Trust is like a mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Anna har hele sit liv følt sig som en outsider. Som om hun ikke hørte til. En dag ændres hendes liv sig markant. Et mystiks væsen angriber hende. Hun bliver nu bragt til Tollow. En skole for overnaturlige væsener. Her møder hun en hel ny verden. En verden hun pludselig føler hun hører til i. Men alligevel er der stadig noget der nager hende. Hvem kan hun stole på, hvad er hun ved at forvandle sig til og hvorfor ser hun hele tiden de mærkelige lysende øjne i hendes drømme?

4Likes
31Kommentarer
531Visninger
AA

7. En løgn bliver altid afsløret

Resten af dagen har jeg heldigvis ikke nogen timer med Christoffer. (Vi har jo de der forskellige hold/klasser, hvor vi ikke altid har time med de samme). Derimod har jeg med Sabrina, som ivrigt fortæller om en ny dreng i hendes første klasse, som smilte til hende i morges. Hun snakker og snakker om ham. Hvor sød han er. Hvor dejlig hans smil er. Hvor vidunderlige han øjne glimter og jeg kunne blive ved. Jeg hører ikke rigtig efter hvad hun nøjagtigt siger efter det, men nikker og siger ja på de rigtige tidspunkter. Jeg er helt væk i mine egne tanker, men bliver pludselig hevet tilbage af Sabrina, da hun niver mig i siden. Jeg gør et underligt spjæt. Jeg er ret kilden og især i siden. Jeg kigger undskyldende på Sabrina, der sidder med ansigtet helt op i mit ansigt og ligner et stort spørgsmålstegn. Busted. Pis!

”Har du overhovedet hørt, hvad jeg har sagt?” Jeg kigger flovt på hende og sender hende mit mest bedårende smil, og ber med øjnene om tilgivelse. ”Jeg sagde, at der sidder en mega lækker dreng og kigger herhen. Og det er ikke mig han kigger på, vil jeg lige fortælle.” Jeg vender straks mit hoved en anelse bagud og ser til min overraskelse, at det ikke som forventet er Christoffer, men at det er Mike. Han vinker da han ser jeg kigger og jeg vinker smilende tilbage. ”Kender du ham?” Kræver Sabrina straks at få at vide. Jeg ser undrende på hende. Nu er det mig der er et stort spørgsmålstegn, ikke hende. ”Kender DU ham ikke? Jeg sad med ham til morgenmaden et par borde væk fra dig. Han sagde han kendte dig!” Hun kigger mærkeligt på mig, ”Sagde han, at han kendte mig? Jeg har aldrig set ham før. Hvorfor påstår han dog det?” Jeg nikker for at bekræfte det endnu engang, det at han havde sagt han kendte hende, og trækker på skudrende over hendes hvorfor han havde løjet. Jeg gad også godt at vide hvorfor han påstod sådan noget, når det overhovedet ikke er sandt. Jeg er sur. Sur over hans løgn. Jeg kigger tilbage igen, nu med et mindre muntert udtryk. Han virker ikke til at lægge mærke til det, men det skal han nok komme til senere, tænker jeg og vender ryggen til ham og prøver at følge med i den undervisning, der faktisk er i gang.

 

Dagen går så hurtig som den nu kan med forskellige episoder i baghovedet. Uheldet er stadig med mig. Jeg skal have en time med Mike, men heldet synes at vende en smule, da jeg ser han sidder i den helt anden ende af klassen. Gudskelov. Da klokken ringer ud, er skoledagen endelig slut og vi har fri. Jeg skynder mig ud på gangen uden at kigge tilbage på ham. Heldigvis sidder han helt bagerst i klassen og jeg forrest, så jeg har et forspring, hvis han skulle finde på at følge efter mig. Jeg smækker forpustet døren til mit værelse. Min kondi er ikke hvad den burde og de hastige skridt tog hårdt på mig. Jeg smider mig udmattet på sengen. Sikke en første skoledag. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Først den uheldige episode på Christoffers værelse og så ydmygelsen i timen, derefter det andet akavede møde med Christoffer og til sidst men ikke mindst hele postyret med Mike. Hvorfor er det jeg for en gang skyld ikke bare kan passe ind? Det her er min chance eller var min chance for at få en ny start. Ikke være hende med alle problemerne, men hende der har styr på det hele og ved hvad hun skal gøre i alle tænkelige situationer. Tydeligvis vil skæbnen det anderledes. Mon den ved hvordan jeg får styr på det hele eller har den ikke lige planlagt næste trin endnu?

