er her hele tiden" siger hun og tager dig i hånden.

Du blinker en del og prøver så at fokusere på din mor, for dine øjne tåger stadig lidt. Du prøver at strække dine arme, men den ene kan du ikke strække, så du kigger underligt ned på den, og ser den er i gips.

"Hvad der sket?" spørger du undrende og kigger underlidt på den, mens du sætter dig op, og kigger hen på din mor.

"Du har brækker din arm 3 forskellige steder, du kunne bare ikke mærke noget før fordi du var ved at gå i chok. Derfor besvimede du inde i ambulancen, fordi Justin's slanger og det, var det sidste strå til du gik helt i chok" forklarer hun mens hun giver et lille klem i din hånd, da du kigger måbende på hende.

Hvordan kan du havde brækket den 3 steder, det gjorder jo næsten ikke ondt. Det gjorder jo kun ondt når du brugte den, som måske er grunden til du brækkede den mere. Du ikke så klog lige nu, men det jo forståeligt efter sådan en slem bilulykke du har været med i. Du kigger op på din mor og ser hun har rifter flere steder i ansigtet, og hendes hånd er bundet ind i bandage. Så du tager stille en hånd hen på hendes kind, så hun begynder at smile. 

"Du har også en del selv - Tvillinger" griner hun, så du også begynder at grine svagt.

Du elsker at din mor prøver at gøre situationen mindre trist, for det var også ved at gøre dig sindssyg. Du hader virkelig hospitaler, så at hun får dig til at grine er fantastisk. Du kigger hen på døren, hvor du kan se en sygeplejerske komme ind med et glas, nogle piller og en mappe i hænderne.

"Hej Victoria, godt du endelig er oppe, hvordan har du det?" spørger hun med et svagt smil, og sætter glasset og pillerne over på bordet ved siden af din seng.

"Jeg har det fint, er lidt forvirret omkring alting" svarer du og kigger op på hende med et svagt smil.

"Det helt okay, du har også lige været med i en bilulykke. Hvis du bare tager de 2 piller vil det hjælpe meget" siger hun med et smil, og skriver lidt ned i sin mappe.

"Okay" svarer du, mens du tager glasset med vand og de 2 piller som du hurtigt tager i munden efterfulgt af en stor tår vand, da du også hader piller og bare skal havde det overstået. 

"Må jeg lige snakke med dig under 2 øjne?" spørger sygeplejersken din mor, som nikker og går lidt væk fra dig. Så du bare sidder og kigger lidt rundt i din hospitalsstue.

Der står en stol ved siden af din seng til højre for dig, som er ved vinduet, og en anden seng på din venstreside som er henne ved døren til gangene, som du regner med for sygeplejersken kom derfra. Overfor dig er der et lille tv, og ved siden af det til højre er der en til dør, som du regner med er toilettet. Mellem din og den anden seng, står der 2 border, hvor der nu står et glas på dit. Væggene er næsten alle hvide pånær det med tv'et som er mint grøn, hvor dørerne også er hvide. Du kigger så ned af dig selv, og ser du er i en mint grøn hospitalskjole, som faktisk skræmmer dig. For hvem har mon puttet dig i den, du håber i hverfald det din mor.

"-Hans tilstand er i hvertfald kritisk" hører du sygeplejersken sige, så dit hjerte stopper i et par sekunder og du føler din hals blive tør, mens dine håndleder sveder. Kritisk? Hvad mener hun med kritisk, de har bare ikke at snakke om Justin.

"Kritisk?" udbryder du, mens du hopper ud af sengen, og går hen mod dem.

"Hvad mener du med kritisk?" spørger du mens du kan mærke tårerne bane sig vej ud af dine øjenkroge.

"Det bedst du får noget søvn, så kan vi snakke om det når du har sovet lidt" svarer Sygeplejersken, men nej, du vil vide sandheden nu.

"Nej, jeg har ikke brug for søvn når min kæreste ligger i en kritisk tilstand, hvor er han?" spørger du lidt hårdt, men du bare mega vred og bange lige nu, han virkede sådan okay, da du sad med ham.

"Vores læger er over ham som en hø, så du skal ikke bekymre dig, bare få noget søvn så klarer vi resten" siger hun med et smil og peger hen på sengen, med sin mappe holdene ind til sig.

"Nej, fatter du det ikke, jeg VIL ikke sove, jeg vil vide hvor min kæreste er" siger du igen hårdt, mens tårerne triller ned af dine kinder.

