Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
531Visninger
AA

11. Fuldmånefesten part 2

Efter lang tid søgen beslutter jeg mig for at følge Sabrinas råd om at se på hans værelse. Døren er ikke låst og jeg går stille ind og håber han er der. Jeg kan ikke se nogen på værelset og skal til at vende om, da jeg høre en næsten lydløs skvulpende lyd. Lyden kommer henne fra badeværelsesdøren der står på klem. Jeg skubber den op og ser Christoffer der sidder inde under bruseren, som stille løber og sender stråler ned over ham. Han sidder med hovedet hvilene på hans knæ og en flaske vodka i hans ene hånd, der er drukket rimelig meget af.

Han kigger ikke op og jeg aner ikke om han har hørt mig komme ind. Jeg træder ind under bruseren og lader det kolde vand gøre mig hel våd. Helt ligeglad med at min kjole og mit make-up bliver ødelagt. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og tager flasken ud af hans hånd. Han kigger endelig op og jeg kan se hans øjne er helt røde og opsvulmede, som hvis han havde grædt. Dog kan jeg ingen tåre se, men vandet der strømmer ned fra hans våde hår, gør det også svært at skelne mellem tåre og vand.

Han virker ikke længere sur, men mere træt og en smule beruset. Han læner sin pande mod min og lukker øjnene, som for at vise han er ked af det. Jeg tager fat om hans ansigt med begge mine hænder og han åbner stille øjnene. Jeg kigger ind i dem, ikke bange for at blive blændet af den fantastiske blå farve. Den farve der allerede første gang gjorde mig helt ør.

”Jeg vil aldrig kunne finde på at gøre nar af dig. Jeg mener det jeg siger. Jeg kan virkelig godt lide dig. Hvis du bare kunne se dig selv gennem mine øjne, så ville du forstå.” Før han siger noget tager jeg mod til mig og kysser ham. Kysser ham med al den lidenskab jeg er i stand til. Hans læber smager en smule af vodkaen, men jeg er ligeglad. Ord kan sige meget, men ord vil aldrig kunne beskrive dette øjeblik. Det vil altid blive husket lige meget hvad.

Først stritter han lidt imod, men langsomt forstår han endelig, hvad jeg har forsøgt at fortælle ham. Jeg trækker mig lidt væk og smiler og får næsten tåre i øjnene. Han trækker hurtigt mig tilbage og nu er det ham, der kysser mig og får sommerfuglene i min mave til at flyve forvildet rundt. Hvis det her var et eventyr, så ville der springe fyrværkeri over os ligenu.

Da vi trækker os væk fra hinanden er vi begge stakåndet og sidder blot og kigger hinanden i øjnene uden at sige et ord. I lang tid sidder vi der under bruseren. Mig med hovedet på hans skulder og ham med hånden på min hofte, mens vores hænder er flette sammen.

 

Vi kommer tilbage til festen lidt senere. Godt våde og begge med svuppende sko. De fleste er stadig i gang med at danse og hvad de nu ellers finder på at lave. Sabrina står lidt væk og er næsten helt viklet ind i Louis. Savl bliver det er i hvert fald ikke sparet på, hvis du forstår. Hun vinker og smiler, da hun ser mig og Christoffer kommer gående hånd i hånd. Louis giver også en tumb up og de vender tilbage til hvad de var i færd med før.

”Vil du have noget at drikke? Kl. er snart tolv. Du må være meget nervøs.” Christoffer ser medfølende på mig og skubber en nu næsten tør tot om bag mit øre. Jeg fniser stille og nikker ivrigt. Stadig helt høj over vores tur under bruseren. Han går over mod baren og er ved at bestille to drinks, da Mike kommer hen mod mig. Bliv væk. Gå med dig. Tænker jeg, men han kan selvfølgelig ikke høre mine tanker.

”Hva så? Hygger du dig? Vil du med ud at danse?” Han bukker for sjov. Han har vist fået for meget at drikke. ”Nej ellers tak, jeg har lovet Christoffer, at vi skal danse om lidt.” Hvilket ikke helt passer, men jeg havde faktisk tænkt at spørge ham, når vi har drukket vores drinks.

”Nå ærgerligt. Du går glip af noget, men det ved du.” Han blinker med det ene øje og smiler frækt og forsvinder så ud i mængden igen, lige i tid til Christoffer kommer tilbage. ”Hvad ville han?” Spørg han med en undertone, der fortæller, at han stadig tænker på tidligere, men heldigvis er han kun irriteret nu. ”Han ville danse, men jeg afviste han fordi jeg allerede skulle danse med en anden.” Han er lige ved at misforstå og tror jeg har lovet at danse med en anden nu, men opfanger så jeg mener ham, da han ser mit lumske smil. ”Du ved godt jeg er en forfærdelig danser ikke?” Jeg griner bare og hæver mit glas og siger så bunder vi. Han hopper med på den og siger: ”Hvis du taber, for jeg lov at bestemme, hvad vi skal lave sammen i morgen? Deal?” Jeg nikker og tænker hvad jeg skal forlange. "Hmm, hvis jeg vinder, hvilket jeg gør, så skal du gøre alt, hvad jeg beder dig om i morgen." Han nikker og hæver hans glas. "1... 2... 3... NU!" Jeg sætter glasset mod min mund og slubre væsen i mig, så hurtigt jeg kan. Det virker ikke som om der bliver mindre i glasset, men da jeg næsten er færdig, ser jeg Christoffer kun er halvvejs med hans drink. Jeg får klemt den sidste mundfuld i mig og hæver glasset med et stor smil på læben. Han har tabt. Gad vide, hvad han tænker. Hvad mon jeg skal sætte ham til at lave for mig i morgen. Måske rydde op, lave mine lektier og måske vaske mit tøj. Hmm eller skal jeg finde noget endnu mere ondsindet. Jep, ondsindet bliver det. Sådan en chance får man ikke mange gange, så den skal bare udnyttes fuldt ud.

