Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
543Visninger
AA

9. Venner igen eller mere?

Jeg farer ned af gangen og banker på dør nummer 460. Da ingen svarer, stormer jeg ind af døren. Jeg ved han er derinde. Jeg når lige at stoppe op, før jeg ramler ind i Christoffer. Han virker overrasket over at se mig. Han har nok ikke lige regnet med det efter, at jeg have afvist han sådan sidste gang.

”Ja, jeg vil gerne følges med dig til fuldmånefesten.” Siger jeg forpustet efter løbeturen hen til hans værelse. Jeg vender mig om og løber ud af hans værelse igen med en dejlig fornemmelse i maven. Jeg smækker døren til mig værelse, læner mig op ad dem og lader mig glide ned med et drømmende blik og hundrede af sommerfugle i maven. Jeg rammer gulvet med et lykkeligt bump.

 

Fredagen snegler sig af sted. Jeg mener virkelig snegler sig af sted. Jeg kigger op på uret mindst en gang i minuttet og tæller sekunderne inden klokken ringer ud til frikvarter.

I frokostpausen ser jeg at min stamplads er optaget og i stedet for mig sidder Mike der. Selvfølgelig. Great! Jeg stiller mig foran ham og kigger uden et ord ned på hans smilende ansigt. Hans smil forsvinder dog hurtigt og bliver erstattet af et undrende blik. Han har tydeligvis ikke opfanget, at jeg har fundet ud af den løgn han stak mig. Jeg sætter min bakke, lidt hårdere end normalt, ned på pladsen overfor ham. Han begynder at bevæge sig, som hvis han føler sig lidt utilpas. Godt, så kan du måske forstå et vink med en vognstang.

”Hva så? Er der et eller andet galt?” Spørger han forsigtigt. ”Om der er noget galt? Ja det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at vide. Hvorfor render du rundt og fortæller, at du kender Sabrina, når du ikke gør? Hvorfor lyver du? Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på hvad du siger igen, når du første gang vi mødes lyver? Hvordan tror du jeg har det, da jeg fandt ud af at jeg er blevet løget lige op i ansigtet, uden grund? Man kan let tilgive, men man glemmer aldrig. Især ikke noget som det!” Mine tanker raser ud af min mund. Jeg tænker slet ikke over hvad jeg egentlig siger, men lader min vrede styre min mund. Tænkt at han ikke har tænkt over, at jeg selvfølgelig på et tidspunkt vil få sandheden at vide? ”Har du løjet om andet du gerne lige vil fortælle inden jeg får det at vide fra en anden?"  Han kigger ned i bordet og jeg får helt dårlig samvittighed over at jeg sådan har skældt ham ud. Han må vel have en forklaring på hvorfor han løj. Jeg er helt ked af den måde jeg fik det sagt på, men jeg lader ham ikke bemærke mine nu tvivlsomme, men hårde ord.

”Jeg er ked af det. Jeg har ikke så meget mere at sige. Jeg kan ikke ændre slagets gang nu. Det var ikke meningen, at jeg ville lyve, men jeg har det med nogen gange at spytte noget ud som ikke er helt sandt, fordi det er det, jeg håber folk vil høre eller det der kan mig til at virke interessant. Da jeg sagde jeg kendte hende, var det ikke for at drille dig eller gøre dig sur. Det eneste der var mit mål var at lære dig at kende og der så jeg min smutvej. Jeg er ikke vant til at have mange venner, så jeg ved ikke hvordan man skal opfører sig eller hvordan man kommer i kontakt med andre.” Han har helt tårer i øjnene, da han rejser sig og går uden at have spiste sin mad op. Jeg ser ned i min tallerken og får hel vild dårlig samvittighed. Jeg er heller ikke vant til at have mange venner og ved faktisk hvordan han har det. Han har det bare en smule svære med nye mennesker end jeg selv har. Jeg tager en hurtig beslutning og rejser mig fra bordet. Jeg smider, med en hurtig bevægelse, min halvspiste sandwich over på hans tallerken, samler bakken op og skynder mig efter ham.

