Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
554Visninger
AA

6. Forfulgt af uheld eller hvad?

Klokken ringer omsider ind til første time. Det skema der lå på mit værelse var noget indviklet at finde rundt i, men med hjælp fra Sabrina, som opsøgte mig efter diskussionen, som hun tabte, har jeg nu fundet frem til det rigtige lokale. Alle har selvfølgelig allerede sat sig inde i klassen og undervisningen er i fuld gang. Jeg banker hurtigt på, før jeg ombestemmer mig. Læren, en ældre mand, åbner døren og viser mig ind i klassen. ”Du må være frøken Chase ikke sandt?” Jeg nikker og kigger nervøst ned i jorden. Alles blikke er garanteret rettet mod mig ligenu. Hverken Mike eller Sabrina går i denne klasse, så jeg er helt alene. ”Du kan sætte dig ned ved siden af Christoffer.” Siger han og jeg ser at han peger ned mod en ledig stol. Jeg bevæger mig derned uden at kigge på de andre. Jeg næsten kaster mig klamrende ned på stolen med blussende kinder. Hvor er det altså pinligt at komme for sent sin første skoledag.

Undervisningen fortsætter, men jeg opfanger ikke hvad der bliver snakket om. Jeg kigger ud af øjenkrogen på drengen ved siden af mig. Han har blondt hår og gyldenbrun hud. Ikke et dårligt syn. Jeg sidder længe og stirre diskret på ham og heldigvis virker det ikke som om han bider mærke i det. Til sidst vender han dog sit hovedet rundt mod mig og ser chokeret ud i ansigtet. Ligeså chokeret, som jeg selv må se ud. Det er ham fra værelse 460, ham fra i morges. Fuck kunne det bare ikke snart gå den anden vej og blive bedre? Det er trods alt min første skoledag i mit nye liv og lidt held må man da have lov til snart at få! Kan udheld forfølge? Ligenu føler jeg mig i hvert fald forfulgt!

 

Timen snegler sig akavet af sted. Læren, som ikke kaldes for en lærer, men en professor fremlægger om opførsel blandt mennesker. Hvordan man skal blænde ind i mængden som overnaturlig og undgå at vise, hvad man i virkeligheden er. Han fortæller også lige kort, mest for min skyld, at det første halve år ikke vil handle om vores forskellige overnaturlige sider som sådan, men det mere vil være generele ting vi vil høre om. Det er som et slags grundforløb. Han kigger kun på mig da han fortæller, da alle de andre allerede sikkert har hørt smøren flere gange. De andre er allerede halvvejs gennem grundforløbet, men for mig er det jo helt nyt pointerer han. ”Og efter det halve år med grundforløb, så bliver i inddelt i klasser som vil blive tilrettelagt efter jeres overnaturlige side. Det vil sige, ulve i en klasse, vampyrer i en anden og hekse i en tredje. Sådan vil klasserne blive fordelt. På det her halve år, er det så meningen i skal udover at lære denne verden bedre at kende også finde ud af om den her skole er det rigtige valg for jer eller om i ønsker at blive forflyttet til en anden. Ydermere skal i også finde ud af om i ønsker at leve livet blandt os overnaturlige eller om i ønsker at glemme og gå tilbage til og fortsætte jeres gamle liv blandt mennesker. For enkeltes vedkommende, skal i også i tiden indtil jul, finde frem til hvilken overnaturlig i er.” Professoren fortsætter med en masse information, som jeg kun hører en tredjedel af. Sådan går timen, mens jeg sidder og studerer drengen fra i morges. Christoffer hed han vidst.'

”Jeg kan ikke klare det mere. Stilheden og de skumle blikke. Du kunne i det mindste fortælle hvad du hedder.” Ud over hele klassen bliver disse ord sagt. Først opfanger jeg ikke helt hvem der siger noget, men bliver opmærksom på det, da drengen ved siden af sidder og kigger over mod mig. Ingen i klassen lader til at have hørt det eller det er i hvert fald det jeg prøver at bilde mig selv ind. Et par borde væk kan jeg se at to piger som sidder og hvisker til hinanden og fniser højlydt mens de kigger over på mig. Jeg drejer hovedet over mod drengen og kigger ind i de fantastiske øjne endnu engang i dag. Hvordan de skinner og får mig til næsten at gå i spåner. ”Je…. jeg hedder Anne.” Får jeg endelig fremstammet og føler mig total ydmyget og kan mærke mine kinder bliver varme. ”Nå men Anne så, er du ikke sød at lade være med at kigge sådan. Det gør mig sku helt skør. Og tænkt ikke et sekund, at jeg har glemt episoden fra i morges, hvor du hældte vand udover mig.” Jeg er helt forbavset over den pludselige vrede der lyder fra hans stemme. Mine kinder synes nu næsten at eksploderer og jeg kigger flovt ned og begraver mit hoved bag mit hår, der nu hænger ned over mig. Sådan sidder jeg indtil klokken ringer timen forbi.

 

Da jeg kommer ud på gangen er Christoffer heldigvis ikke at se. Jeg skynder mig hen ad gangen og hen mod mit værelse. Jeg trænger til gemme mig under min dyne og komme mig over episoden inden næste time. Jeg skynder mig forbi alle de andre fra klassen, som kigger grinende på mig. Det er aldrig sjovt at være hende den nye, men så ovenikøbigt at være hende der har lavet dagens bommert er et no go.

Da jeg svinger rundt om næste hjørne, bliver jeg trukket væk og afsides af en person jeg ikke kan se. Da jeg endelig kan se noget, ser jeg til min skuffelse, at det er Christoffer. Og mig der så lige troede at jeg kunne undgå dette. ”Je.. jeg er altså ked af det i morges. Det var ikke meningen at det skulle gå ud over dig. Jeg troede det var min venindes værelse og jeg ville bare lave sjov med hende.” Synder jeg mig at sige, før han kan nå at sige noget. Han sukker. ”Jeg trak dig ikke til side for at skælde dig ud. Det er okay, jeg blev bare lidt rundt på gulvet før. Jeg skulle ikke have sagt det jeg sagde udover hele klassen. Jeg kunne bare ikke klare det mere. Jeg var nysgerrig over hvorfor i morges skete. Man får sig lidt af en overraskelse, når man vågner op og der sidder en fremmed pige og netop har hældt vand ud over en.” Han smiler forsigtigt. Ikke helt sikker på min reaktion og jeg løser mig lidt op. Jeg smiler en smule tilbage. ”Og må jeg ikke have lov til at sige at du har de dejligste grønne øjne. Grønne som smaragder. De skinner så smukt.” Jeg rødmer, men denne gang af en anden slags flovhed. Jeg er ikke vant til komplimenter som det han lige gav mig. Jeg smiler og kigger ned. Jeg har lyst til at fortælle ham, at hans også er vidunderlige, men jeg tvivler. ”Je… Jeg.” Mere siger jeg ikke før jeg bare uden videre endnu engang går min vej uden at sige mere.

 

___________________________________________________________________________

Hej:)!!

Her er så lige et sidste weekendafsnit/ferieafsnit inden hverdagen begynder igen i morgen:)

Hvad synes i om den indtil videre? Jeg har gået og spekuleret lidt over om i helst vil have lange kapitler eller om i vil have korte. Lange tager jo naturligvis længere tid at skrive end korte, så der vil selvfølgelig være længere ventetid ved lange. Men hvad synes du? Lange eller korte?

 

Mange tak fordi i læser med:)

God aften!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...