 

DJ´en råber i højtaleren: ”Vi sætter tempoet en smule ned og vi vil gerne have alle til at træde ud på dansegulvet, da det er sidste chance for en dans. Tak for i aften, I har været for fede!!!”

Jeg hiver fat i Christoffer og skynder mig at trække ham med ud på gulvet. Som lovet bliver tempoet sat ned og ud af højtalerne strømmer en gammel klassiker.

 

"I see trees of green, red roses too.

I see em bloom, for me and you.

And i think to myself, what a wonderful world."

 

Christoffer trækker mig ind til sig og begynder at bevæge sig fra side til side, så godt i takt med musikken, som han nu kan. Jeg vil give ham ret i, at han nok ikke er verdens bedste danser, men jeg er taknemlig for, at han overhovedet gider at forsøge og har tilgivet mig. Eller i hvert fald forsøger.

Sangen emmer stille og roligt ud og ender lige i det sekund klokken slår tolv. En kuldegysning får mit hår i nakken til at rejse sig. Nu er det tid. Tid til at alle går hver til sit og at jeg skal deltage i denne del af festen for allerførste gang i mit liv. Sommerfuglene som faktisk var forsvundet er straks tilbage og jeg ser mig nervøst omkring. Folk bevæger sig hen mod døren og ud mod gangen. Christoffer klemmer min hånd og får mig til at fokuserer på ham.

”Det er tid til at jeg skal gå. Jeg vil gerne blive, men det her er noget du selv skal klare. Ingen udover dig selv, kan lede dig i den rigtige retning. Jeg håber vi ses om lidt, men hvis vi ikke gør, så knæk og bræk." Han smiler og giver min hånd et sidste klem inden han slipper den og følger strømmen ud. Der står jeg så alene tilbage og ved ikke hvor jeg skal gå hen. Skal jeg bare droppe det og vente på de andre er færdige eller skal jeg forsøge at finde ud af hvor jeg skal hen, men hvordan skal jeg gøre det når jeg ikke har en eneste anelse om, hvem der bed mig for knap en uge siden?

 

Da salen er helt tom, bortset fra mig og DJ`en som er ved at rydde op, kan jeg hører at kl. stadig slår tolv. Alle forsvandt så hurtigt. Arrangementerne eller hvad de nu er, virker ret vigtige for alle. Hvorfor mon? Hvor skal jeg gå hen? Jeg ved ikke engang, hvor de forskellige ting holdes.

Jeg beslutter mig for at starte med at lede efter de forskellige steder, så kan jeg altid bagefter tage stilling til, hvor jeg skal være. Problemet er bare, at jeg ikke er så godt kendt i området omkring skolen endnu, men jeg må vel bare satse og håbe jeg møder nogen der kan vise mig den rigtige vej.

Jeg er gået udenfor, men kan ikke se nogen elever nogen steder. En fornemmelse siger mig, at en nærliggende skov er det rigtige sted at starte. Med nervøse skridt bevæger jeg mig hen mod skoven. Man ved aldrig, hvad der springer en i møde. Sabrina sagde jo at en pige sidste år var død af ukendte årsager. Jeg kan høre en gren knække et sted bagfra og snurrer hurtigt rundt med hjertet helt oppe i halsen og ser til min lettelse at en hjort springer væk, da den ser mig.

Jeg går længe og møder intet ud over skovens dyr. Jeg følger stien, men bliver af min fornemmelse draget væk og ind i skoven uberørte del. Jeg går som i trance og inden længe ser jeg to lys. To fakler. Ligesom Mary sagde.

Jeg træder nærmere og ser en gruppe stå rundt om et bål med en stor gryde stående ind over. De står alle med lukkede øjne og hinanden i hænder, mens de siger en remse.

 

„Omnes stabimus vniti in hac olla

Optatum daret plenam lunam cancer

Ut sanatione, prospera et amoris

 

De bliver ved med at sige disse sætninger igen og igen. Hvad de betyder aner jeg ikke, men væsken bobler mere og mere samtidigt med at ordene gentages.