 

De næste par dage går rent faktisk uden flere uventede overraskelser. Jeg hverken møder Christoffer eller Mike udover i timerne, så det er da et plus. Om torsdagen, da skoledagen er ovre, er mit held vist vendt igen. Uden foran min dør står en smuk og charmende Christoffer og venter åbenlyst kun på mig. Han har ikke set mig endnu, så jeg har lige et par øjeblikke til at gøre mig klar til det højst sandsynlige mærkelige og helt bestemt pinlige møde. ”Hej.” Siger jeg for ikke at virke uhøflig og går ind foran ham for at låse døren til værelset op. Vi står utrolig tæt, da han står tæt på døren. Han flytter sig ikke længere bagud, så jeg kan mærke hans ånde i min nakke. Jeg har en hel stak bøger i armene, så det tager nogle øjeblikke før det lykkes, at låse den dumme dør op. Det må være noget galt med min lås eller så er det bare fordi jeg er så nervøs. Jeg har egentlig ikke tid til at snakke, da der er en hel bunke med lektier der venter henne ved mit skrivebord, men alligevel vender jeg mig om og venter på han skal begynde at snakke. Det er trods alt ham der står uden for min dør og ikke jeg uden for hans.

Da han ikke selv siger noget spørger jeg ham alligevel: ”Var der noget bestemt du ville?” Da han stadig ikke siger noget, smider jeg bøgerne i mine arme på en stol samt stiller min taske på gulvet. Jeg kigger over skuldrende og ser at Christoffer har fået en smule røde kinder og kigger ned på hans fødder der bevæger sig underligt, som hvis han var nervøs.

”Spyt så ud. Jeg har ret travlt. Jeg har en hel bunke lektier der skal laves inden i morgen. Var det noget vigtigt eller hvad?” Jeg siger det måske en smule hårdt og først bagefter fortryder jeg mine ord. ”Der var lige noget jeg aldrig nåede at spørge om sidste gang. Det er selvfølgelig okay, hvis du siger nej og jeg forstår dig udmærket hvis du gør. Vi kender jo ikke hinanden særlig godt og der er sikkert mange andre der allerede har spurgt. Måske har du allerede lovet en anden at i skal følges. Jeg er jo sent ude…..” Han snakker og snakker og jeg fatter ikke en meter. Han snakker om noget han vil spørge mig om, som andre har spurgt om og jeg har sagt ja til at følges med dem til. Hvad fanden snakker han om? Til sidst bliver det for meget. Min tålmodighed rækker ikke til det her i dag ikke når jeg har så travlt.

”Hey… Prøv lige at hør her. Jeg ved ikke hvad du fabler om, men jeg har altså ikke tid til det her nu. Det må blive på et andet tidspunkt. ”Siger jeg og afbryder ham i hans ævlen. Han ser såret ud over, at jeg ikke hører ham ud, men det kan jeg ikke tage mig af lige nu. Lige nu har jeg en hel bunke lektier, som kræver min fulde opmærksomhed, hvis jeg skal nå at blive færdig med dem inden i aften. Jeg lukker stille døren og kan hører han bliver stående i nogle minutter inden han opgiver og går sin vej.

 

___________________________________________________________________________

 

Hej, så kom der et kapitel mere:)

Hvad tror du der sker, når Anne konfronterer Mike med hans løgn og hvad er det Christoffer er så nervøs over at spørge om? Få svaret i næste kapitel, men indtil videre, så kom med dit bud på hvad der sker:)

I mellemtiden, så tilføj også lige movellaen til din farvoritliste eller tryk på den grønne like knap oppe i højre hjørne:)

 

Tak:)!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...