Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
553Visninger
AA

5. En uheldig episode og et nyt bekendtskab

Sveden driver af mig, da jeg forskrækket vågner. Mit vækkeur skriger mig ind i ørene den næste morgen. Igennem mit vindue, kan jeg se solen er på vej op. Drømmen fra i nat sidder stadig fasttømmeret inde i mig. Det virkede så virkeligt, men det var kun været en drøm eller hvad? Overbevist over at jeg må se at tænke på noget andet, rejser jeg mig op. Jeg må se at tænke på normale ting, såsom, hvordan mit hår skal sidde eller hvad for noget tøj jeg skal have på. Jeg skal møde kl. 10.00 i dag, så der er rigelig med tid endnu. Rigelig med tid til at finde ud af alle de normale ting. Hvad skal jeg have på? Det plejer ikke at ligne mig at gå så meget op i det. Men det må være tid til forandring. Det kan godt være jeg stadig ikke synes mit udseende er som jeg vil ønske, men noget kan jeg vel gøre for at opnå noget tilsvarende. Efter jeg endelig har fundet nogle bukser og en bluse jeg synes går an og tvunget min børst igennem mit hår et par gange, skynder jeg mig ud på gangen og ned foran værelse nummer 460, hvor Sabrina bor.

 

”Sabrina er du der?” Det er fjerde gang jeg banker på. Hun må stadig sove, men uanset om hun gør det eller ej, så skal hun altså op. Jeg har ikke noget at give mig til og det vil også være rart, at høre om hun kan besvarer nogen af de spørgsmål jeg har. Da stadig ingen svarer, prøver jeg forsigtig at åbne døren. Den giver efter og jeg lister mig indenfor. Der er helt mørkt, men henne ved sengen kan jeg ane en skikkelse. Lydløst, eller jeg forsøger i hvert fald at være det, lister jeg mig hen til sengen og sætter mig stille ned. Hun bevæger sig en smule, men er ikke vågnet endnu. Jeg beslutter at hun skal lære det på den hårde og for mig sjove måde. Hun skal forskrækkes på den gammeldags facon. På natbordet står et glas vand, som jeg roligt løfter op. Da glasset er lige over hendes gemte ansigt, bevæger hun sig en smule og inden jeg ved af det har jeg hældt vandet ned over hende. Det mest pinlige netop i det øjeblik, er at jeg ser, at det slet ikke er Sabrina der ligger under dynen, men en total fremmed dreng. En fremmed dreng, der nu slår øjnene chokeret op. Der sidder jeg så og er stivnet og ved ikke hvad jeg skal gøre.

”Hva fanden!” Råber drengen og kigger forvirret rundt. Jeg sidder som stivnet og håber han ikke ser mig, men selvfølgelig lander hans øjne til sidst i mine. Jeg sidder stadig helt stille og kigger blot ind i hans fantastiske blå øjne, der skinner som det klareste vand. ”Hvad fanden laver du?” Råber han vredt af mig, men jeg bevæger mig ikke. Der er noget ved hans øjne der fanger mig. De næsten suger mig til sig. ”Du kunne måske svare mig eftersom du lige har hældt vand ud over mig. Hvem er du overhovedet og hvorfor er du kommet herind?” Endelig tør jeg lidt op, da jeg ser hans ellers klare øjne få en rød glød. Jeg kigger ned på mine hænder, som knuger hinanden. Efter nogle øjeblikke kan jeg få min mund til at svare sagte. ”Jeg er ked af det.” Det er det eneste jeg åbenbart har at sige, for med det sagt styrter jeg ud af værelset og håber han efterfølgende ikke kan genkende mig. Men jeg har på fornemmelsen, at min bøn ikke bliver hørt. For hvis jeg kan huske ham, hvilket jeg helt sikkert kan, så kan han vel også genkende mig. Sikke en god første skoledag, som ikke engang er startet endnu. Man må da sige jeg har gjort mig bemærket. Det værste er hvis han fortæller det til resten af skolen. Så vil jeg kun være kendt som hende den mærkelige, der sniger sig ind på fremmed folks værelser og hælder vand udover dem mens de sover. Kunne denne morgen måske have været værre? Jeg tvivler!

