Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
535Visninger
AA

4. En pige eller en varulv?

Efter at have studeret værelset og pakket ud, tager jeg mig mod til at se mig lidt for på skolen på egen hånd. Lige da jeg åbner døren, rammer jeg et eller andet hårdt. Uden for døren ligger en pige, som jeg har ramt.

”Ej det er jeg virkelig ked af. Er du kommet noget til?” Jeg skynder mig at hjælp hende op at stå.

”Det er helt i orden. Jeg er vant til at blive ramt eller gå ind i folk. Jeg bliver så fordybet i mine tanker, at jeg ikke ser mig ordentlig for når jeg går. Jeg hedder forresten Sabrina.” Smiler hun glad og rækker mig hånden.

”Hej Sabrina. Jeg hedder Anne.” Jeg tager hendes hånd, men tager den straks tilbage igen, da jeg næsten skolder mig. Jeg ser ned på min hånd, der er helt rød og gør ondt.

”Det er jeg ked af. Nogen gange kan jeg ikke helt selv styre det. Brændte du dig meget?”

Jeg ryster på hovedet, men det gør ondt som bare fanden.

”Inden du stiller alle mulige mærkelige spørgsmål om hvordan det kunne lade sig gøre, så lad mig lige fortælle hvorfor. Du er nok blevet informeret om at det her er en skole for overnaturlige væsener,” Hun venter afventende og jeg nikker sagte. ”og jeg er varulv. Når det er sagt, så kan jeg ikke rigtig selv styre min kropstemperatur endnu. Det værste er at jeg ikke selv er klar over, når jeg er brand varm, jeg mærker ikke noget til det anden end en stikken, som når man ikke tænker over det ikke kan mærkes. Jeg er altså virkelig ked af, hvis du brændte dig.” Hun ser oprigtig ked af det ud, men det eneste jeg kan tænke på er, at jeg lige har givet hånd til en varulv.

 

Efter chokket har dæmpet sig, fortæller Sabrina mig om sig selv og hendes familie. Hun er født som varulv, så hun har hele sit liv vidst hvad hun er. Hun siger, at det er meget sværere end hvad det synes af, at være født som overnaturlig.

”Indtil jeg fyldte 13, skulle jeg gå i normal skole. Det var ikke altid det var så let som man skal tro. Hver gang jeg blev drillet og hidsede mig op, var jeg nødt til at skynde mig væk, så jeg ikke skiftede foran dem alle sammen. Der kunne jeg så sidde og gemme mig indtil jeg kunne kontrollere det, for derefter at komme tilbage til en klasse der grinte af mig, fordi jeg bare var rendt min vej. Hjemme var det heller ikke anderledes. Min far var alfa for vores kobbel og derfor var jeg altid den der skulle være et godt forbillede for de andre hvalpe. Selv når de hånede mig eller kastede ketchup i mit hår, var det mig der fik skylden, aldrig dem. Det blev dog alt meget bedre da jeg kom hertil. Jeg var endelig fri, men helt alene. En 13 årig på bar bund. Jeg vidste ikke hvem jeg selv helt var og hvordan jeg skulle passe ind. Så derfor går jeg nogen gange og drømmer om, hvordan det kunne have været og hvordan det vil blive engang, når jeg har fundet mig selv og bliver sendt tilbage.”

 

Sabrina fortalte og fortalte, mens hun viste mig ordentlig rundt på skolen. Det var ved at blive mørkt udenfor. Dagen var gået utrolig hurtig og det var slet ikke til at fatte, at det kun var et døgn siden jeg var hjemme og skulle ud at gå med Chili. Chili, hvad mon der var blevet af hende. Var hun selv rendt hjem eller havde uhyret også gjort hende noget. Jeg må spørge Mary næste gang jeg ser hende. Hun kan måske fortælle mig, hvor hun blev af. Og måske også besvarer flere af de tusind spørgsmål som stadig befinder sig i mit hoved.

 

Da solen er gået helt ned, tager jeg afsked med Sabrina og låser døren til mit værelse op og smider mig på sengen. Alt det nye er næsten steget mig til hovedet. En skole for overnaturlige. Jeg kan stadig ikke forstå det, alligevel synes det dejligt betryggende, at jeg da allerede har fået en veninde, som så er en varulv, men bortset fra det, så virker hun fuldstændig normal ligesom mig. Eller jeg er vel ikke normal længere. Hvad var det Mary sagde, at jeg ville forvandle mig ind til noget jeg måske ikke ønskede?

Flere spørgsmål end svar. De svar må snart komme, men først efter jeg har fået en god nats søvn.

 

Jeg vandrer rundt på gangene, men ved ikke hvad jeg leder efter. Lyset i gangen er slukket, men censorerne får det til at tænde, da jeg lister mig næsten lydløst forbi. Jeg ser mig tilbage, hvor gangen atter er mørk efter jeg er gået forbi, men hvad er det? Forenden af gangen står en mørk skygge. Skyggen har et par lysende øjne, som dem jeg så dagen før. Med langsomme skridt kommer uhyret tættere og tættere på. I et er jeg i løb og løber alt hvad jeg kan. Jeg løber og løber og aner ikke hvor jeg løber hen, men fortsætter bare fremad uden at se mig tilbage. Denne gang er jeg parat til at konfronterer monsteret, hvis det skulle komme til det, men lige nu, må jeg fortsætte, mens jeg udtænker en plan.

_________________________________________________________________________

 

Hej alle sammen:) Det her var så det sidste kapitel inden jeg tager på ferie. Jeg lover jeg nok skal skrive en masse i mellemtiden, men det er ikke sikkert jeg lige kan uploade inden jeg er kommet hjem. I må alle have en rigtig god efterårsferie:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...