Pludselig holder de op og åbner deres lukkede øjne. Jeg får øje på Christoffer, som står og smiler, men ikke til mig, men til månen vil jeg tro. Han kigger op i himlen og det samme gør alle de andre. De siger i fællesskab et andet mærkeligt ord, som jeg dog tror, betyder tak eller noget i den stil. De slipper alle hinanden og Christoffer træder frem mod gryden og holder et bære op i luften.

”Må fuldmånens kraft skænke alle, der drikker af dette bærer helbredelse, lykke og kærlighed!” Han sænker glasset og lader væsen fylde bærret op. Derefter går bærret på omgang og alle tager en tår, hvorefter de endnu engang takker op mod månen.

Da bærret har været hele vejen rundt ender det igen i Christoffers hænder. Han tager den sidste slurk og smider det i gryden, hvor det forsvinder ned. Gryden giver en mærkelig lyd fra sig og væsken fordamper. Alle jubler og stille og roligt begynder folk at gå hver til sit igen. Ceremonien er ovre.

Christoffer er som den eneste tilbage, da jeg lister mig frem fra mit skjul. Hvad betyder det, at jeg netop blev draget mod denne ceremoni? Er jeg en af dem? De er vel en slags hekse? Gryden og remsen. Det hele tyder på det.

Jeg kommer til at snuble over en sten, som jeg ikke lige har set. Christoffer vender sig skræmt om. Han ser overrasket ud, men smiler da han ser det bare er mig. ”Så kom du alligevel. Jeg vidste det. Jeg vidste det bare. Jeg kunne tydeligt mærke magien der summede indeni dig, da vi kyssede. Jeg vidste du hørte til her sammen med mig.” Jeg kigger undrende på ham. Magien der summede indeni mig? Hvilken magi? Han slår armene om mig og bliver ved med at mumle, "jeg vidste det."

Jeg trækker mig væk og siger at jeg bliver nødt til at gå. Jeg kan ikke rumme det. Er jeg virkelig en heks efter alt? Det forklare ikke de lysende øjne jeg så, da jeg blev angrebet. Var det virkelig en heks? Jeg kan ikke se det for mig. Det der angreb mig føltes hurtigere og stærkere end en heks. Var det bare mig eller var mine fornemmelser rigtige.

 

Jeg går uden at vide, hvor jeg er på vej hen. Pludselig ser jeg to fakler igen. Er jeg gået i ring. Jeg går nærmere og ser at det ikke er tilfældet. En anden gruppe står samlet i en rundkreds. Inde i midten ligger en skikkelse på jorden. Skikkelsen bevæger sig en smule og jeg kan se det er en dreng jeg ikke kender. Hans overkrop er bar og jeg kan se, at der løber blod fra hans brystkasse. En anden skikkelse står bøjet over ham med et bære tilsvarende til det ved den anden ceremoni. Han løfter drengen op og lader blodet dryppe ned i bærret til det er helt fyldt. Jeg må gøre noget, så jeg træder frem fra mit skjul.

”Hvad fanden laver du? Lad ham dog være. Hvad har han gjort dig?” siger jeg uden at tænke mig om. Alle vender sig om mod mig og jeg kan nu se de skarpe tænder der kommer frem, da de alle hvæser forsvarende. Jeg træder et skridt tilbage og falder over et eller andet og slår mit hovedet. Louis kommer pludselig ud fra mængden og træder nærmere hen mod mig. Han rækker en hånd frem. ”Du skal ikke være bange. Du er velkommen her. Ingen kan se faklerne medmindre de er en del af vores gruppe. Du skal ikke være bange. Jeg ved det kan være skræmmende først, men med tiden vil du ikke tænke over det som værende forkert.” Jeg tager tøvende hans hånd og kommer op og stå. Alle kigger stadig hen mod mig, men ingen hvæser længere.

”Det er også min første gang jeg er med til ceremonien på denne skole. Selvom jeg har prøvet det før er det ikke det samme som jeg er vant til.” Han smiler forsigtigt og hans tænder glider frem bag hans læber, hvilket gør jeg automatisk træder tilbage. Jeg vil ikke deltage, ikke se på, bare væk fra det hele. Jeg kan ikke være vampyr, jeg er jo heks. Som Louis selv sagde, så kan man ikke se faklerne medmindre man ved hvor man skal lede og tilhøre gruppen. Det var det samme Mary hentydede til tidligere. Det må da betyde jeg er heks ikke? Det var jo der jeg kom til først. Jeg gik slet ikke efter at finde nogen fakler før. Jeg gik rundt fordi jeg var forvirret. Det må være et tilfælde. Ikke? Jeg vender rundt og løber alt hvad jeg kan og kommer hurtig efter ud af skoven og kollapser af fortvivlelse og udmattelse.

 

___________________________________________________________________________

 

Hej læsere:)

Så kom det et kapitel mere. Et længere et, da jeg lige synes i skulle have et ordentlig afsnit til at afslutte weekenden med.

Hvad synes du om kapitlet? Hvad tror du der kommer til at ske, nu da hun "har deltaget" i to ceremonier? Er hun heks eller vampyr? Kom med dit bud:)

 

Ellers så vil et like også betyde meget:) Mange tak:)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...