 

Han er et godt stykke foran mig, men heldigvis er gangene så lange, at jeg kan skimte ham inden han drejer om et hjørne. Hvor han er på vej hen ved jeg ikke, men jeg skynder mig at følge efter så godt som jeg kan med en bakke jonglerende i hænderne og en tung taske over skuldrene. Da jeg drejer om samme hjørne, ser jeg, at han står og fumler med låsen til et værelse, som må være hans. Hans hænder ryster og jeg kan se skuldrene, der bevæger sig synkront med hulke lydene, som rammer mine øre. Han får den endelig låst og døren lukkes på klem efter ham. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad jeg nu skal gøre. Skal jeg undskylde eller bare lade det ligge.

Jeg skubber døren lidt mere op, da jeg når derhen. Jeg kan se en skikkelse, ligge med hovedet ned mod madrassen, henne ved sengen. Små hulke lyde kan høres derfra og jeg sætter mig ned og aer ham blidt på ryggen. Ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. Det føles bare helt rigtigt. Han får et chok, da han mærker berøringen og vender ansigtet om mod mit. Jeg smiler undskyldende og han nikker. Han sætter sig op og jeg rykker længere ind på sengen og sætter mig med benene over kors. Jeg sætter bakken imellem os og tager min halvspiste sandwich op. Han tager samtidigt sin burger op og vi spiser, i et stykke tid i stilhed. Det virker som om vi begge har tilgivet hinandens opførsel og det er faktisk rart for en gang skyld at sidde i ro, uden al mulig støj og larm. Jeg nyder min sandwich og det samme kan jeg se Mike gør med hans burger. Noget ketchup sidder ved hans mundvig og jeg begynder at grine. Han kigger uforstående på mig med det sjoveste ansigtsudtryk og jeg peger på min hage, for at vise ham hvad der er så sjovt. Efter at have opdaget klatten, griner han også og vi vælter begge omkuld, så vi ligger grinende på gulvet. Min mave gør helt ondt, så meget griner jeg. Det er længe siden jeg har grint så meget, hvis jeg ellers nogensinde har. Da vores grineflip er ved at være ovre, stiller Mike et spørgsmål som ødelægger mit gode humør. Jeg havde virkelig ikke håbet han ville spørge. ”Vil du følges med mig til fuldmånefesten i aften?” Og der sidder jeg så og har ikke en eneste idé om hvad jeg skal sige.

 

Jeg fik kringlet mig ud af den, men jeg var nødt til at fortælle ham sandheden, som jeg også lige havde fortalt ham, at han altid skulle gøre. Jeg fortalte det som det er, at jeg allerede havde fundet en anden at følges med. Da jeg kommer tilbage til mit værelse, efter skoledagen omsider er slut, sidder Sabrina der allerede. Hun er ved at rode i noget tøj, som jeg kan se hun har fundet i mit skab. Hun har allerede selv klædt om til det outfit vi i går blev enige om. Hun havde fri to timer før mig i dag, så hun har haft god tid. Hun ser rigtig skøn ud i den stramme røde kjole, der matcher hendes flotte og mega høje stilletter. Hendes hår er sat i en knold, hvor totter i hver side ved ørerne hænger ned i en slangekrølle af en art. De indrammer hendes i forvejen smukke ansigt helt perfekt. Hun ser fuldstændig vidunderlig ud.

Hun holder noget tøj frem og siger: ”Okay, jeg har fundet tre kandidater.” Hvis jeg kender hende ret fra i går kommer det her til at tage lang tid, men i det mindste har vi ”måske” fundet tøjet jeg skal have på allerede, så der er da en form for lys forenden af tunnelen. Jeg læner mig baglæns ned mod sengen og lukker mine øjne.

___________________________________________________________________________

 

Hej mine skønne læsere:)

Så fik I endelig at vide, hvordan det gik mellem Anne og Mike. Hvad synes I? Skulle hun ikke have tilgivet ham eller?

Der kommer et kapitel igen i morgen, så husk at kigge forbi løbende:) Smid også gerne lige et link til movellaen eller tilføj den til din favoritliste:)

Tak:)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...