Du vil bare gerne ind til Justin, selvom han er i en kritisk tilstand vil du bare gerne være i hans nærvær. For han helt sikkert gøre dig tryg alligevel, selvom han ikke er der til at holde om dig, men bare hans nærvær beroliger dig.

"Hans tilstand er forværret, så du skal skynde dig ned på hans stue" er der en sygeplejerske der kalder ind af døren, og igen går dit hjerte i stå i nogle få sekunder.

"Få noget søvn, vi skal nok klarer den" siger hun på vej ud af døren, mens hun begynder at løbe, så du skynder dig ud af døren og løber med hende mens din mor kalder på dig.

Men du ligeglad du vil være der for Justin hele vejen, så hende sygeplejersken skal bare droppe hendes snak om du har brug for søvn, du helt frisk jo. I løber ned af en gang, drejer til venstre, så til højere og højere igen, hvor du ser hun sænker farten lidt og går ind på en stue. Du skynder dig efter hende, og braser nærmest ind på stuen, hvor det du ser nærmest giver dig et hjertestop. Justin ligger igen med slanger overalt, der er nogle i hans håndled, albuehulen, rør i både næsen og munden mens en masse læger og sygeplejersker, det derigere hinanden, med en masse maskiner og alt muligt rundt om ham. Men det der næsten giver dig et hjertestop er at den ene læge har en defibrillator i hånden, sådan en der giver stød så hjertet skal gå igang igen. Så mens du føler dit hjerte er ved at stoppe, er Justin's det rigtigt, som giver dig åndenød.

"Justin" græder du, mens du går tættere på, men en masse sygeplejersker kommer hen til dig, men du ligeglad, du skal se hvad der er sket med ham.

"Justin!" græder du grådkvalt, mens en af de mandelige sygeplejersker, prøver at skubbe dig ud af rummet men du kæmper imod, og skubber ham væk med den ene arm, men han kæmper også imod dig.

"Please hjælp ham" græder du, mens du falder til jorden og begynder a græde endnu mere.

Hvorfor skal alt det her ske mod Justin, han har jo ikke gjort nogen noget, og så skal han betale for en eller anden mands dumheder, det jo overhovedet ikke fair. Du mærker du bliver løftet op fra gulvet og båret ud af døren, så du kigger stille hen på Justin og det sidste du ser er manden sætter metallerne på hans brystkasse, så han giver et lille spjæt inden døren lukker. Så du bryder helt sammen i armene på lægen, som bliver ved at gå med dig, så du holder om hans nakke og græder ned i hans skulder.

"Vi har vores bedste læge inde ved ham, det hele skal nok gå" forsikre han dig mens han aer dig stille på ryggen, hvor han stopper lidt op for at åbne en dør.

Efter få skridt, bliver du lagt ned i en seng, hvor du krummer dig helt sammen og græder ned i puden.

"Please Justin, Please" græder du, mens du tager hårdere fat i puden som ville det presse et mirakel ud af den, og viske det hele væk, så det aldrig var sket.

Du mærker en lægge sig halvt over dig, mens hun tysser stille på dig og holder om dig, men du græder bare videre. For det gør så ondt inde i dit hjerte, at skulle se ham ligge sådan er jo forfærdeligt, og hjerteskærende. Hun kysser dig stille på din drivvåde kind, og fjerner noget hår fra din kind, hvor hun lægger sin kind mod dig og rokker lidt med dig.

"Han skal nok klarer den lille skat" forsikre hun dig og kysser dig igen på kinden, men intet hjælper lige nu.

Jo, hvis Justin vågnede og sagde det hele nok skulle gå, ville du tro på det, men lige nu tror du på ingenting, du føler dig helt tom. Der bliver stille banket på døren, og du høre den også bliver åbnet, men du gider ikke kigge derhen, for du ved det ikke er Justin, så hvorfor skulle du spilde din tid på det. Din mor rejser sig lettere fra dig, stadig med en nussende hånd på dig ryg, og kigger sikkert hen på den der kommer ind.

"Hans tilstand er stabil nu, så hvis i vil må i go-" han når ikke at sige mere, før du er hoppet ud af sengen og løfter alt hvad du kan ned til hans stue, hvor du igen braser ind.

Men den her gang er der ikke helt proppet med mennesker der står bare en læge og sygeplejerske som kigger hen på dig, mens de skriver ned i en mappe. Du går stille hen til hans seng mens du tørrer dine tårer væk, og tager ham i hånden som føles helt koldt. Så du synker en klump, og snøfter igen, men tårerne kommer igen, så du holder dig for munden for du begynder at hulke. Han ser helt død ud, og mærkes også sådan, det ligner slet ikke der er tegn på han er levende. Hans brystkasse og mave bevæger sig måske, men den måde han ligger på med alle slangerne, hans kolde hud og hans blege skin giver dig til at tvivle.