 

Efter den uheldige oplevelse er jeg gået ned for at spise morgenmad. Jeg finder straks Sabrina, som sidder sammen med nogle af hendes andre venner. Til morgenmad er der boller med diverse tilbehør og tre forskellige slags skemad, som jeg plejer at kalde det. Cornflakes, mysli og chokopops. Chokopops for the win, tænker jeg og skovler en ordentlig portion over i min dybe tallerken.

Jeg sætter mig ned ved siden af Sabrina, som er i gang med en livlig diskussion, hvor både den ene og andens arm bliver svunget rundt i luften. Jeg beslutter mig for at rykke lidt væk og spise min morgenmad i ro og fred. Jeg går hen til en anden ledig plads, et par borde væk, hvor en dreng sidder og spiser alene.

”Hej. Er det i orden?” Spørger jeg og peger på en ledig plads. Han nikker og jeg sætter mig ned. ”Hvad hedder du?” Spørger jeg, for at lette den akavede stemning. Han smiler usikkert til mig, men svarer da næsten med det samme. ”Mike. Jeg hedder Mike. Hvad med dig? Du er ny ik?” Jeg nikker og fortæller ham hvad jeg hedder. Jeg peger over mod Sabrinas bord og spørg: ”Er de altid sådan oppe at køre om morgenen?” ”Nej ikke så meget som i dag. I dag er helt ekstraordinær. De plejer bare at diskutere stille og roligt, men Sabrina ser ud til at være meget offensiv i dag. Det må have noget at gøre med at det er fuldmåne på fredag. Ved fuldmåne er koblet altid oppe at køre” Jeg kigger bagud og kan pludselig se, at de personer hun sidder sammen med opfører sig som en flok ulve. To sidder og kaster mad mod hinanden og en anden slubrer mælk fra morgenmaden i sig, ved at løfte tallerkenen op til munden. ”Hvorfor deltager du egentlig ikke i diskussionen. Kender du ikke Sabrina? Du virker ellers til at kende dem godt og være ret så interesseret i dem og diskussionerne? Er du ikke også en ulv?” Han sidder og spekulerer over hvad han skal sige. ”Jo jeg kender hende. Diskussioner har bare aldrig rigtig sagt mig noget. Især ikke deres diskussioner. De diskuterer ting jeg ikke finder væsentlige at diskuterer. Jeg har det bedre med at sidde i baggrunden og ikke blive lagt mærke til, men det ændre ikke på at jeg er nysgerrig. Og får at besvare det andet spørgsmål, så ja jeg er en ulv, bare den mere enspænder agtig type. Hvad er du egentlig? Du må jo være et eller andet siden du er havnet her.” Han kigger nu mere nysgerrigt på mig og jeg kan se han bryder sin hjerne for selv at finde svaret. ”Jeg ved det faktisk ingen gang selv endnu. Jeg blev angrebet for et par dage siden, da jeg var ude at gå tur med min hund og så vågnede jeg op her.” Han ser overrasket på mig. Det havde han nok ikke lige regnet med. ”Det vil sige det er nyt for dig det hele. Ikke kun skolen, men alt det med at være overnaturlig og at vi overhovedet findes. Det ville jeg aldrig selv have gættet. Du virker ikke som en der først lige har lært det at kende for et par dage siden. Du tager det godt nok flot. Da jeg først kom her til efter jeg var blevet forvandlet, da vidste jeg ikke hvordan jeg skulle klare mig. Jeg var helt ude af den. Alle de andre ulve havde allerede en flok eller gruppe og jeg følte ikke jeg passede ind.” Det sidste siger han stille. Han virker nu som en dreng, der har haft det svært med at passe ind både før og efter forvandlingen. Og jeg som kun bekymrer mig om en pinlig episode fra i morges, når det i forhold til andres kvaler er en bagatel.

 

_________________________________________________________________________

Hej igen alle sammen!!!

Jeg undskylder endnu engang for ikke at have tilføjet flere kapitler herinde, men jeg har været på ferie og har ikke haft adgang til internettet. Det har dog ikke forhindret mig i at skrive en hel masse i mellemtiden, som jeg glæder mig til at dele med jer.) Derfor får i her et ekstra langt afsnit, som jeg håber i kan lide og har lyst til at kommenterer:)

Smid endelig en kommentar eller tilføj movellaen til din farvoritliste.

 

På forhånd mange tak:)!!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...