Du giver ham et lille klem i hans hånd, og stryger din hånd henover hans pande, som også føles kold, hvor du fjerner lidt hår. Det er til gengæld som det plejer, dejligt blødt og naturlig glød. Du tager en dyb indåndning, og kigger op på sygeplejersken og lægen, som bare betragter alle dine bevægelser, med et smil. Som fandt de det lettere romantisk at du er sådan om Justin, så igen snøfter og tørrer din næse med dit ærme.

"Kla-rer han den?" spørger du mens din stemme knækker, så de kigger op på dig, hvor sygeplejersken kommer hen til dig.

"Selvfølgelig klarer han den, han skal bare have tid til at hvile og samle kræfter" svarer han mens hun tager en arm om dig og nusser dine skuldre på en dejlig støttende måde, som var hun din mor.

Du nikker og betragter igen Justin, der bare ligger og trækker vejret stille gennem munden som er svagt åben. Så du lukker den og lader ham trække vejret gennem næsen, for det lød som om han brugte mange kræfter på at trække vejret sådan.

"Du skal nok klarer den okay" snøfter du og nusser ham i håret.

"Og jeg vil være her hele tiden" siger du stille, mens du prøver at holde tårerne tilbage, så du kigger op og prøver at blinke dem væk, med en hånd henover din mund, med håndryggen.

Du sætter dig ned på en stol ved siden af hans seng, stadig med hans hånd i din, som du nusser med din tommelfinger. Du trækker benene op til dig på stolen, hvor du hviler din brækkede arm på og så hage på den, mens du betragter Justin.

"Hvis du har brug for hjælp eller at vi skal besvarer nogle spørgsmål, så trykker du bare på knappen der" siger lægen, og peger hen på knappen ved siden af sengen.

"Okay" svarer du, mens du giver dem et smil.

"Her" siger sygeplejersken og giver dig et lommetørklæde, som du tager med din brækkede arm og tørrer dine tårer væk.

"Tak" snøfter du mens hun stille går ud med lægen ved sin side.

"Så det bare dig og mig" siger du stille med et smil, for du prøver at holde dit hovede nogenlunde koldt, for der er jo nogen der skal gøre det. Så nu hvor Justin ikke kan, er det din tur til at fortælle ham alt nok skal gå og at nok skal ordne sig.

"Kan du huske første gang vi skrev sammen?" spørger du, selvom han ikke kan svarer spørger du stadig, for så føler du at han stadig er her hos dig, og snakker med dig.

"Jeg troede først du var en eller anden der bare ville ødelægge min dag endnu mere.." siger du stille og ryster lidt på hovedet. 

"Jeg blev også lidt bange, for der var aldrig nogen der skrev til mig, så at du pludselig gjorder det, skræmte mig lidt" siger du med et lille smil, mens du tænker tilbage på det.

"Men at du så bekymrede dig for mig, selvom du ikke kendte mig, gjorder mig helt glad indeni og fik mig til at græde" siger du stille mens en enkelt tårer stille ned af din kind.

"Jeg følte endelig at der var nogen der kunne lide mig som den jeg i virkeligheden er, så at du gad skrive til mig og bekymre dig om mig, fik mig helt op i skyerne" siger du med et svagt grin, mens du giver ham et lille klem i hånden.

"Uden overhovedet at kende hinanden, skabte vi det her virkelig stærke bånd til hinanden, som var vi uadskillelige" siger du stille.

"Jeg kunne ikke gå en dag uden at tænke på dig, skrive med dig eller bare tænke på hvad du lavede. For jeg ville gerne være der hos dig, og så at vide hvad du lavede kunne få mig til at fantasere vi var sammen og lavede det samme" siger du med et svagt grin igen, og rejser dig fra stolen og lægger dig op til ham med dit hovede hvilende på hans brystkasse, men stadig hans hånd i din.

For du føler at hvis du giver slip den, giver du slip på håbet om at han vågner igen. Du føler dig mere og mere afslappet for hvergang hans hjerte slår, og det føles nærmest som om jeres hjerter slår synkront. Så det får dig til at smile stort, mens du lægger din brækkede arm bag dig ved siden af dit hovede. Du sørger selvfølgelig for du ikke ramme slangerne, for han har ikke rørene i munden mere, men stadig i næsen. Du bliver stille mere og mere søvnig, så du falder stille hen til lyden af Justins bankende hjerte og hans dejlige nærvær, som du ønskede at være i..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...